Der forkyndes med udholdenhed i landet med is og ild

ISLAND ligger i Nordatlanten, midtvejs mellem Nordamerika og Europa. Selv om landet ligger umiddelbart syd for polarkredsen, er klimaet mildere end man skulle forvente, takket være den varme Golfstrøm. Island er blevet kaldt landet med is og ild fordi det har Europas største isbræ eller gletscher og endvidere er et af de mest vulkansk aktive områder i verden. Mange mennesker har hørt om landets utallige varme kilder og solfatarer, som er vulkanske områder der afgiver varme dampe og svovlholdige luftarter.

De 260.000 indbyggere på denne den næststørste ø i Europa er efterkommere af vikingerne, der slog sig ned her for mere end 1100 år siden. Det islandske sprog ligger ret tæt op ad oldnordisk, det sprog som nordboerne talte i vikingetiden. Sproget er forblevet næsten uforandret, blandt andet fordi islændingene har holdt meget af at læse deres gamle sagaer, hvoraf de fleste blev nedskrevet i det 13. århundrede.

I det 16. århundrede begyndte man at oversætte Bibelen til islandsk. En udgave af „Det Nye Testamente“ udkom i 1540, og hele Bibelen forelå i 1584. Over 90 procent af befolkningen tilhører i dag den evangelisk-lutherske kirke, den officielle statsreligion. Selv om Bibelen findes i de fleste hjem tror de færreste at den er Guds ord. De fleste islændinge har et meget liberalt syn på religion og en uafhængig tankegang.

Den gode nyhed når til Island

De første islændinge der hørte den gode nyhed om Guds rige boede i Canada. En af dem var Georg Fjölnir Lindal. Hans forældre var fra Island, og han talte islandsk. Kort efter at han havde indviet sit liv til Jehova Gud, blev han heltidsforkynder af den gode nyhed. I 1929, da han var 40 år, bragte han den gode nyhed til folk i landet med is og ild.

Det var en stor opgave for én mand. Island er cirka 320 kilometer fra nord til syd og 500 kilometer fra øst til vest. Kystlinjen er, inklusive fjorde og vige, 6400 kilometer lang. Dengang var der ingen egentlige veje og praktisk talt ingen biler eller andre moderne transportmidler. Alligevel gennemgik bror Lindal hele øen på ti år og spredte tusinder af bøger. Han rejste i båd langs kysten, og når han besøgte gårde inde på land, brugte han to heste, en til at ride på og en til at bære sine publikationer og ejendele.

I næsten 18 år var bror Lindal det eneste Jehovas vidne på Island. Trods hans hårde slid var der ingen i hans tid som tog standpunkt for Guds rige. Hans lange, ensomme ophold sluttede den 25. marts 1947 da de første elever fra Vagttårnets Bibelskole Gilead ankom. Man kan forestille sig hans glæde da Jehova til sidst besvarede hans bøn om at sende flere arbejdere ud til høsten. (Mattæus 9:37, 38) Bror Lindal fortsatte sin tjeneste på Island indtil han i 1953 vendte tilbage til Canada.

Flere arbejdere til høsten

De missionærer som ankom i 1947 var to danske brødre. To år senere kom der flere missionærer. De fortsatte forkyndelsesarbejdet sammen med nogle få andre venner der var flyttet til Island. Der blev spredt tusinder af publikationer. De fleste islændinge kan godt lide at læse, men ikke mange gav agt på den gode nyhed. Efter at have plantet og vandet i 27 år begyndte de tålmodige brødre endelig at se frugten af deres arbejde. I 1956 tog syv nye standpunkt for Guds rige og indviede deres liv til Jehova.

I de sidste ti år er antallet af forkyndere mere end fordoblet. Nu er der syv menigheder og én isoleret gruppe og i alt 280 forkyndere af den gode nyhed. Lad os tage en tur rundt i Island og besøge disse menigheder.

I hovedstaden

De brødre og søstre som har holdt ud i alle disse år er blevet rigt velsignet. Der er nu to fremgangsrige menigheder i hovedstaden Reykjavík. De samles i en god rigssal som ligger i samme bygning som afdelingskontoret, der blev indviet i 1975.

Friðrik og Ada var blandt de syv der blev døbt i 1956. „Jeg husker at vi holdt møder i et lille loftrum i det hus hvor missionærerne boede,“ fortæller Friðrik. „Der var plads til 12 stole, men somme tider, når der kom flere end normalt, åbnede vi døren til det næste lille værelse. Det er noget helt andet i dag, hvor to menigheder hver især kan fylde rigssalen!“

Friðrik var ansvarlig for bespisningen ved de første stævner. „Jeg klarede det meste af arbejdet selv, og det var ikke usædvanligt at jeg samtidig havde tre eller fire punkter på programmet hver dag. Mens jeg arbejdede i køkkenet bar jeg forklæde. Når jeg skulle holde foredrag tog jeg jakke på og skyndte mig ind i salen. Ofte måtte brødrene minde mig om at tage forklædet af. Nu er vi mellem 400 og 500 til stævnerne, deriblandt dygtige ældste som kan holde punkter på programmet. Der er også mange der arbejder med i bespisningsafdelingen.“

Den menighed der ligger nærmest Reykjavík er Keflavík, cirka 50 kilometer mod vest. På vejen derud kommer man gennem lavamarker. Ti procent af Island er dækket af lava. Den første vegetation som skyder op disse steder er lav og moser, men i de ældre lavaområder gror der også vilde bær og lave buske.

I menigheden i Keflavík, som blev oprettet i 1965, er der 19 forkyndere. I nærheden ligger den internationale lufthavn, og der ligger også en amerikansk militærbase her. Selv om forkynderne aldrig har kunnet gå fra hus til hus på selve basen, er der blevet ledet mange bibelstudier der, og en hel del har lært sandheden at kende.

I Selfoss, 55 kilometer øst for Reykjavík, er der også en menighed. Her møder man grønt landbrugsland med kvæg og får, og her ligger også Islands største mejeri. Undervejs passerer man Hveragerði, en lille landsby i en malerisk dal. På afstand kan man se dampsøjler fra varme kilder i hele dalen. Det er et af de mest aktive termiske områder i landet, og der er blevet bygget mange drivhuse for at udnytte disse ressourcer til dyrkning af tomater, agurker og mange forskellige blomster.

I dette område findes en lille men aktiv menighed med 19 forkyndere. Sigurður og Guðrún Svava flyttede fra Reykjavík for at støtte denne lille gruppe dengang menigheden blev oprettet i 1988. Sigurður er den eneste ældste i menigheden. Før han for næsten ti år siden blev et af Jehovas vidner var han en kendt musiker og spillede trommer i forskellige grupper. I dag er han vinduespudser og underviser desuden i musik. Hans liv som entertainer bragte ham mange problemer i form af stofmisbrug, drikkeri og en skilsmisse. Han er glad for at han nu har et mål i livet og tjener Jehova!

Til østkysten

Vi forlader Selfoss for at køre de 680 kilometer ad smalle grusveje til den næste menighed, i byen Reyðarfjörður, på østkysten. Efter en halv times kørsel kan vi skimte Hekla, Islands berømteste vulkan. Den har været i udbrud fire gange i dette århundrede.

I 1973 indtraf der et dramatisk vulkanudbrud på Vestmannaeyjar (Vestmannaøerne). Hele befolkningen på 5300 blev evakueret til hovedlandet inden for nogle timer. Efter at byen var blevet genopbygget begyndte de fleste indbyggere at vende tilbage. Nu bor der to Jehovas vidner her som forkynder den gode nyhed for folk i dette lille samfund. Efter at have kørt endnu to timer får vi den smukke og majestætiske Vatnajökull at se. Den er langt den største jøkel (gletcher) på Island, idet den dækker et areal på 8300 kvadratkilometer. Undervejs passerer vi også mange smukke vandfald og floder.

Efter at have tilbragt hen ved ti timer på landevejen når vi vort bestemmelsessted. I Reyðarfjörður møder vi de 12 forkyndere i den yngste menighed på Island. Der var ingen forkyndere i området før der i slutningen af 1988 blev oprettet et missionærhjem. Kjell og Iiris, et svensk missionærpar, har tjent på Island siden 1963 og er sendt ud for at virke blandt de 15.000 mennesker i dette landområde. Mange bor i små fiskerbyer langs kystlinjen, der er 500 kilometer lang.

Kjell fortæller: „Der er ingen tvivl om at Jehova rigt har velsignet Rigets arbejde i denne del af Island. Den 1. januar 1993 blev der dannet en menighed, og vi leder mange gode bibelstudier med mennesker som gør store fremskridt. Transportmidlerne er blevet bedre siden bror Lindal rejste på hesteryg, men det er ikke altid let at køre over bjergpas på isdækkede veje i de mørke vintermåneder, selv ikke med en firehjulstrukken jeep. Engang blev den blæst af en isbelagt vej og rullede to-tre gange rundt ned ad en skråning. Vi var lykkelige over at vi slap uden skrammer!“

Efter 30 år i Island siger Iiris: „I årenes løb er der kommet mange fra andre lande for at hjælpe til. Selv om de fleste af disse af den ene eller den anden grund er rejst igen, har de bestemt haft en stor andel i arbejdet med at plante og vande. Vi er glade for at vi har kunnet blive, eftersom vi har den forret at kunne bjærge høsten ind. Jehova fremmer også arbejdet her.“

Meget af væksten er kommet ved at nye har forkyndt for deres kolleger. Atli lærte sandheden at kende af missionærerne og begyndte at tale med andre i det byggefirma hvor han arbejdede. To af hans kolleger er nu med i forkyndelsen, og én blev døbt sammen med sin kone i november 1992. En tredje kollega har studeret Bibelen med Jehovas vidner.

Nordpå

Vi forlader Reyðarfjörður og drager mod vest. Den næste menighed ligger 300 kilometer væk, i byen Akureyri. I begyndelsen af 1950’erne blev der sendt specialpionerer hertil. Lige fra begyndelsen blev arbejdet mødt med hård modstand fra nogle præster. Der blev offentliggjort artikler i den lokale avis for at advare folk imod Jehovas vidner. Mange af indbyggerne beskæftigede sig også med spiritisme. Men takket være de forskellige pionerers og missionærers udholdenhed er der i dag en aktiv og kærlig menighed på 35 forkyndere.

Friðrik, en af de ældste her, var engang fisker. Efter at have overværet områdestævnet i 1982 var han overbevist om at det han lærte var sandheden. Han vendte tilbage til Akureyri besluttet på at forkynde for sin familie, sine venner og kolleger. Friðrik planlagde at holde op som fisker så han kunne tilbringe mere tid sammen med menigheden. Han fortalte sin kæreste, Helga, at de ikke længere kunne bo sammen uden at være gift, eftersom han ønskede at blive et af Jehovas vidner. Friðrik ønskede også at hun skulle studere Bibelen, for han ville ikke ’giftes med en ikketroende’. (1 Korinther 7:39) Til hans overraskelse begyndte Helga at studere. I februar 1983 blev de gift og kort efter lod de sig døbe. Senere tog Friðriks mor og hans søster også imod sandheden.

Vores sidste stop er Akranes, 350 kilometer fra Akureyri, som vi når efter at have kørt over tre bjergkæder og gennem mange smukke dale. Her er vejen asfalteret og derfor mere behagelig at køre på end de smalle grusveje vi har kørt på det meste af vejen. I Akranes findes Islands mindste menighed — der er fem forkyndere, og to af dem tjener som ældste. Menigheden består af to familier som har reageret på det makedoniske kald og har forladt en af de større menigheder i Reykjavík for at slå sig ned i denne lille by og tjene hvor behovet er større. (Apostelgerninger 16:9, 10) I mere end to år har de nu tålmodigt forkyndt den gode nyhed i dette distrikt i tillid til at Jehova vil give væksten. — 1 Korinther 3:6.

Udsigt til vækst

I drivhuse med kunstig belysning og opvarmet af geotermisk energi har de islandske landmænd kunnet producere mange forskellige frugter, grøntsager og andre planter. På samme måde har forkynderne, med åndelige sandheder, overtalelsens varme og velsignelsen fra Jehovas hellige ånd kunnet opnå storslåede resultater i den islandske arbejdsmark.

I år overværede 542 højtiden til minde om Kristi død, og der bliver nu ledet hen ved 200 bibelstudier. Den positive reaktion på opfordringen til at tjene i ledigt distrikt styrker desuden vores tillid til at alle symbolske får på denne vældige ø vil høre den rigtige hyrdes, Jesu Kristi, stemme. (Johannes 10:14-16) Det er helt sikkert et glædeligt resultat for de trofaste forkyndere der i de forløbne 64 år har vist så stor tålmodighed og udholdenhed i forkyndelsen af den gode nyhed i landet med is og ild!

[kort på side 24]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Akureyri

Akranes

Keflavík

Selfoss

Vestmannaeyjar

Reyðarfjörður

Hekla

Gejser

VATNAJÖKULL

REYKJAVÍK

[Kildeangivelse]

Baseret på landkort af Jean-Pierre Biard