Spørgsmål fra læserne
Hvad kan en kristen gøre når han eller hun ikke kan finde en passende ægtefælle?
Selv om vi er indviede kristne kan vi blive ulykkelige når vi håber inderligt på noget og det ikke sker. Det udtrykkes rammende i Ordsprogene 13:12, hvor der siges: „Langvarig forventning gør hjertet sygt.“ Nogle kristne der gerne vil giftes men ikke kan finde en passende ægtefælle, har det netop sådan. Det gælder især dem som apostelen Paulus sagde var „optændt af lidenskab“. — 1 Korinther 7:9.
Jehova har indgivet os ønsket om at finde et sandt modstykke blandt det modsatte køn. Det er derfor ikke overraskende at mange enlige kristne nærer disse normale følelser. (1 Mosebog 2:18) De kan blive forstærket i kulturer der lægger stor vægt på ægteskabet (eller ægteskab i en bestemt alder), eller når enlige kristne er omgivet af lykkelige ægtepar i deres menighed. Men det er ikke sundt at være bekymret gennem længere tid. Hvordan kan oprigtige kristne da overvinde problemet og undgå at blive alt for fortvivlede?
Det er ikke let, og andre bør ikke bagatellisere problemet eller betragte det som en fiks idé. I vid udstrækning kan den enlige dog selv gøre noget for at ændre situationen.
Et godt råd er at følge dette praktiske bibelske princip: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Det blev fremsat af Jesus Kristus (der selv var ugift), og han talte af erfaring. At gøre noget for andre med et uselvisk motiv er det bedste middel til at overvinde følelser der kommer af ’langvarig forventning’. Hvad vil det betyde for en enlig kristen?
Det vil betyde at man må tage initiativet til at gøre noget for andre i sin familie og i sin menighed, og forøge sin indsats i den kristne tjeneste! Dette råd svarer ikke til blot at sige: ’Vær travlt optaget, og du vil glemme dit ønske om at blive gift.’ Nej, ved at være optaget af disse nyttige kristne gøremål vil man opdage at man bliver „fast i sit hjerte“, at man får „myndighed over sin egen vilje“ og således får noget godt ud af sin situation. — 1 Korinther 7:37.
Nogle der meget stærkt har ønsket at blive gift, har ladet deres tanker være fuldstændig opslugt af dette ønske. De er endda gået så vidt som til at indrykke kontaktannoncer i aviserne. Men det ville være langt bedre at fokusere på de fordele der er ved at være ugift. — Jævnfør artiklerne „Ugift men fuldt egnet i tjenesten for Gud“ og „Den ugifte stand — en velsignelsesrig livsform“ i Vagttårnet for 15. november 1987 og „Er ægteskabet den eneste vej til lykke?“ i Vagttårnet for 15. maj 1992.
Bed Jehova om hjælp til at holde ud i den ugifte stand. (Filipperne 4:6, 7, 13) Mange ugifte kristne har ved at bruge deres tid til at studere og meditere over Guds ord og overvære og deltage i de kristne møder, fået ’ny styrke for deres sjæle’, som Jesus lovede alle der ville følge ham. (Mattæus 11:28-30) Det har hjulpet dem til at opdyrke den åndelige sundhed som vil gøre dem til bedre ægtemænd eller hustruer hvis de senere finder en passende ægtefælle.
Glem aldrig at Jehova kender sine enlige tjeneres situation. Han ved at de måske ville have valgt anderledes hvis de havde haft muligheden. Vor kærlige himmelske Fader ved også hvad der er det bedste for os hver især i det lange løb, både åndeligt og følelsesmæssigt. Og én ting er helt sikker: ved tålmodigt at vente på Jehova og anvende principperne i hans ord i hverdagen, vil vi erfare at han vil opfylde vore vigtigste behov på en måde der tjener til vort evige vel. — Jævnfør Salme 145:16.