Personlig hæderlighed — hvor er den blevet af?

FOR lidt over hundrede år siden vendte diamantspekulanten Barney Barnato hjem til England fra Sydafrika. Han var ikke helt tilfreds med en artikel der var blevet skrevet om ham. Derfor gav han redaktøren nogle håndskrevne notater til en ny artikel, „blot for at rette nogle misforståelser“, samt en check på et stort beløb.

Redaktøren, Jerome K. Jerome, smed notaterne i papirkurven og afviste checken. Overrasket over dette fordoblede Barnato sit tilbud. Det blev også afslået. „Hvor meget vil du have?“ spurgte han. Jerome fortæller senere: „Jeg fortalte ham at sådan gjorde man ikke — ikke i London.“ Hans redaktionelle hæderlighed var bestemt ikke til salg.

At være „hæderlig“ er blevet defineret som det at være „udadlelig i moralsk henseende; ærlig; redelig“.a En der er hæderlig, kan man nære fuld tillid til. Men i dag møder vi uhæderlighed overalt omkring os.

I England gør medierne meget brug af ordet „sleaze“ (tarvelighed, slaphed) for at beskrive mangelen på moralsk hæderlighed. Som avisen The Independent udtrykker det, dækker begrebet „alt fra kærlighedsaffærer og lokalpolitisk fusk til returkommissioner ved store eksportordrer“. Ingen områder i tilværelsen går fri.

Flydende normer for hæderlighed

At være hæderlig er selvfølgelig ikke det samme som at være fuldkommen, men det afspejler en grundlæggende egenskab hos en person. Verden er præget af en bliv-rig-i-en-fart-mentalitet, og hæderlighed kan derfor opfattes som en hindring, ikke en dyd. For eksempel bliver det stadig mere almindeligt at elever snyder til eksamener ved hjælp af avancerede elektroniske apparater som er næsten umulige at afsløre. En engelsk universitetsprofessor hævder at mere end halvdelen af de studerende i landet har snydt. Det gælder uden tvivl ikke kun i England.

Man må også tænke på hvilken pris uskyldige mennesker må betale når upålidelige personer lyver og bedrager. Tag for eksempel den indiske by Bhopal, hvor giftgasser i 1984 dræbte over 2500 mænd, kvinder og børn, og hvor andre hundredtusinder kom til skade. The Sunday Times rapporterer: „Nødhjælpsprogrammerne som skulle hjælpe ofrene, er kørt fast i korruption. . . . Opgaven med at behandle de rigtige sager er blevet besværliggjort af tusinder af falske anmeldelser, forfalskede dokumenter og fingerede beviser.“ Derfor er der, ti år senere, kun udbetalt knap 3,5 millioner af de tilkendte 470 millioner dollars til de nødlidende.

Hvad med religion? Hvordan er religionen stillet hvad hæderlighed eller uangribelighed angår? Sørgeligt nok er standarden som regel ikke højere end i den verdslige verden. Tag for eksempel den katolske biskop Eamon Casey som har indrømmet at være far til en teenagesøn der er født uden for ægteskab. Den engelske avis Guardian siger at Caseys tilfælde „langtfra er usædvanligt“. Og The Times har skrevet: „Sandheden om biskop Caseys vanære er ikke at udåden var noget særligt, men at det hverken er nyt eller sjældent at man omgår cølibatsløftet.“ Som støtte for denne påstand hævder den skotske avis The Glasgow Herald at kun to procent af de katolske gejstlige i USA har afholdt sig fra både heteroseksuelle og homoseksuelle forhold. Uanset om dette tal er korrekt eller ej, viser det noget om katolske præsters moralske ry.

Stillet over for sådanne eksempler kan man spørge om det overhovedet er muligt for enkeltpersoner at være moralsk uangribelige. Hvad kræver det, og hvad er belønningen? Er der nogen i dag man kan nære fuld tillid til?

[Fodnote]