Jeg gav agt i høsttiden
FORTALT AF WINIFRED REMMIE
„HØSTEN er stor, men arbejderne er få.“ Disse ord af vor Herre Jesus blev sagt af inderlig medfølelse med dem der var medtagne og omtumlede som får uden hyrde. Jeg har haft den samme følelse, og i de sidste 40 år har jeg søgt at adlyde Mesterens opfordring til at deltage i høsten. — Mattæus 9:36, 37.
Jeg er født i Vestafrika i en familie med syv børn — alle piger. Mine forældre var kærlige men bestemte. De var desuden stærkt religiøse. Det var et krav at vi hver uge gik i kirke og søndagsskole. Dette var ikke noget problem for mig, for jeg elskede åndelige emner. Som 12-årig blev jeg faktisk sat til at lede søndagsskoleklasserne.
Ægteskab og eventyrlyst
I 1941 blev jeg som 23-årig gift med Lichfield Remmie, der var bogholder i kolonisekretariatet. Materielt set var vi godt stillede, men drevet af eventyrlyst og ønsket om flere materielle goder flyttede vi i 1944 til Liberia. I 1950 mødte min mand Hoyle Ervin, en af Jehovas Vidners missionærer. Det blev et vendepunkt i hans liv og senere i mit. Efter blot tre ugers studium begyndte min mand at tage del i forkyndelsesarbejdet.
Jeg blev oprevet da min mand holdt op med at komme i kirken. Han havde hidtil været en ivrig protestant og havde endog overholdt fastetiden. Første gang jeg så ham gå rundt og forkynde med en mappe under armen blev jeg rasende. „Hvad er der i vejen med dig?“ spurgte jeg. „En betydningsfuld mand som du går ud og forkynder for disse tåbelige mennesker!“ Roligt og fattet tog han imod min skylle.
Den følgende dag besøgte broder Ervin os for at studere med Lichfield. Som sædvanlig holdt jeg mig på afstand under studiet. Det var måske derfor at broder Ervin spurgte om jeg var analfabet. Mig, analfabet? Hvilken fornærmelse! Jeg skulle vise ham hvor veluddannet jeg var! Jeg ville afsløre denne falske religion!
Jeg tager imod sandheden
Ikke længe efter så jeg bogen Gud Maa Være Sanddru ligge på bordet i dagligstuen. ’Sikken fjollet titel,’ tænkte jeg. ’Gud har da altid været sanddru, ikke?’ Jeg kiggede lidt her og der i bogen, og snart fandt jeg noget andet at kritisere. Der stod at mennesket ikke har en sjæl men er en sjæl! Selv hunde og katte er sjæle! Det gjorde mig godt gal. ’Sikken tåbelig lære!’ tænkte jeg.
Da min mand kom hjem gav jeg ham råt for usødet. „Disse bedragere siger at mennesket ikke har en sjæl. De er falske profeter!“ Min mand gav sig ikke til at diskutere, men svarede stille og roligt: „Winnie, det står alt sammen i Bibelen.“ Da broder Ervin senere tålmodigt viste mig ud fra min egen bibel at vi er sjæle og at vores sjæl kan dø, var jeg forbløffet. (Ezekiel 18:4) Hvad der især gjorde indtryk på mig var skriftstedet i Første Mosebog 2:7, der lyder: „Mennesket [Adam] blev en levende sjæl.“
Nu erkendte jeg hvor grueligt jeg havde taget fejl! Jeg følte mig ført bag lyset af præsteskabet og satte aldrig mere min fod i kirken. I stedet begyndte jeg at overvære Jehovas Vidners kristne møder. Den kærlighed der rådede iblandt dem var enestående! Dette måtte være den sande religion.
Høstarbejde i Cape Palmas
Cirka tre måneder senere kunne min mand have stjålet en stor sum penge fra sit firma — men han gjorde det ikke. Hans kolleger spottede ham: „Remmie, du vil dø fattig.“
Men på grund af sin ærlighed blev han forfremmet og sendt til Cape Palmas for at åbne en ny filial dér. Vi forkyndte nidkært. Efter blot to måneder var der en lille gruppe interesserede. Senere blev Lichfield døbt under en rejse til hovedstaden, Monrovia, hvor han skulle skaffe forsyninger til filialen. Han anmodede Selskabet om hjælp til at betjene sandhedshungrende mennesker i Cape Palmas.
Selskabet sendte derfor broder og søster Faust til Cape Palmas. Søster Faust var til uvurderlig hjælp for mig, og i december 1951 symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben. Mere end nogen sinde var jeg besluttet på at ’samle frugt til evigt liv’. (Johannes 4:35, 36) I april 1952 tog jeg heltidstjenesten op som pioner.
Min indsats blev øjeblikkelig velsignet af Jehova. Inden der var gået et år havde jeg hjulpet fem frem til indvielse og dåb. En af dem, Louissa Macintosh, var kusine til Liberias daværende præsident, W. V. S. Tubman. Hun blev døbt, gik ud i heltidstjenesten og forblev trofast mod Gud til sin død i 1984. Ved adskillige lejligheder forkyndte hun for præsidenten.
Til Lower Buchanan
Under områdetilsynsmandens besøg i 1957 blev min mand og jeg indbudt til at blive specialpionerer. Efter at have drøftet sagen igennem under bøn tog vi imod opgaven. Da det ville tage Lichfield et par måneder at afvikle sit verdslige arbejde i Cape Palmas, tog jeg i forvejen til Lower Buchanan, hvor der aldrig før havde været forkyndt.
Jeg fik logi hos familien Maclean. Næste dag blev jeg, traditionen tro, ført til underhøvdingen i Pelestammen. Høvdingen og hans familie bød mig hjerteligt velkommen, og jeg forkyndte for den lille gruppe mennesker i hans hjem. Ikke færre end seks af dem jeg talte til den dag, deriblandt underhøvdingen og hans kone, blev senere Jehovas vidner.
Snart ledede jeg mere end 20 mennesker i et studium af Vagttårnet. Jeg måtte sætte al min lid til Jehova, og han gav mig den fornødne kraft og evne til at tage vare på hans får. Når jeg var træt eller følte at jeg ikke slog til, tænkte jeg på fortidens troshelte, især kvinder som Debora og Hulda, som frygtløst udførte Jehovas befalinger. — Dommerne 4:4-7, 14-16; 2 Kongebog 22:14-20.
I marts 1958, efter blot tre måneder i Lower Buchanan, modtog jeg et brev om at kredstilsynsmanden, John Charuk, ville komme på besøg. Jeg lejede en kælder hvor der var plads til en stor skare tilhørere. Derefter rejste jeg til Upper Buchanan for at møde broder Charuk, men han kom ikke. Efter at have ventet lige til skumringen, tog jeg træt tilbage til Lower Buchanan.
Ved midnatstid hørte jeg det banke på døren. Da jeg åbnede, så jeg ikke blot kredstilsynsmanden men også min mand, hvis overraskende ankomst faldt belejligt sammen med broder Charuks besøg. Hvordan havde de fundet frem til mig? De havde mødt en jæger og spurgt ham om han vidste hvor der boede en dame som fortalte folk om Jehova. „Ja,“ svarede han, og derefter havde han vist dem hvor jeg boede. Det var en glæde at vide at mit lys allerede havde skinnet så klart efter blot tre måneder i Lower Buchanan. — Mattæus 5:14-16.
Til vores store glæde kom der helt op til 40 personer til møderne under broder Charuks besøg. Med tiden blev der en blomstrende menighed, og vi fik opført en smuk rigssal. Men livet var ikke altid problemfrit. I 1963 brød der for eksempel religiøs forfølgelse ud i Kolahun, og min mand blev arresteret og indespærret. Han blev slået så brutalt at han måtte indlægges på hospitalet.
Ikke længe efter at han var blevet udskrevet holdt vi stævne i Gbarnga. På stævnets sidste dag blev vi alle omringet af soldater og beordret til at hilse flaget. Da vi nægtede, tvang soldaterne os til at holde hænderne i vejret og kigge direkte op mod solen. De slog også nogle af os med geværkolber. For at få styrke til at forblive trofaste mod Gud sang jeg en af Rigets sange, den der hedder „Frygt ikke for dem!“ Soldaterne smed os til sidst i et beskidt fængsel. Tre dage efter blev alle udlændinge løsladt, og Lichfield og jeg blev deporteret til Sierra Leone. De lokale forkyndere blev løsladt den efterfølgende dag.
Yderligere privilegier og velsignelser
Vi blev sat til at arbejde sammen med Bo-menigheden i det sydlige Sierra Leone. Dér tjente vi otte år før vi blev flyttet til Njala. Mens vi var der blev min mand udnævnt til vikar for kredstilsynsmanden, og jeg fik den forret at arbejde sammen med ham i denne tjeneste. I midten af 70’erne blev vi sendt til østmenigheden i Freetown.
Jeg har haft den forret at se mange af dem jeg har studeret Bibelen med begynde at tage del i den sande tilbedelse. Jeg har over 60 åndelige børn og børnebørn som „anbefalingsbreve“. (2 Korinther 3:1) Nogle har gjort store forandringer, ligesom Victorie Dyke, der var profetinde i Aladura-sekten. Efter at have grundet over Første Johannesbrev 5:21 skilte hun sig af med sine mange feticher og afgudsbilleder. Hun symboliserede sin indvielse ved dåb og blev senere specialpioner. Hun har hjulpet mange af sine slægtninge i sandheden.
I april 1985 døde min mand, få måneder før vores 44 års bryllupsdag. Men jeg blev ikke ladt alene tilbage. Jeg er fortsat med at tjene min Hjælper, Jehova, som heltidstjener. Og jeg føler mig særligt knyttet til dem jeg har hjulpet til at lære ham at kende. De er min familie i en særlig forstand. Jeg elsker dem og de elsker mig. Når jeg er syg, kommer de straks for at se til mig. Og naturligvis hjælper jeg også dem.
Der er ingen tvivl om at hvis jeg skulle gøre det hele om igen, ville jeg med glæde fatte min segl og deltage i høsten som Jehovas medarbejder.
[Illustration på side 23]
Winifred Remmie i dag