Min glæde ved at tjene Jehova

FORTALT AF GEORGE BRUMLEY

Jeg underviste kejser Haile Selassies unge politielever i radioteknik og var netop blevet færdig med en klassetime da en af eleverne i al fortrolighed henvendte sig til mig. Han fortalte at han godt vidste at jeg var missionær for Jehovas Vidner og spurgte ivrigt: „Vil du ikke nok studere Bibelen med mig?“

VORT arbejde i Etiopien var underlagt forbud. Hvis myndighederne havde fundet ud af hvem jeg var ville de have udvist mig af landet, ligesom andre Jehovas vidner allerede var blevet. Jeg spekulerede derfor på om eleven oprigtigt ønskede et bibelstudium eller om han var en regeringsagent der blot var blevet sendt ud for at lokke mig i en fælde. Som familieforsørger med tre små børn blev jeg forfærdet ved tanken om at skulle miste mit arbejde og blive tvunget til at forlade landet og de venner som jeg var kommet til at holde så meget af.

’Men,’ tænker du måske, ’hvad havde i det hele taget fået en amerikansk familiefar til at slå sig ned i Nordafrika — langt fra sin hjemegn og sine slægtninge?’ Tillad mig at forklare det lidt nærmere.

Min opvækst i De Forenede Stater

I 1920’erne, mens jeg stadig gik i skole, abonnerede min far på bladet Vagttårnet og skaffede sig bøgerne Studier i Skriften. Far var en læsehest og blev helt opslugt af disse bibelske publikationer. Nu var han også humoristisk og noget af en spøgefugl. Han havde for eksempel en smuk læderindbundet bog hvor der på forsiden og på ryggen stod „Holy Bible“ med guldbogstaver. Når han havde inviteret gæster en søndag kunne han pludselig finde på at sige til en af dem: „Det er jo søndag i dag. Kunne du ikke tænke dig at læse et par vers højt fra Bibelen?“

Det gik den besøgte altid med til, men når han åbnede bogen var alle siderne blanke! Gæsten var selvfølgelig ét stort spørgsmålstegn. Far sagde så at prædikanter ikke ved noget som helst om Bibelen og hentede derefter en bibel og begyndte at læse Første Mosebog 2:7. Her beskrives skabelsen af det første menneske med ordene: „Mennesket blev en levende sjæl.“ — 1 Mosebog 2:7, King James-oversættelsen; se Første Korintherbrev 15:45, da. aut.

Far forklarede at mennesket ikke har en sjæl, men at det er en sjæl. Endvidere understregede han at syndens løn er døden, og når et menneske dør er det virkelig dødt; det ved slet ingen ting. (Prædikeren 9:5, 10; Ezekiel 18:4; Romerne 6:23) Endnu før jeg havde lært at læse flydende, kunne jeg Første Mosebog 2:7 udenad. Det er det første jeg husker om den ægte glæde jeg har erfaret ved at kende Bibelens sandheder og dele dem med andre.

Eftersom vi regelmæssigt fik Vagttårnet i vort hjem, begyndte hele vores familie at nyde denne åndelige føde. Min bedstemor boede hos os, og hun blev den første forkynder af den gode nyhed i vores familie. Dér hvor vi boede, i Carbondale i Illinois, var der ikke nogen menighed af Jehovas Vidner, men der blev holdt uofficielle møder. Mor tog os fem børn med hen i den anden ende af byen hvor nogle ældre damer holdt vagttårnsstudium. Vi begyndte også at deltage i tjenesten på arbejdsmarken.

Fra radioarbejde til fængsel

Jeg blev gift i 1937 i en alder af kun 17 år. Jeg forsøgte at leve af at reparere radioer og at undervise andre i dette fag. Efter at have fået to børn, Peggy og Hank, gik mit ægteskab i stykker. Skilsmissen var min fejl. Mit liv bar ikke ligefrem præg af at jeg var et kristent menneske. Det har plaget mig hele livet at jeg ikke fik lejlighed til at opdrage mine to ældste børn.

Under den anden verdenskrig begyndte jeg at spekulere over mange forskellige ting. Militærfolk tilbød at jeg kunne blive løjtnant og undervise indkaldte soldater i radioteknik. Jeg tænkte imidlertid så meget over Jehovas syn på krig at jeg begyndte at bede hver dag. Mit abonnement på Vagttårnet var udløbet, og Lucille Haworth havde modtaget en seddel om at det skulle fornyes. Hun kom derfor på besøg. Lucilles far, Perry Haworth, og størstedelen af hendes store familie havde været Jehovas vidner siden 1930’erne. Lucille og jeg blev forelskede i hinanden og giftede os i december 1943.

I 1944 blev jeg døbt og sluttede mig til min hustru i heltidstjenesten som pioner. Kort efter blev jeg indkaldt til at aftjene min værnepligt, men jeg nægtede at trække i trøjen. Som følge heraf blev jeg dømt til at afsone tre års fængsel i statens opdragelsesanstalt i El Reno i Oklahoma. Det var en glæde at gennemgå lidelser for Jehova. Hver morgen når jeg vågnede tænkte jeg over hvor jeg var og hvorfor. Jeg følte stor tilfredshed og takkede Jehova. Efter krigen begyndte man at prøveløslade alle over 25 år. Jeg blev løsladt i februar 1946.

Heltidstjenesten

Da jeg vendte hjem til Lucille virkede hun i pionertjenesten i en mindre by i Oklahoma der hed Wagoner. Vi havde ingen bil og måtte derfor dække hele det store distrikt til fods. Senere flyttede vi til Wewoka i Oklahoma. Snart blev jeg ansat på en nærliggende radiostation, hvor jeg begyndte at medvirke i udsendelserne. Eftersom jeg arbejdede seks timer om dagen, var det svært også at få tid til pionertjenesten. Men vi glædede os over det privilegium at kunne tjene Jehova. Det lykkedes os at købe en gammel bil, lige tids nok til at vi kunne nå at komme med til stævnet i Los Angeles. Det var i 1947. Dér begyndte vi at overveje at søge på Vagttårnets Bibelskole Gilead for at blive missionærer.

Vi indså at det ville være et stort skridt og ønskede derfor ikke hovedkulds at beslutte os til at forlade De Forenede Stater. Jeg havde det stadig meget svært med at have mistet mine børn. Vi prøvede derfor endnu en gang at få forældremyndigheden over dem. På grund af mit fængselsophold og det liv jeg tidligere havde ført, lykkedes det ikke. Derfor besluttede vi at blive missionærer, og blev indbudt til Gileadskolens 12. klasse.

Vi udgik fra skolen i 1949, og vores første opgave var at besøge menighederne i Tennessee. Efter tre år i rejsetjenesten i De Forenede Stater fik vi et brev fra Vagttårnsselskabets præsident. Vi blev spurgt om vi var villige til at tage til Etiopien, hvor vi samtidig skulle forkynde og undervise skoleklasser. Landets myndigheder krævede nemlig at missionærer gav undervisning. Vi sagde ja, og i sommeren 1952 tog vi af sted til Etiopien.

I Etiopien underviste vi i folkeskolen om formiddagen og ledede gratis bibelstudier om eftermiddagen. Snart kom der så mange til disse bibelstudier at vi ofte underviste i Bibelen tre til fire timer hver dag. Nogle af eleverne var politibetjente, mens andre var lærere eller diakoner på missionærskoler og etiopisk-ortodokse skoler. Somme tider var vi 20 eller flere til et bibelstudium! Mange af eleverne forlod den falske religion og begyndte at tjene Jehova. Vi var naturligvis begejstrede for al denne interesse. Igen takkede jeg Jehova hver morgen når jeg vågnede.

Forkyndelse under forbudet og som forældre

I 1954 fandt vi ud af at vi skulle være forældre. Vi måtte derfor beslutte om vi skulle tage tilbage til De Forenede Stater eller om vi skulle blive i Etiopien. Vores forbliven i landet var selvfølgelig afhængig af om jeg kunne finde et verdsligt arbejde. Jeg fik arbejde som radiotekniker og skulle passe en radiostation for kejser Haile Selassie. Vi blev altså.

Den 8. september 1954 blev vores datter Judith født. Jeg var overbevist om at jeg havde fået et sikkert job hos kejseren, men efter to år mistede jeg det. Inden der var gået en måned blev jeg imidlertid antaget inden for politiet — og dét endda til en højere løn end før. Jeg skulle undervise unge mænd i hvordan man reparerer radioanlæg.

I løbet af de næste tre år fik vi to sønner, Philip og Leslie. I mellemtiden var der sket en ændring i vores frihed til at deltage i forkyndelsesarbejdet. Den etiopisk-ortodokse kirke havde overtalt regeringen til at udvise alle Jehovas Vidners missionærer. På Selskabets anbefaling ændrede jeg mit visum fra missionsarbejde til verdsligt arbejde. Vort arbejde som missionærer blev underlagt forbud, og vi måtte derfor ’gå stille med dørene’. Alle menighedens møder kunne fortsætte, men vi måtte mødes i små studiegrupper.

Politiet havde forskellige forkyndere under mistanke og ransagede deres hjem. Men uden sine kollegers vidende var en af de overordnede inden for politiet en tilbeder af Jehova, og han advarede os altid når de havde planlagt en razzia. I disse år lykkedes det derfor ikke politiet at beslaglægge nogen af vore publikationer. Om søndagen holdt vi vort vagttårnsstudium på restauranter i udkanten af byen. Her kunne man sidde udendørs og spise sin medbragte madpakke.

Det var omkring den tid, mens jeg underviste politielever i radioteknik, at eleven fra indledningen af artiklen henvendte sig til mig og bad om et bibelstudium. Jeg følte at det var oprigtigt ment, så vi gik i gang. Efter at have studeret blot to gange tog han en anden elev med, og senere en tredje. Jeg advarede dem mod at fortælle nogen at de studerede med mig. Det lovede de, og de holdt deres ord.

I 1958 blev det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ afholdt på Yankee Stadium og Polo Grounds i New York. I mellemtiden var Peggy og Hank, såvel som mange andre fra min store familie, blevet aktive Jehovas vidner. Hvor var jeg glad for at kunne overvære dette stævne! Ikke alene var det en glæde for mig at blive genforenet med mine to ældste børn og andre familiemedlemmer, men det var også gribende at se over en kvart million mennesker forsamlet på stævnets sidste dag!

Det følgende år kom Selskabets præsident, Nathan H. Knorr, og besøgte os i Etiopien. Han havde gode forslag til hvordan vi kunne fortsætte arbejdet under forbudet. Desuden var han også interesseret i vores familie og hvordan det gik os åndeligt. Jeg fortalte ham at vi lærte børnene at bede. Jeg spurgte om han ville høre Judith bede en bøn. Det ville han gerne og sagde bagefter til Judith: „Det klarede du godt, Judith.“ Da vi skulle spise bad jeg broder Knorr om at indlede med bøn, og da han havde sagt amen lød det fra Judith: „Det klarede du godt, broder Knorr!“

Vore børn opdrages i De Forenede Stater

I 1959 udløb min kontrakt med politiet. Vi ville gerne være blevet i landet, men myndighederne ville ikke gå med til at forny min kontrakt. Hvor skulle vi tage hen? Jeg prøvede at komme ind i andre lande hvor der var stort behov for brødre, men det lykkedes ikke. Noget skuffede måtte vi vende tilbage til De Forenede Stater. Da vi ankom havde vi et lykkeligt gensyn med familien. Mine fem børn kom til at holde af hinanden med det samme og har lige siden haft et nært indbyrdes forhold.

Vi slog os ned i Wichita i Kansas, hvor jeg fandt arbejde som radiotekniker og som radiodiscjockey. Lucille tog sig af det huslige, og børnene gik i skole nær ved hjemmet. Hver mandag aften holdt vi vagttårnsstudium i familien. Jeg prøvede altid at gøre studiet livligt og interessant.

Vi spurgte hver dag børnene hvordan det gik i skolen. Det var en stor hjælp for dem at de var tilmeldt den teokratiske skole. Fra de var små har vi oplært dem i tjenesten på arbejdsmarken. De lærte at tilbyde bibelsk læsestof ved dørene, og vi tog dem med på vore bibelstudier.

Vi forsøgte også at lære børnene elementær livsvisdom, idet vi forklarede at de ikke altid kunne få nøjagtig det samme som deres søskende. For eksempel var det ikke altid muligt at købe den samme gave til hvert af børnene. „Hvad nu hvis jeres bror eller søster får noget legetøj som det ikke er muligt at købe til jer — skal I så gå rundt og surmule?“ spurgte vi dem. Nej, for nogle gange fik en anden så noget som de andre ikke fik. Ingen blev forsømt. Vi holdt altid lige meget af dem alle og passede på ikke at favorisere nogen af dem.

Andre børn fik en gang imellem lov til at gøre noget som vores børn ikke måtte. Ofte hørte jeg: „Jamen, den og den må godt, hvorfor må jeg så ikke?“ Jeg prøvede at forklare, men af og til måtte jeg simpelt hen sige: „Du tilhører ikke den familie; du er en Brumley og vi har andre regler.“

Tjeneste i Peru

Lige siden vi flyttede fra Etiopien har Lucille og jeg længtes efter at komme ud i missionærtjenesten igen. Endelig, i 1972, fik vi mulighed for at tage til Peru i Sydamerika. Vi kunne ikke have valgt noget bedre sted at opdrage vores børn, der nu var i teenageårene. Takket være et opbyggende samvær med missionærer, specialpionerer og andre tilflyttere, fik børnene et førstehåndsindtryk af den glæde som de der søger Riget først, udstråler. Philip kaldte denne påvirkning for positivt gruppepres.

Efter at nogle af vore gamle venner fra Kansas havde hørt om hvor godt det gik os i forkyndelsen af Riget, sluttede de sig til os i Peru. Jeg indrettede vort hjem som et missionærhjem. For at alle kunne få tid til at deltage i tjenesten på arbejdsmarken, fik vi hver især tildelt forskellige opgaver. Hver morgen havde vi en drøftelse af et skriftsted fra Bibelen. Det var en pragtfuld tid for os alle. Igen når jeg vågnede hver morgen tænkte jeg over hvor jeg var og hvorfor, og takkede Jehova i mit stille sind.

Med tiden giftede Judith sig, og vendte tilbage til De Forenede Stater, hvor hun fortsatte i heltidstjenesten. Efter tre år som specialpioner ansøgte Philip om beteltjeneste, og kom på Betel i Brooklyn, New York. Også Leslie flyttede tilbage til USA. De forlod Peru med blandede følelser og har ofte fortalt os at det bedste vi nogen sinde har gjort for dem var at tage dem med til Peru.

Efterhånden som det gik ned ad bakke med økonomien i Peru, indså vi at vi måtte flytte. Da vi i 1978 vendte tilbage til Wichita fandt vi en gruppe af spansktalende Jehovas vidner. De bad os blive og hjælpe dem, hvilket vi gjorde med glæde. Der blev oprettet en menighed, og snart kom vi til at holde lige så meget af den som af de menigheder vi tidligere havde tilhørt.

Ecuador drager

På trods af et slagtilfælde som havde gjort mig delvis lam, så jeg længselsfuldt frem til igen at kunne tjene i et andet land sammen med Lucille. I 1984 fortalte en rejsende tilsynsmand os at der var stor vækst i Ecuador og at de havde brug for ældste. Jeg gjorde opmærksom på at jeg ikke kunne gøre så meget i tjenesten på arbejdsmarken på grund af min lammelse, men han forsikrede mig om at selv en 65-årig delvis lammet ældste kunne være til stor hjælp.

Den nat kunne vi ikke falde i søvn, for vi lå og talte om mulighederne for at flytte til Ecuador. Lucille havde ligesom jeg et brændende ønske om at tage af sted. Vi havde dengang en lille forretning med midler til bekæmpelse af skadedyr; den satte vi til salg. Det lykkedes os at sælge den i løbet af to uger. Og på blot ti dage solgte vi vort hus. I vort livs efterår vendte vi igen tilbage til vor største glæde — missionærtjenesten i udlandet.

Vi slog os ned i Quito. Det var skønt at forkynde her. Hver dag oplevede vi noget nyt og spændende. Men i 1987 fik jeg konstateret kræft i tyktarmen. Jeg måtte omgående opereres. Vi tog derfor tilbage til Wichita, hvor de gennemførte en vellykket operation. Efter endnu to års virke i Quito fik jeg atter konstateret kræft, og vi måtte tage varigt ophold i De Forenede Stater. Vi flyttede til North Carolina, hvor vi bor i øjeblikket.

Et rigt og lønnende liv

Min fysik ser ikke ud til at blive meget bedre. I 1989 fik jeg foretaget en kolostomi-operation. Jeg tjener dog stadig som ældste og leder flere bibelstudier med interesserede som kommer hjem til os. Gennem årene har vi bogstavelig talt hjulpet i hundredvis ved at plante og vande eller opdyrke sandhedens sæd. Det er en glæde som er lige stor hver gang, uanset hvor tit man får den.

Jeg har også den store glæde at alle mine børn tjener Jehova. Peggy har i 30 år ledsaget sin mand, Paul Moske, i rejsetjenesten i De Forenede Stater. Philip og hans hustru, Elizabeth, udfører sammen med Judith særlige opgaver i New York. Hank og Leslie og deres ægtefæller er aktive Jehovas vidner, og mine fire brødre og søstre og deres familier, ja, over 80 af vore kødelige slægtninge, tjener alle Jehova. Og Lucille har nu i næsten 50 år været en enestående kristen hustru for mig. I de seneste år har hun desuden taget sig af mange ubehagelige opgaver i forbindelse med min syge krop — uden at klage.

Mit liv har virkelig været glædebringende. Ja, glæden har været så stor at jeg ikke kan udtrykke det i ord. Der er så stor lykke forbundet med at tjene Jehova at mit største ønske er at få lov at tilbede ham i al evighed her på jorden. Jeg har altid Salme 59:16 i tanke, som lyder: „Jeg synger om din styrke, og om morgenen råber jeg af glæde om din loyale hengivenhed. For du har været et højt og sikkert sted for mig, ja, et tilflugtssted på min trængsels dag.“

[Illustration på side 23]

George Brumley og den etiopiske kejser, Haile Selassie

[Illustration på side 24]

George Brumley og hans hustru, Lucille