Gør du dit yderste?

„JEG skal gøre mit bedste.“ Hvor ofte er disse ord ikke blevet efterfulgt af et ’men’ og en lang række undskyldninger af frygt for at man ikke kan leve op til det! Hvad med vor indvielse til Jehova? Lever vi op til vort løfte om at gøre vort yderste for ham?

At indvi sig til Gud indbefatter at man ’helt helliger sig tjenesten for og tilbedelsen af ham’. Jesus viste hvad der ligger i at indvi sig til Jehova da han sagde: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ (Mattæus 16:24) En der har sagt nej til sig selv og indviet sig til Gud, gør hans vilje til det vigtigste i livet.

Som indviede kristne må vi ransage os selv for at se om vi lever op til vor indvielse. Peter viser hvorfor vi bør analysere os selv da han opmuntrede de salvede kristne: ’Gør jeres yderste for at befæste jeres kaldelse og udvælgelse; for hvis I bliver ved med at gøre dette vil I aldrig nogen sinde snuble.’ (2 Peter 1:10) Ja, hvis vi gør vort yderste vil vi aldrig blive åndeligt svage.

’Vort yderste’ kan forbedres

Det forventes at alle indviede tjenere for Gud gør deres yderste eller yder det bedste de kan for at behage Jehova. Imidlertid kan det ske at vi får mulighed for at gøre Guds vilje i større omfang end hidtil. For en 3-årig dreng er dét at tømme skraldespanden for sin mor måske det bedste han kan gøre for at hjælpe hende, men efterhånden som han bliver større vil han kunne gøre mere. På samme måde er det med vores åndelige vækst — hvad der tidligere var vort yderste, er det måske ikke længere. Vi ønsker at gøre mere for Jehova.

Vor øgede taknemmelighed mod Jehova får os til villigt at gøre mere for ham. Gennem personligt studium af hans ord, Bibelen, får vi større værdsættelse af det han har gjort for os. Når vi for eksempel omhyggeligt undersøger og mediterer over hvordan Jehova sendte sin søn for at give sit liv så menneskeheden kunne frigøres fra synd, føler vi os tilskyndede til at tjene ophavsmanden til denne foranstaltning. (Johannes 3:16, 17; 1 Johannes 4:9-11) Jo mere vi ’smager og ser at Jehova er god’, desto mere ønsker vi af hele vort hjerte at tjene ham. — Salme 34:8.

En heltidsforkynder ved navn Jetter indså dette. Hun indrettede et lille studereværelse i sit hus sådan at hun uforstyrret kunne gå mere i dybden med det hun undersøgte. Hun havde Vagttårnsselskabets registre såvel som indbundne årgange af Vagttårnet og Vågn op! inden for rækkevidde på en bogreol. „Når jeg finder frem til nogle interessante oplysninger kan jeg næsten ikke vente med at dele dem med andre,“ siger hun.

Men ligesom det daglige behov for mad ikke fjernes af et overdådigt måltid en gang imellem, ophæver en dybtgående men enkeltstående granskning af Bibelen heller ikke det daglige behov for indtagelse af åndelig føde. Ruth har sørget for at dække dette behov, for så langt tilbage som hun kan huske, læste hendes familie sammen i Bibelen hver morgen og aften efter måltiderne. Nu hvor hun er 81 og har brugt over 60 år i heltidstjenesten, læser hun stadig i Bibelen hver morgen når hun vågner klokken 6.00. Så snart Ruth modtager bladene Vagttårnet og Vågn op! sætter hun tid af til at læse dem. Hun læser en artikel mindst tre eller fire gange inden den skal studeres i menigheden. „At tilegne sig kundskab fra Guds ord er det der skal til for at bevare en stærk tro,“ siger hun. Det har også hjulpet hende til at holde ud i missionærtjenesten i mange år.

Gør dit yderste for at hjælpe andre

Ved et dybtgående og regelmæssigt studium af Guds ord vil vor nidkærhed for at tjene Gud vokse, og noget inden i os vil drive os til at gøre mere. (Jævnfør Jeremias 20:9.) En sådan nidkærhed gjorde at Hirohisa kunne fuldføre sin tjeneste. (2 Timoteus 4:5) Han boede sammen med sin mor og fire mindre søskende. Da Hirohisa var i teenageårene støttede han sin familie økonomisk ved at stå op klokken tre om morgenen for at gå med aviser. Han ønskede at bruge mere tid på at fortælle andre om Jehova og ansøgte derfor om at blive pioner — en heltidsforkynder hos Jehovas Vidner. Ung som han var nød han at hjælpe andre til sammen med ham at gøre deres yderste i tilbedelsen af Jehova.

At gøre sit yderste for at hjælpe andre betyder også at man må være effektiv i forkyndelsen. Jesus opmuntrede engang sine disciple: „Når I véd dette, er I lykkelige hvis I gør det.“ (Johannes 13:17) Naomi er et godt eksempel, idet hun efterprøvede de forslag der bliver givet gennem Jehovas organisation til at forbedre vor forkyndelse. Hun havde svært ved at tale med fremmede når hun gik fra hus til hus og vidste ikke hvad hun skulle sige når hun stod ved dørene. De ældste i menigheden opfordrede hende til at følge forslagene i bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne, under afsnittet „Indledninger til brug i forkyndelsen“.a Hun lærte indledningerne under overskriften „Familie/Børn“ udenad, og øvede sig mange gange på dem. Det resulterede i at hun fik en god samtale med en husmoder der var i trediverne. Inden Naomi nåede at komme på genbesøg, kom denne dame hen til rigssalen. Et bibelstudium blev påbegyndt. Husmoderen og hendes mand er nu døbte kristne og har et lykkeligt familieliv med deres børn.

Gør dit yderste for at vise personlig interesse

Vi kan også efterligne apostelen Paulus, der sagde: „Men alt gør jeg for den gode nyheds skyld, for at kunne have del i den sammen med andre.“ — 1 Korinther 9:22, 23.

Denne indstilling havde Hatsumi. I forkyndelsen mødte hun en kvinde der høfligt sagde over samtaleanlægget at hun havde travlt og derfor ikke kunne snakke. Kvinden lød venlig, så Hatsumi fortsatte med at besøge hende. Husmoderen svarede kun gennem samtaleanlægget og kom aldrig ud og mødte Hatsumi. Sådan fortsatte det i to og et halvt år.

En dag besøgte Hatsumi kvinden på et andet tidspunkt, nemlig sent på eftermiddagen. Ingen svarede. Da hun var ved at gå, spurgte en velkendt stemme bag hende: „Hvem er De?“ Kvinden var lige kommet hjem. Da hun hørte Hatsumis navn svarede hun straks: „Åh, det er Dem der har besøgt mig. Tak for at De har tænkt på mig.“ Kvinden havde tidligere studeret med Jehovas vidner, men havde afbrudt studiet og derfor havde hun været for flov til at lukke Hatsumi ind. Bibelstudiet blev genoptaget, og husmoderen gør gode fremskridt. Viser vi lige så stor interesse for dem vi møder i hus-til-hus-forkyndelsen?

Gør dit yderste

Jehova værdsætter vore bestræbelser for at gøre vort yderste i tjenesten for ham. Han er ligesom en fader hvis søn kommer og giver ham gaver. Igennem årene er gaverne forskellige, afhængigt af sønnens alder og hvad han har råd til. Ligesom faderen er glad uanset hvilke gaver hans søn i kærlighed giver ham, accepterer Jehova ufortøvet vor helhjertede tjeneste i overensstemmelse med vore åndelige fremskridt.

Det tjener intet formål at sammenligne vore yderste anstrengelser med andres. Som Paulus siger, vil vi hver især have grund til at rose os i forhold til os selv og „ikke i sammenligning med en anden“. (Galaterne 6:4) Lad os fortsat følge apostelen Peters formaning: „Gør jeres yderste for til sidst af ham at blive fundet uplettede og dadelfri og i fred.“ — 2 Peter 3:14.

[Fodnote]

[Illustration på side 29]

Gør du dit bedste for at følge de forslag der gives til forkyndelsen?