Lykkelige er de ydmyge
„Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ — 1 PETER 5:5.
1, 2. Hvordan forbandt Jesus i sin bjergprædiken lykke med det at være ydmyg?
ER LYKKE forbundet med ydmyghed? Det største menneske der nogen sinde har levet, Jesus Kristus, opregnede i sin berømte bjergprædiken ni ting som bringer lykke. (Mattæus 5:1-12) Forbandt Jesus lykke med det at være ydmyg? Ja, det gjorde han, for flere af de saligprisninger han fremsatte kræver at man er ydmyg. Man må for eksempel være ydmyg for at erkende sit åndelige behov. Og kun de ydmyge hungrer og tørster efter retfærdighed. De stolte, derimod, er ikke barmhjertige, ejer ikke et mildt sind og stifter ikke fred.
2 Den ydmyge er lykkelig fordi det er ret og ærligt at være ydmyg. Desuden er den ydmyge lykkelig fordi det er víst at være ydmyg; det bidrager til et godt forhold til Jehova Gud og ens medkristne. Ydmyge mennesker er desuden lykkelige fordi deres ydmyghed er et udtryk for at de ejer kærlighed.
3. Hvorfor vil ærlighed forpligte os til at være ydmyge?
3 Lad os først se på ærlighedens betydning for ydmyghed. Vi har alle arvet ufuldkommenheden, vi begår hele tiden fejl — og det er både ærligt og realistisk at erkende dette. Apostelen Paulus sagde om sig selv: „Jeg ved at i mig, det vil sige i mit kød, bor der intet godt; for det gerne at ville ligger mig nær, men det at udvirke det rette, gør ikke.“ (Romerne 7:18) Ja, vi har alle syndet og mangler Guds herlighed. (Romerne 3:23) Ærlighed vil afholde os fra at være stolte. Det kræver ydmyghed at indrømme en fejl, og hvis vi er ærlige vil vi have lettere ved at tage skylden når vi begår en fejl. Eftersom vi ofte ikke formår at leve op til det vi bestræber os på, har vi gode grunde til at være ydmyge.
4. Hvilken tvingende grund giver Første Korintherbrev 4:7 os til at være ydmyge?
4 Apostelen Paulus giver os endnu en grund til at ærlighed bør gøre os ydmyge. Han siger: „Hvem gør dig til noget særligt? Ja, hvad har du som du ikke har fået? Og hvis du virkelig har fået det, hvorfor roser du dig da som om du ikke havde fået det?“ (1 Korinther 4:7) Det vil ikke være ærligt at ønske ære fra andre, at være stolt over det man ejer, over de evner man har, eller over det man har opnået. Men når vi er ærlige over for os selv, vil vi have en god samvittighed over for Gud, fordi vi i så fald vil „bære os ærligt ad i alle ting“. — Hebræerne 13:18.
5. Hvordan vil det hjælpe os at være ærlige når vi har begået en fejl?
5 Ærlighed hjælper os til at være ydmyge når vi begår fejl. Den vil gøre at vi er parate til at tage skylden i stedet for at forsøge at retfærdiggøre os selv eller skyde skylden på en anden. Adam skød skylden på Eva, men David gav ikke Batseba skylden ved at sige: ’Hun burde ikke have badet sig så man kunne se det. Jeg kunne ikke undgå at blive fristet.’ (1 Mosebog 3:12; 2 Samuel 11:2-4) Det kan derfor siges at ærlighed hjælper os til at være ydmyge, og ydmyghed hjælper os til at være ærlige.
Vor tro på Jehova hjælper os til at være ydmyge
6, 7. Hvordan vil vor tro på Gud hjælpe os til at være ydmyge?
6 Vor tro på Jehova vil også hjælpe os til at være ydmyge. Når vi forstår hvor stor Skaberen, universets Suveræn, i virkeligheden er, vil det afholde os fra at tage os selv for højtideligt. Det minder profeten Esajas os om på en meget god måde i Esajas 40:15, 22: „Se! Nationerne er som en dråbe fra en spand; og som det fine støv på vægtskåle regnes de. . . . Det er Ham der bor over jordens kreds — dens beboere er som græshopper.“
7 Vor tro på Jehova vil også hjælpe os når vi føler at vi er blevet uretfærdigt behandlet. I stedet for at gå og være irriterede vil vi ydmygt vente på Jehova, sådan som salmisten tilskynder os til i Salme 37:1-3, 8, 9. Apostelen Paulus understreger det samme med ordene: „I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ — Romerne 12:19.
Ydmyghed er visdommens vej
8. Hvorfor vil det at være ydmyg hjælpe os til at have et godt forhold til Jehova?
8 Der er flere årsager til at det er klogt at være ydmyg. Som allerede nævnt er det med til at give os et godt forhold til Skaberen. Guds ord siger direkte i Ordsprogene 16:5: „Enhver der har et hovmodigt hjerte er en vederstyggelighed for Jehova.“ Vi læser endvidere i Ordsprogene 16:18: „Stolthed går forud for fald, og en hovmodig ånd forud for snublen.“ Før eller siden vil den stolte blive til skamme. Det kan ikke være anderledes, for vi læser i Første Petersbrev 5:5: „I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ Det samme kommer til udtryk i den illustration Jesus fremholdt om en farisæer og en skatteopkræver der bad. Det var den ydmyge skatteopkræver der blev betegnet som den mest retfærdige. — Lukas 18:9-14.
9. Hvorfor er det en hjælp at være ydmyg i tider med trængsler og prøvelser?
9 Ydmyghed er også visdommens vej fordi ydmygheden gør det lettere for os at efterkomme vejledningen i Jakob 4:7: „I skal . . . underordne jer Gud.“ Hvis vi er ydmyge vil vi ikke gøre oprør når Jehova tillader at vi udsættes for genvordigheder. Ydmyghed vil sætte os i stand til at være tilfredse med vore omstændigheder og holde ud. Den der er stolt er utilfreds, ønsker sig altid mere og gør oprør når tingene ikke går som de skal. Den ydmyge, derimod, kan udholde trængsler og prøvelser ligesom Job gjorde. Job mistede alle sine ejendele og blev ramt af en smertefuld sygdom. Hans kone opfordrede ham endog til at være stolt, og sagde: „Forband Gud og dø!“ Hvordan reagerede Job? Den bibelske beretning lyder: „Han sagde til hende: ’Du taler som en af de uforstandige kvinder taler. Skal vi blot tage imod det gode fra den sande Gud og ikke tage imod det dårlige?’ Og i alt dette syndede Job ikke med sine læber.“ (Job 2:9, 10) Eftersom Job var ydmyg gjorde han ikke oprør men underkastede sig klogt alt hvad Jehova lod komme over ham. Og til sidst blev han rigt belønnet. — Job 42:10-16; Jakob 5:11.
Den ydmyge har et godt forhold til andre
10. Hvordan vil det gavne vort forhold til vore medkristne at være ydmyg?
10 Ydmyghed er visdommens vej fordi den er med til at skabe et godt forhold kristne imellem. Apostelen Paulus opfordrer os til at vi ’intet gør af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed agter de andre højere end os selv, og ikke hver især blot har øje for vore egne interesser, men også hver især for de andres’. (Filipperne 2:3, 4) Ydmyghed vil afholde os fra at konkurrere med andre i et forsøg på at overgå dem, hvilket blot vil skabe problemer for os selv og vore medkristne.
11. Hvorfor kan ydmyghed hjælpe os til ikke at begå fejltrin?
11 Ydmyghed vil ofte hjælpe os til ikke at begå fejltrin. Hvordan det? Jo, når vi er ydmyge vil vi ikke blive for selvsikre. Vi vil i stedet følge Paulus’ vejledning i Første Korintherbrev 10:12: „Lad derfor den der mener at han står, se til at han ikke falder.“ Den der er stolt er for selvsikker og er derfor mere tilbøjelig til at begå fejl på grund af ydre omstændigheder eller egne svagheder.
12. Hvilket bibelsk krav vil man bedre kunne opfylde hvis man er ydmyg?
12 Når man er ydmyg vil man bedre kunne underordne sig. I Efeserbrevet 5:21 får vi denne vejledning: „I skal underordne jer hinanden i Kristi frygt.“ I virkeligheden må vi alle underordne os nogen. Børn må underordne sig deres forældre, hustruer må underordne sig deres mænd, og mænd må underordne sig Kristus. (1 Korinther 11:3; Efeserne 5:22; 6:1) I den kristne menighed må alle, også menighedstjenere, underordne sig de ældste. Dertil kommer at ældste må underordne sig den trofaste og kloge trælleskare, især som den er repræsenteret ved kredstilsynsmanden. Kredstilsynsmanden må på sin side underordne sig områdetilsynsmanden, og områdetilsynsmanden må underordne sig afdelingskontorets udvalg i det land hvor han tjener. Hvad med medlemmerne af afdelingskontorets udvalg? De må ’underordne sig hinanden’ og også Det Styrende Råd, som repræsenterer „den trofaste og kloge træl“, som igen må stå den indsatte Konge, Jesus, til regnskab. (Mattæus 24:45-47) Medlemmerne af Det Styrende Råd må ligesom i ethvert andet ældsteråd respektere de andres synspunkter. For eksempel mener én måske at han har en god idé. Men hvis ikke tilstrækkeligt mange af de andre er med på idéen, er han ganske enkelt nødt til at opgive den. Vi har alle brug for at være ydmyge, for vi er alle underordnet andre.
13, 14. (a) Hvornår vil det især gavne os at være ydmyge? (b) Hvilket eksempel satte Peter i forbindelse med at tage imod vejledning?
13 Ydmyghed er især visdommens vej fordi den gør det lettere for os at tage imod tugt og vejledning. Vi har alle fra tid til anden behov for at blive tugtet, og vi gør derfor vel i at følge rådet i Ordsprogene 19:20: „Hør på råd og tag imod tugt, så du kan blive vís i fremtiden.“ Det er meget rigtigt blevet sagt at ydmyghed tager brodden af tugt eller vejledning. I Hebræerbrevet 12:4-11 beskriver apostelen Paulus visdommen i ydmygt at tage imod tugt. Kun på den måde kan man nære håb om at handle klogt i fremtiden og til gengæld opnå den store glæde at modtage det evige livs belønning.
14 I den forbindelse kan vi betragte apostelen Peters eksempel. Som det fremgår af Galaterbrevet 2:14 blev han alvorligt irettesat af apostelen Paulus, for vi læser: „Da jeg så at de ikke gik lige frem i overensstemmelse med den gode nyheds sandhed, sagde jeg til Kefas [Peter] i alles påhør: ’Hvis du, skønt du er jøde, lever som folk fra nationerne og ikke som jøderne, hvordan kan du da søge at tvinge folk fra nationerne til at følge jødisk skik?’“ Blev apostelen Peter fornærmet? Hvis han gjorde, var det ikke vedvarende. Det kan vi se af at han senere, i Andet Petersbrev 3:15, 16, henviser til „vor elskede broder Paulus“.
15. Hvilken forbindelse er der mellem det at være ydmyg og det at være lykkelig?
15 Det er også godt at være tilfreds. Man kan ganske enkelt ikke være lykkelig medmindre man er tilfreds med sin lod i livet og de forrettigheder og velsignelser man får. En kristen der er ydmyg vil have indstillingen: „Hvis Gud tillader det, kan jeg klare det,“ hvilket i virkeligheden er det apostelen Paulus siger i Første Korintherbrev 10:13: „Ingen fristelse har mødt jer bortset fra hvad der er almindeligt for mennesker. Men Gud er trofast, og han vil ikke lade jer blive fristet ud over hvad I kan tåle, men sammen med fristelsen vil han også skabe en udvej, så I kan modstå den.“ Også i denne forbindelse ser vi hvordan ydmyghed er visdommens vej, for den hjælper os til at være lykkelige uanset hvilken lod i livet vi har.
Kærlighed vil hjælpe os til at være ydmyge
16, 17. (a) Hvilken egenskab vil mere end nogen anden hjælpe os til at være ydmyge, og hvilket eksempel fra Bibelen understreger dette? (b) Hvilken tildragelse bekræfter dette?
16 En egenskab der mere end nogen anden vil hjælpe os til at være ydmyge, er den uselviske kærlighed, agaʹpe. Hvorfor var Jesus i stand til ydmygt at udholde marterpælen som Paulus beskriver det i Filipperbrevet? (Filipperne 2:5-8) Hvorfor var han ikke interesseret i at blive lig Gud? Fordi, som han selv sagde: „Jeg elsker Faderen.“ (Johannes 14:31) Det er grunden til at han til hver en tid lod al ære gå til sin himmelske Fader, Jehova. Derfor understregede han også ved en anden lejlighed at kun hans himmelske Fader var god. — Lukas 18:18, 19.
17 Noget der illustrerer dette er en tildragelse en amerikansk digter, John Greenleaf Whittier, oplevede. Han havde en barndomskæreste som engang ved en stavekonkurrence stavede et ord rigtigt som han stavede forkert. Det blev hun ked af og sagde ifølge digteren: „Jeg er ked af at jeg kunne stave det ord. Jeg hader at stå over dig . . . jeg elsker dig nemlig.“ Ja, vi vil gerne have at den vi holder af står over os, ikke under os, for kærligheden er ydmyg.
18. Hvilken bibelsk vejledning vil man lettere kunne følge hvis man er ydmyg?
18 Dette er godt for alle kristne at tænke på, især for brødre. Glæder vi os når vor broder modtager en særlig tjenesteforret i stedet for os, eller bliver vi en smule misundelige? Hvis vi elsker vor broder, vil vi glæde os over at han har fået en særlig opgave, anerkendelse eller tjenesteforrettighed. Ved at vise ydmyghed vil man således lettere kunne følge vejledningen: „Gå foran med at vise hinanden ære.“ (Romerne 12:10) En anden oversættelse lyder: „I skal ære hinanden mere end I ærer jer selv.“ (New International Version) Et andet sted giver Paulus os denne vejledning: „Vær ved kærlighed trælle for hinanden.“ (Galaterne 5:13) Ja, hvis vi ejer egenskaben kærlighed vil vi med glæde tjene vore brødre, trælle for dem og sætte deres interesser over vor egen velfærd, hvilket kræver ydmyghed. Ydmyghed vil også afholde os fra at prale, og derved undgår vi at gøre andre skinsyge eller misundelige. Paulus skrev at kærligheden ’ikke er brovtende og ikke bliver opblæst’. Hvorfor ikke? Fordi motivet til at være brovtende og opblæst er selviskhed og egoisme, hvorimod det at vise kærlighed er selve indbegrebet af uselviskhed. — 1 Korinther 13:4.
19. Hvilke bibelske eksempler viser at ydmyghed og kærlighed går hånd i hånd — ligesom stolthed og selviskhed gør det?
19 Davids forhold til kong Saul og hans søn Jonatan er et slående eksempel på hvordan kærlighed og ydmyghed går hånd i hånd, og hvordan stolthed og selviskhed også går hånd i hånd. Davids militære sejre fik Israels kvinder til at synge: „Saul slog sine tusinder, og David sine titusinder.“ (1 Samuel 18:7) Eftersom Saul på ingen måde var ydmyg men tværtimod var meget stolt, begyndte han at nære et morderisk had til David. Helt anderledes forholdt det sig med hans søn Jonatan. Vi læser at Jonatan elskede David som sin egen sjæl. (1 Samuel 18:1) Hvordan reagerede Jonatan da det med tiden blev åbenbart at Jehova velsignede David og at han, ikke Jonatan, ville efterfølge Saul som konge over Israel? Blev han skinsyg eller misundelig? Slet ikke. På grund af sin store kærlighed til David kunne han sige som vi læser i Første Samuelsbog 23:17: „Vær ikke bange, for min fader Sauls hånd vil ikke få fat i dig, og du er den der vil blive konge over Israel, mens jeg vil blive nummer to efter dig; og det ved min fader Saul også godt.“ Jonatans store kærlighed til David fik ham til ydmygt at acceptere det som han fandt var Guds vilje i forbindelse med hvem der skulle efterfølge hans fader som Israels konge.
20. Hvordan viste Jesus den nære forbindelse der er mellem kærlighed og ydmyghed?
20 Noget der også understreger den forbindelse der er mellem kærlighed og ydmyghed, er det der skete den sidste aften Jesus var sammen med sine apostle før han døde. I Johannes 13:1 læser vi at ligesom Jesus „havde elsket sine egne der var i verden, elskede han dem nu lige til det sidste“. Derefter læser vi at Jesus vaskede sine apostles fødder idet han optrådte som en simpel tjener. Hvilken magtfuld lektion i ydmyghed. — Johannes 13:1-11.
21. Hvorfor bør vi være ydmyge?
21 Der er afgjort mange grunde til at være ydmyg. Det er ret og rigtigt at være ydmyg. Det er et udtryk for ærlighed og tro. Det er med til at give os et godt forhold til Jehova Gud og vore trosfæller. Det er visdommens vej. Og frem for alt: Det er kærlighedens vej, og det bringer sand lykke.
Hvordan vil du svare?
◻ Hvordan vil det at være ærlig hjælpe os til at være ydmyge?
◻ Hvorfor kan vor tro på Jehova hjælpe os til at være ydmyge?
◻ Hvad viser at det er visdommens vej at være ydmyg?
◻ Hvorfor vil især kærlighed hjælpe os til at være ydmyge?
[Illustration på side 21]
Job underlagde sig ydmygt Jehova og ville ikke ’forbande Gud og dø’
[Illustration på side 23]
Peter underordnede sig ydmygt da Paulus retledte ham offentligt