Connecticuts højesteret stadfæster patientrettighederne
Den 16. april 1996 stadfæstede den amerikanske stat Connecticuts højesteret Jehovas vidners ret til at afslå blodtransfusion. Dermed omstødte højesteret en dom der var blevet afsagt af en lavere instans.
I august 1994 fik Nelly Vega, et af Jehovas vidner, voldsomme blødninger efter sin førstegangsfødsel. Da det ikke lykkedes at standse blødningen og hendes tilstand forværredes, anmodede hospitalet en domstol om tilladelse til at påtvinge hende en blodtransfusion. Nelly Vega havde allerede underskrevet et forhåndsdirektiv der fritog lægerne for ansvar for følgerne af hendes beslutning om at hospitalet ikke måtte give hende blod eller blodderivater. Hospitalets talsmænd fremførte det argument at en tvungen blodtransfusion ville tilgodese det nyfødte barns tarv, med henvisning til at det behøvede sin mor. Domstolen tillagde det også betydning at Nelly Vega var sund og rask. Trods protester fra både Nelly Vegas mand og hendes sagfører gav retten hospitalet medhold, og der blev givet blod.
Da sagen blev indbragt for Connecticuts højesteret, afgjorde denne instans enstemmigt at hospitalet ved at give blodtransfusion havde krænket Nelly Vegas rettigheder. I præmisserne hed det: „Underrettens retsmøde fandt sted midt om natten, i største hast og under forhold der ikke befordrede nogen parts mulighed for at fremlægge sine argumenter tilfredsstillende.“
Denne dom afsagt af Connecticuts højesteret har betydning for andre end Jehovas vidner. „Den er vigtig for alle patienter der ikke måtte bifalde deres lægers afgørelser,“ udtaler Nelly Vegas advokat, Donald T. Ridley. „Dommen vil hindre sygehuslæger i at træde patienters værdinormer, religiøse eller ikkereligiøse, under fode.“