Spørgsmål fra læserne
Var det partisk af Gud udelukkende at sammensætte det styrende råd i det første århundrede af mænd af samme nationalitet, nemlig jøder?
Nej, afgjort ikke. Alle Jesu første disciple var jøder. På pinsedagen i år 33 var jøder og jødiske proselytter de første der blev salvet med den hellige ånd til at være Kristi fremtidige medregenter i himmelen. Først senere blev samaritanere og uomskårne ikkejøder kristne. Det var således naturligt at det styrende råd dengang bestod af jøder, nemlig „apostlene og de ældste i Jerusalem“, som Apostelgerninger 15:2 siger. De havde større bibelkundskab og årelang erfaring i den sande gudsdyrkelse, og de havde haft længere tid til at blive modne kristne ældste. — Jævnfør Romerbrevet 3:1, 2.
Da det styrende råd holdt det møde der er refereret i Apostelgerninger, kapitel 15, var mange ikkejøder blevet kristne. Det gjaldt afrikanere, europæere og folk fra andre områder. Men der siges intet om at nogle ikkejøder var blevet optaget i det styrende råd for at kristendommen kunne appellere til flere ikkejøder. Disse nyomvendte ikkejødiske kristne var en del af „Guds Israel“ på lige fod med de jødekristne, men de har respekteret den modenhed og større erfaring som nogle af de jødekristne havde, som for eksempel apostlene, der var med i datidens styrende råd. (Galaterne 6:16) Når man læser Apostelgerninger 1:21, 22, lægger man mærke til hvor stor betydning man tillagde en sådan erfaring. — Hebræerne 2:3; 2 Peter 1:18; 1 Johannes 1:1-3.
I mange århundreder havde Gud givet Israels nation en særstilling, og Jesus udvalgte sine apostle blandt jøderne. Det var ikke forkert eller uretfærdigt at der blandt apostlene ikke var nogen som kom fra de verdensdele der i dag kaldes Sydamerika, Afrika eller Fjernøsten. Med tiden skulle mænd og kvinder fra disse områder få adgang til større privilegier end at være apostle på jorden eller medlemmer af det styrende råd i det første århundrede, eller at indtage en særlig stilling blandt Guds folk i dag. — Galaterne 3:27-29.
En af apostlene udbrød ved en lejlighed: ’Gud er ikke partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.’ (Apostelgerninger 10:34, 35) Ja, Kristi genløsningsoffers goder er uden partiskhed frit tilgængelige for alle. Og enkeltpersoner af alle nationer og stammer og tungemål vil enten kunne få adgang til det himmelske rige eller blive en del af den store skare der får evigt liv på jorden.
Mange går højt op i deres etniske, sprogmæssige eller nationale tilhørsforhold. I den forbindelse er det interessant at læse i Apostelgerninger 6:1 om en episode der skabte misfornøjelse blandt de græsktalende kristne i deres forhold til de hebraisktalende kristne. Vi har måske under vor opdragelse fået indpodet en vis aversion mod bestemte racer, sproggrupper eller etniske grupper; eller vi har måske lært at have en bestemt opfattelse af det modsatte køn. I betragtning af denne yderst reelle mulighed gør vi vel i målbevidst at lade vore følelser og reaktioner forme efter Guds forbillede, og huske at vi alle er lige for ham, uanset hvordan vi ser ud. De krav til ældste og menighedstjenere som Gud har ladet nedskrive, siger intet om race eller nationalitet. Han retter derimod opmærksomheden mod de åndelige kvalifikationer hos dem der kan komme på tale. Disse krav skal opfyldes af både lokale ældste, rejsende tilsynsmænd og medarbejdere på afdelingskontorerne, ligesom de gjaldt det styrende råd i det første århundrede.