Samvittigheden — et onde eller et gode?

’MIN samvittighed nager mig!’ Tid efter anden føler næsten alle sig berørt af deres samvittighed. Følelsen kan variere fra et let mentalt ubehag til frygtelige kvaler. En belastet samvittighed kan endda udløse en depression eller en dyb følelse af utilstrækkelighed.

Hvis man ser det fra den synsvinkel, er samvittigheden så ikke et onde? Nogle føler det sikkert sådan. Tænkere fra mange forskellige kulturer har i historiens løb betragtet samvittigheden som noget der er nedlagt i os fuldt færdigt, noget medfødt. Mange har opfattet den som en gudgiven moralsk vejleder. Samvittigheden er blevet kaldt „Guds tilstedeværelse i mennesket“, „vores oprindelige natur“, ja, endda „Guds stemme“.

I de senere år er det imidlertid blevet en mere og mere udbredt opfattelse at samvittighed hovedsagelig er noget man erhverver sig; at samvittigheden er et resultat af påvirkninger fra ens forældre og det sociale miljø man befinder sig i. Nogle psykologer hævder for eksempel at det først og fremmest er frygten for straf der får børn til at afholde sig fra en uønsket opførsel, og at det vi kalder samvittighed, blot består i at vi antager vore forældres personlige livsholdninger og opfattelser. Andre peger på den indflydelse samfundets værdinormer og grundprincipper i almindelighed øver på os. Nogle betragter blot samvittighedsnag som en konflikt mellem det vi selv ønsker, og det som et undertrykkende samfund forlanger af os.

Trods disse teorier om samvittighedens oprindelse er det en kendt sag at nogle af samvittighedsgrunde har holdt fast ved deres overbevisning selv om forældre, familie og hele samfund har været imod dem. Nogle har endog været villige til at ofre livet af hensyn til deres samvittighed! Og trods de store kulturelle forskelle der hersker internationalt, betragtes mord, tyveri, ægteskabsbrud, løgn og incest næsten alle vegne som forkert. Er det ikke med til at vise at samvittigheden er noget medfødt?

Samvittigheden — hvad siger Bibelen?

Den virkelige autoritet på dette område er Jehova Gud. Når alt kommer til alt, „er [det] ham der har frembragt os, og ikke os selv“. (Salme 100:3) Han ved præcis hvordan vi er skabt. Guds ord, Bibelen, forklarer at mennesket blev skabt i Guds „billede“. (1 Mosebog 1:26) Vi blev skabt med evnen til at skelne mellem ret og uret. Lige fra begyndelsen var samvittigheden en nedarvet del af den menneskelige natur. — Jævnfør Første Mosebog 2:16, 17.

Apostelen Paulus bekræfter dette i sit brev til romerne, hvor han skriver: „For når som helst folk fra nationerne, som ikke har [Guds lov], af natur gør det loven siger, er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar.“ (Romerne 2:14, 15) Læg mærke til at mange der ikke var blevet opdraget under den guddommelige lov som jøderne fik betroet, alligevel fulgte nogle af principperne i Guds lov. De gjorde det „af natur“, og ikke fordi de følte sig presset til det af det samfund de levede i.

Samvittigheden er bestemt ikke et onde. Den er et gode, en gave fra Gud. Det skal indrømmes at den kan volde os kvaler, men hvis vi reagerer rigtigt på den, kan den også give os en følelse af dyb tilfredshed og indre fred. Samvittigheden kan lede, beskytte og motivere os. The Interpreter’s Bible har følgende kommentar: „Man kan kun bevare sin mentale og følelsesmæssige ligevægt hvis man prøver at fjerne den kløft der er mellem det man gør, og det man føler man burde gøre.“ Hvordan kan denne kløft fjernes? Er det muligt for os at forme eller ligefrem træne vor samvittighed? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.