Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w94 1/3 s. 28-30
  • Gør du Guds vilje?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Gør du Guds vilje?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1994
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvad er „Guds vilje“?
  • Find glæde ved at gøre Guds vilje
  • Bevar glæden ved at gøre Guds vilje
  • Hvordan man finder glæde i en problemfyldt verden
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1985
  • Fremholdelse af den gode nyhed — med glæde
    Rigets Tjeneste – 1988
  • Glæde – en egenskab vi får fra Gud
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2018
  • Tjenesten for Gud — en kilde til glæde
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1966
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1994
w94 1/3 s. 28-30

Gør du Guds vilje?

TO JEHOVAS VIDNER mødte i deres forkyndelse fra hus til hus en præst fra den episkopale kirke. Han var en venlig, skægget mand på omkring de 60, og bar en T-shirt med navnet på hans kirke. Han sagde: „Jeg ville ønske at vores kirkemedlemmer udbredte ordet lige så nidkært som jer, men lad alligevel være med at besøge mig mere.“

Ja, mange mennesker beundrer Jehovas Vidners arbejde og roser dem for deres nidkærhed og entusiasme. Alligevel er de ikke det mindste interesserede i deres forkyndelsesarbejde, og ønsker heller ikke selv at tage del i det. At det forholder sig sådan er dog ikke noget nyt. Jesus gjorde opmærksom på samme paradoks ved hjælp af en tankevækkende billedtale.

„Hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: ’Min søn, gå hen og arbejd i vingården i dag.’ Som svar sagde han: ’Jeg går, herre,’ men han tog ikke derhen. Han henvendte sig så til den anden og sagde det samme. Som svar sagde han: ’Det vil jeg ikke.’ Bagefter fortrød han og tog derhen. Hvem af de to gjorde nu faderens vilje?“ — Mattæus 21:28-31.

Svaret giver sig selv. Ligesom folkemængden der lyttede til Jesus, ville vi svare: „Den sidste.“ Med sin billedtale pegede Jesus på at det væsentlige var at gøre faderens vilje. Selv om søn nummer to sagde at han ikke ville hjælpe, gjorde han det alligevel og blev rost for det. Det er lige så vigtigt at det er det rigtige arbejde man udfører. Sønnen arbejdede i faderens vingård; han gik ikke hen og arbejdede i sin egen.

Hvad fortæller dette os? Hvad kræver Gud af sine tilbedere i dag? Hvad kan vi lære af Jesu liv som hjælper os til at gøre Faderens vilje? Disse spørgsmål er af stor vigtighed, og det kan have betydning for os ud i al fremtid at vi finder de rette svar, eftersom „den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:17; Efeserne 5:17.

Hvad er „Guds vilje“?

Navneordet „vilje“ forekommer mere end 80 gange i Den Store Bibelordbog. Omkring 60 af gangene (cirka 75 procent) er det i forbindelse med Guds vilje. Udtryk som „Guds vilje“ og „min Faders vilje“ forekommer over 20 gange. Heraf ser vi at Guds vilje må være af største betydning for os. At gøre Guds vilje bør være det vigtigste i vort liv.

På dansk kan navneordet „vilje“ betyde ønske, begæring, forsæt, noget ønsket, især et valg eller en beslutning truffet af én som besidder myndighed eller magt. Jehova, der sidder inde med den øverste myndighed, har en vilje, et ønske eller en beslutning. Hvad går den ud på? Bibelen fortæller os at Guds vilje blandt andet er „at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Timoteus 2:4) Jesus Kristus og de første kristne arbejdede helhjertet på at bringe denne nøjagtige kundskab ud til andre. — Mattæus 9:35; Apostelgerninger 5:42; Filipperne 2:19, 22.

Hvem gør Guds vilje i dag? Hvor mange blandt de to milliarder der bekender sig som disciple af Jesus Kristus, ligner den yngste søn i Jesu billedtale, ham der gik ud og gjorde faderens vilje? Det er ikke svært at finde svaret. Sande disciple af Jesus Kristus som følger i hans fodspor, vil gøre det arbejde han befalede dem at udføre da han sagde: „Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Markus 13:10) Jehovas Vidner, der tæller over fire og en halv million mennesker på verdensplan, forkynder aktivt den gode nyhed om Guds rige og underviser andre, idet de peger på Guds rige som menneskehedens eneste håb for fred og sikkerhed. Er du travlt optaget af at gøre Guds vilje? Forkynder du den gode nyhed ligesom Jesus gjorde? — Apostelgerninger 10:42; Hebræerne 10:7.

Find glæde ved at gøre Guds vilje

Det er en glæde at lære Faderens vilje at kende, men det er en endnu større glæde at lære andre om den. Jesus fandt glæde ved at lære andre om sin Fader. Det var som mad for ham. (Johannes 4:34) Også vi vil erfare sand lykke hvis vi efterligner Jesus, ved at forkynde og undervise i det han underviste i, det han havde modtaget fra sin Fader. (Mattæus 28:19, 20) Jesus lovede: „Når I véd dette, er I lykkelige hvis I gør det.“ — Johannes 13:17.

Et eksempel: En moder som for nylig har taget pionertjenesten op igen, har sagt: „Det er betagende at se hvordan ansigtet på én man studerer Bibelen med, nærmest lyser op efterhånden som flere bibelske sandheder når ned i vedkommendes hjerte! Det er en stor glæde for mig at se en af dem skrive alle skriftstederne op før studiet og tage notater under studiet så hun kan besvare repetitionsspørgsmålene bagefter.“ En anden af dem hun studerer med, har haft kontakt med sandheden i begyndelsen af teenageårene. Senere blev hun gift og var optaget af personlige problemer, men hun længtes efter at finde Jehovas vidner. Hvor var hun glad da pionersøsteren fandt hende! Den unge kvinde var begejstret for at genoptage sit bibelstudium.

Bevar glæden ved at gøre Guds vilje

Kong David i det gamle Israel var en der søgte at gøre Guds vilje hele sit liv. Trods de mange trængsler han var igennem blev han inspireret til at sige: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ (Salme 40:8) I sin inderste sjæl ønskede David at gøre Guds vilje, det var det han levede og åndede for. Det var derfor han altid fandt glæde ved at tjene Jehova. Det var ikke en byrde for David at gøre Guds vilje. Nej, det var en lyst, noget hans hjerte tilskyndede ham til. I hele sit liv stræbte han efter at gøre sit bedste for at tjene sin Gud, Jehova, selv om han somme tider syndede og kom til kort.

Indimellem vil vores glæde måske mindskes. Vi bliver trætte eller mismodige. Måske plages vi af fortiden, vores samvittighed anklager os for noget forkert vi har gjort for lang tid siden. Ofte kan vi overvinde sådanne følelser ved at studere Guds ord mere intenst. Vi kan stræbe efter at få Guds lov indskrevet i ’vort indre’, ligesom David gjorde. Hvis vi af en hel sjæl stræber efter at gøre Guds vilje, det vil sige så godt vi formår, vil han belønne os fordi han er trofast. — Efeserne 6:6; Hebræerne 6:10-12; 1 Peter 4:19.

Meget interessant citerer apostelen Paulus i Hebræerbrevet 10:5-7 Davids ord i Salme 40:6-8 og mønter dem på Jesus Kristus. Derved understreger Paulus hvor nært Jesus var knyttet til sin Fader. Det hebraiske ord for „vilje“ betyder faktisk ’velbehag, velvilje, godkendelse, ønske’. Ordene om Messias i Salme 40:8 kan derfor egentlig forstås således: „At gøre det der har din velvilje, min Gud, er min lyst.“a Jesus ønskede at behage sin Fader. Han ønskede at gøre mere end der krævedes af ham. Han gjorde det der glædede hans Faders hjerte, og det var en lyst for ham at gøre det.

Hele Jesu liv drejede sig om at undervise andre i hvad der var Guds vilje og hvad de måtte gøre for at opnå Guds velsignelse. Han var heltidsforkynder og lærer og fandt stor glæde ved sin gerning. Det er derfor klart at jo mere vi gør i Jehovas gerning, jo større glæde vil vi erfare. Kan du også virke på heltidsbasis i forkyndelsen så din glæde strømmer over?

En yderligere hjælp til at bevare glæden ved at gøre Guds vilje er at holde sig fremtiden klart for øje. Det var det Jesus gjorde. Der siges at „Jesus, . . . for den glæde der lå foran ham, udholdt en marterpæl“. Han fandt glæde ved at vise sig trofast mod Gud til enden og derefter modtage kongemagten ved sin Faders højre hånd. — Hebræerne 12:2.

Forestil dig den fremtidige glæde som de der fortsætter med at gøre Guds vilje vil opleve. De vil opleve tilintetgørelsen af dem der kun ønsker at følge deres egen selviske vilje endog når det bringer lidelser over dem der bestræber sig for at gøre Guds vilje. (2 Thessaloniker 1:7, 8) Tænk på den glæde det bliver for de opstandne at lære Guds hensigt at kende, og gøre den. Og tænk på at det er Guds vilje at gøre jorden til et paradis igen. Og forestil dig hvilken befrielse det vil være når den endelige tilintetgørelse rammer Satan, modstanderen af Jehovas vilje.

Ja, at gøre Guds vilje i dag kan bringe stor glæde nu og endeløs lykke i fremtiden. Uanset hvilken reaktion vi møder i forkyndelsen bør vi efterligne Jesu eksempel og finde glæde ved at gøre hans Faders vilje.

[Fodnote]

a Se fodnoten til Salme 40:8 i Studiebibelen.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del