„Undersøgende dom“ — en bibelsk lære?

DEN 22. oktober 1844 var en forventningens dag for omkring 50.000 mennesker der befandt sig på USA’s østkyst. Deres åndelige leder, William Miller, havde forkyndt at Kristus ville komme igen netop den dag. Milleritterne, som de blev kaldt, ventede i deres mødesale til mørket brød frem. Det blev daggry, og Herren var ikke kommet. Desillusionerede vendte de hjem, og fremover kaldte de denne dag for „den store skuffelses dag“.

Skuffelsen blev dog snart erstattet af håb. En ung kvinde ved navn Ellen Harmon overbeviste en lille gruppe milleritter om at Gud i nogle åbenbaringer havde vist hende at deres tidsregning havde været korrekt. Hun mente at der var sket noget meget betydningsfuldt den 22. oktober 1844. På den dag var Kristus gået ind i „det allerhelligste i den himmelske helligdom“.

Godt 10 år senere lancerede adventistpræsten James White, der i mellemtiden havde giftet sig med Ellen Harmon, et nyt begreb for at beskrive hvad Kristus havde været optaget af siden ovennævnte dato. I The Review and Herald for 29. januar 1857 skrev James White at Jesus den 22. oktober 1844 påbegyndte en „undersøgende dom“; dette har siden været en grundlærdom for de cirka 7 millioner der bekender sig som syvendedagsadventister.

Anerkendte forskere blandt syvendedagsadventisterne har imidlertid funderet over hvorvidt man med rette kan kalde læren om „undersøgende dom“ for en bibelsk lære. Hvad har givet dem anledning til nærmere eftertanke? Hvis du er syvendedagsadventist, vil dette spørgsmål interessere dig. Men allerførst, hvad forstår man ved „undersøgende dom“?

Hvad går læren ud på?

Nøgleskriftstedet som citeres for at underbygge denne lære, er Daniel 8:14. Der står: „Og han sagde til mig: ’Indtil [der er gået] to tusind og tre hundrede dage; så skal helligdommen blive renset’.“ (King James Version) Sætningen „så skal helligdommen blive renset“ får mange adventister til at forbinde dette vers med kapitel 16 i Tredje Mosebog. Dette kapitel beskriver ypperstepræstens renselse af helligdommen på forsoningsdagen. De sammenholder også Daniels ord med Hebræerbrevet, kapitel 9, der taler om Jesus som den større ypperstepræst i himmelen. En af syvendedagsadventisternes forskere siger at dette ræsonnement er baseret på „skriftstedsbevismetoden“. Man finder „et bestemt ord som for eksempel helligdom i Daniel 8:14, Tredje Mosebog, kapitel 16, og Hebræerbrevet, kapitel 7, 8 og 9, [og konkluderer] at disse steder i Bibelen alle handler om det samme“.

Adventisternes ræsonnement er som følger: Det gamle Israels præster udførte daglig tjeneste i den del af templet som kaldtes Det Hellige, og tilvejebragte på den måde tilgivelse af synd. En gang om året, på forsoningsdagen, udførte ypperstepræsten i Det Allerhelligste (templets inderste rum) en tjeneste som fjernede synd. På den baggrund konkluderer adventisterne at Kristi tjeneste i himmelen består af to separate faser. Den første fase begyndte da han steg til himmelen i det første århundrede, og endte i 1844, og den medfører tilgivelse af synder. Den anden, „domsfasen“, som vi stadig befinder os i, begyndte den 22. oktober 1844, og den resulterer i fjernelse af synd. På hvilken måde?

Ifølge syvendedagsadventisterne har Jesus siden 1844 undersøgt livsløbet hos alle der hævder eller har hævdet at være troende (først de dødes livsløb, derefter de levendes), for at afgøre om de fortjener evigt liv. Det er denne analyse der kaldes „undersøgende dom“. Efter undersøgelsen vil de der består prøven, få deres synder fjernet fra optegnelsesbøgerne. De der ikke klarer prøven, forklarede Ellen White, vil få ’deres navne slettet af livets bog’. På denne måde „vil alles skæbne med hensyn til liv eller død være afgjort“. Når det er sket, er den himmelske helligdom blevet renset og profetien i Daniel 8:14 opfyldt. Det er hvad syvendedagsadventisterne lærer. Men deres tidsskrift Adventist Review indrømmer: „Betegnelsen undersøgende dom findes ikke i Bibelen.“

En manglende sproglig forbindelse

Denne lære har voldt nogle adventister problemer. „Historien viser,“ siger en af deres forskere, „at nogle af vore trofaste ledere har gennemgået svære sjælekvaler når de gennemtænkte vores traditionelle lære vedrørende undersøgende dom.“ Han tilføjer at sjælekvalerne i de senere år er blevet til tvivl fordi forskere har „sat spørgsmålstegn ved mange af grundpillerne for vores lære om helligdommen“. Lad os se nærmere på to af disse grundpiller.

Grundpille nr. 1 forbinder Daniel, kapitel 8, med Tredje Mosebog, kapitel 16. Dette udgangspunkt er svagt af to gode grunde — med hensyn til sproget og med hensyn til sammenhængen. Lad os se på det sproglige først. Adventisterne mener at ’den rensede helligdom’, omtalt i Daniel, kapitel 8, er et profetisk modbillede til den rensede helligdom i Tredje Mosebog, kapitel 16. Denne analogi forekom acceptabel indtil bibeloversættere fandt ud af at vendingen „blive renset“ i Daniel 8:14 ifølge King James Version er en fejloversættelse af en form af det hebraiske udsagnsord tsadhaqʹ, der betyder „at være retfærdig“. Anthony A. Hoekema, professor i teologi, bemærker: „Det er uheldigt at ordet blev oversat med ’blive renset’, eftersom det hebraiske verbum der sædvanligvis oversættes med ’renset’ [taherʹ], slet ikke forekommer her.“a Det bruges i Tredje Mosebog, kapitel 16, hvor King James Version oversætter former af taherʹ med ’rense’ og ’være rene’. (3 Mosebog 16:19, 30) Dr. Hoekema konkluderer helt korrekt: „Hvis Daniel ville referere til den form for renselse som blev foretaget på forsoningsdagen, ville han have brugt taheer [taherʹ] i stedet for tsadaq [tsadhaqʹ].“ Ordet tsadhaqʹ forekommer nemlig ikke i Tredje Mosebog, og ordet taherʹ findes ikke hos Daniel. Den sproglige forbindelse mangler.

Hvad viser sammenhængen?

Lad os nu se på sammenhængen. Adventisterne mener at Daniel 8:14 er „en ø“ hvad sammenhængen angår. Verset har ifølge dem ingen tilknytning til den tekst det forekommer i, og det har ingen som helst forbindelse med de foranstående vers. Men får man det indtryk hvis man læser rammen med titlen „Daniel 8:14 i sin sammenhæng“? Vers 9 omtaler en angriber, et lille horn. Vers 10-12 afslører at dette horn vil angribe helligdommen. I vers 13 spørges der: „Hvor lang tid?“, og vers 14 svarer: „Indtil der er gået to tusind og tre hundrede aftener og morgener; så skal helligdommen bringes tilbage til sin rette tilstand.“ Det er tydeligt at spørgsmålet i vers 13 besvares i vers 14. Teologen ph.d. Desmond Ford siger: „At adskille Daniel 8:14 fra dette råb [„Hvor lang tid?“, i vers 13], er fortolkningsmæssigt som at være til søs uden anker.“b

Hvorfor tager adventisterne Daniel 8:14 ud af sammenhængen? For at undgå en pinlig konklusion. Den besmittelse af helligdommen der omtales i vers 13, tilskrives i de foregående vers det lille horn. Ifølge læren om „undersøgende dom“ er det imidlertid Kristi gerninger der forårsager denne besmittelse. Adventisterne mener nemlig at Kristus overfører de troendes synder til den himmelske helligdom. Men hvad vil der ske hvis man fastholder læren om „undersøgende dom“ og samtidig accepterer den sammenhæng Daniel 8:14 forekommer i? Syvendedagsadventisten dr. Raymond F. Cottrell, tidligere medredaktør af SDA Bible Commentary, svarer: „Hvis vi bedrager os selv ved at tro at syvendedagsadventisternes fortolkning af Daniel 8:14 er i overensstemmelse med sammenhængen, identificerer vi Kristus som det lille horn.“ Dr. Cottrell indrømmer ærligt: „Vi kan ikke tage hensyn til sammenhængen og samtidig fastholde adventismens fortolkning.“ Hvis man ønskede at bibeholde læren om „undersøgende dom“, var adventistkirken derfor nødt til at træffe et valg mellem denne lære og hensynet til den sammenhæng hvori Daniel 8:14 forekommer. Desværre valgte man at holde fast ved lærepunktet på bekostning af sammenhængen. „Det er ikke så mærkeligt at velinformerede bibelstudenter beskylder adventisterne for at ’få noget ud af teksten’ som i realiteten ’ikke findes i teksten’,“ siger dr. Cottrell.

I 1967 udarbejdede dr. Cottrell en lektion til sabbatskolen angående Daniels Bog. Dette undervisningsmateriale blev sendt til adventistkirker i hele verden. Lektionen fremholder at Daniel 8:14 skal ses i sin sammenhæng, og at der ikke er tale om en ’renselse’ af dem der hævder at være troende. Det er interessant at dette undervisningsmateriale slet ikke omtaler begrebet „undersøgende dom“.

Nogle bemærkelsesværdige svar

Hvor udbredt kendskab har adventister i al almindelighed til at denne grundpille er for svag til at støtte læren om „undersøgende dom“? Dr. Cottrell spurgte 27 førende teologer blandt syvendedagsadventisterne: „Hvilke grunde, baseret på sammenhængen eller det sproglige, kan du anføre som argument for at der er en forbindelse mellem Daniels Bog, kapitel 8, og Tredje Mosebog, kapitel 16?“ Hvordan lød svarene?

Alle 27 bekræftede at der hverken ud fra sammenhængen eller det sproglige kunne hentes argumenter for at kæde Daniel 8:14 sammen med den modbilledlige forsoningsdag og den undersøgende dom. Dr. Cottrell spurgte derefter de samme forskere: „Kan du give nogen anden begrundelse for at der skulle foreligge en sådan forbindelse?“ De fleste af teologerne svarede nej. Fem af dem svarede at når de mente der var en forbindelse, var det fordi Ellen White hævdede det. To af dem baserede læren på hvad de kaldte et „heldigt uheld“ i oversættelsen. Teologen Desmond Ford bemærker: „At vore bedste forskere når frem til sådanne konklusioner, viser at vores traditionelle forståelse af Daniel 8:14 er uholdbar.“

Kan Hebræerbrevet hjælpe?

Grundpille nr. 2 forbinder Daniel 8:14 med Hebræerbrevet, kapitel 9. Teologen Desmond Ford siger: „Alle vore tidlige værker lægger meget stor vægt på Hebræerbrevet, kapitel 9, når de forklarer Daniel 8:14.“ Syvendedagsadventisternes opfattelse af at der er en forbindelse mellem disse skriftsteder, stammer fra tiden lige efter „den store skuffelse“ i 1844. I sin søgen efter åndelig vejledning lod milleritten Hiram Edson sin bibel falde ned på et bord på en sådan måde at den ville være åben når den landede. Resultatet? Bogen lå opslået på Hebræerbrevet, kapitlerne 8 og 9. Ford bemærker: „Kunne adventisternes påstand om at disse kapitler indeholder nøglen til forståelsen af årstallet 1844 og Daniel 8:14, bekræftes på en mere passende og symbolsk måde?“

„Denne påstand er helt afgørende for syvendedagsadventisterne,“ tilføjer dr. Ford i sin bog Daniel 8:14, the Day of Atonement, and the Investigative Judgment. „Kun i Hebræerbrevet, kapitel 9, . . . kan man finde en detaljeret forklaring på betydningen af . . . læren om helligdommen, der er så vigtig for os.“ I Det Nye Testamente er Hebræerbrevet, kapitel 9, altså simpelt hen basiskapitlet når det drejer sig om at forklare den profetiske betydning af Tredje Mosebog, kapitel 16. Men adventisterne siger det samme om Daniel 8:14. I Det Gamle Testamente er dét basisverset der forklarer den profetiske betydning af Tredje Mosebog, kapitel 16. Såfremt begge udsagn er sande, må der også være en forbindelse mellem Hebræerbrevet, kapitel 9, og Daniel, kapitel 8.

Desmond Ford bemærker: „Læser man Hebræerbrevet, kapitel 9, er der visse ting man med det samme opdager. Der er ingen klar hentydning til Daniels Bog, og slet ikke til Daniel 8:14. . . . I sin helhed refererer dette kapitel til Tredje Mosebog, kapitel 16.“ Han fortsætter: „Vores lære om helligdommen findes ikke i den ene bog i Det Nye Testamente der handler om betydningen af de tjenester man udførte i helligdommen. Det har velkendte adventistskribenter i hele verden erkendt.“ Grundpille nr. 2 er altså også for svag til at støtte denne problematiske lære.

Denne konklusion er imidlertid ikke ny. „[Adventist]kirkens bibelforskere har [i mange år] været klar over de fortolkningsmæssige problemer vores traditionelle forståelse af Daniel 8:14 og Hebræerbrevet, kapitel 9, støder på,“ siger dr. Cottrell. For omkring 80 år siden skrev den indflydelsesrige syvendedagsadventist E. J. Waggoner: „Adventisternes lære om helligdommen og ’undersøgende dom’ . . . er i virkeligheden en fornægtelse af genløsningen.“ (Confession of Faith) Det er mere end 30 år siden disse problemer blev forelagt Syvendedagsadventisternes Generalkonference.

Problemer og dødvande

Generalkonferencen nedsatte et „Udvalg angående problemerne i Daniels Bog“. Udvalget skulle udarbejde en betænkning der gjorde rede for hvordan vanskelighederne i forbindelse med Daniel 8:14 kunne overvindes. De 14 udvalgsmedlemmer undersøgte spørgsmålet i 5 år, men var ikke i stand til at komme med et enstemmigt løsningsforslag. I 1980 sagde Cottrell, der selv var med i udvalget, at adventisternes fortolkning af Daniel 8:14, ifølge de fleste udvalgsmedlemmers opfattelse, kunne „underbygges tilstrækkeligt“ ved hjælp af en række „antagelser“, og at problemerne „burde glemmes“. Han tilføjede: „Man må huske at udvalgets navn var ’Udvalg angående problemerne i Daniels Bog’, og flertallet af udvalgets medlemmer foreslog at vi skulle glemme problemerne og ikke udtale os om dem.“ Han kunne lige så godt have sagt: „Vi indrømmer at vi ikke har nogen løsning på problemerne.“ Et mindretal nægtede at støtte flertallets synspunkt, og der kom derfor aldrig nogen formel betænkning. De læremæssige problemer forblev uløste.

Dr. Cottrell siger angående dette dødvande: „Spørgsmålene vedrørende Daniel 8:14 er ikke blevet besvaret fordi vi indtil nu har nægtet at se i øjnene at vi her står over for et meget reelt fortolkningsmæssigt problem. Så længe vi bliver ved med at lade som om problemet ikke eksisterer, så længe vi både som enkeltpersoner og kollektivt stikker hovedet i busken og klamrer os til vore forudfattede meninger, vil dette problem bestå.“ — Spectrum, et tidsskrift der udgives af Association of Adventist Forums.

Dr. Cottrell tilskynder adventister til at foretage „en omhyggelig revurdering af de grundlæggende antagelser og fortolkningsprincipper hvorpå vi har baseret vores forståelse af dette skriftsted der er så uundværligt for adventismen“. Vi opfordrer adventister til at granske læren om „undersøgende dom“ for at få opklaret om dens grundpiller er fast forankret i Bibelen eller placeret i traditionens ustabile sand.c Apostelen Paulus kom med denne fornuftige tilskyndelse: „Forvis jer om alt; hold fast ved det gode.“ — 1 Thessaloniker 5:21.

[Fodnoter]

[Ramme på side 27]

Daniel 8:14 i sin sammenhæng

DANIEL 8:9 „Og ud af det ene af dem kom der endnu et horn, et lille et, og det voksede sig meget stort mod syd og mod solopgangen og mod Prydelsen. 10 Og det voksede helt op til himmelens hær og fik nogle af hæren og af stjernerne til at falde ned på jorden, hvorpå det trampede på dem. 11 Ja, selv over for hærens Fyrste optrådte det overlegent, og fra ham blev det stadige offer taget bort, og hans helligdoms grundfæstede sted blev omstyrtet. 12 Og sammen med det stadige offer blev en hær overgivet på grund af overtrædelse. Og sandheden kastedes til jorden, og det handlede og havde fremgang.

13 Derpå hørte jeg en hellig tale, og en anden hellig sagde til den pågældende som talte: ’Hvor lang tid gælder synet om det stadige offer og overtrædelsen der forårsager ødelæggelse, idet både helligdommen og hæren gøres til noget der nedtrampes?’ 14 Han sagde da til mig: ’Indtil der er gået to tusind og tre hundrede aftener og morgener; så skal helligdommen bringes tilbage til sin rette tilstand.’“ — Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter.