Spørgsmål fra læserne
Jehovas vidner bestræber sig for at være ærlige og stoler på hinanden. Hvorfor er det da så vigtigt at to kristne der gør forretninger med hinanden, laver en kontrakt?
Man kan sige at det at lave en kontrakt er i harmoni med Bibelen, det er praktisk, og det er kærligt. Hvordan det? Lad os se nærmere på disse aspekter ved forretningsaftaler.
Bibelen indeholder en skreven beretning om hvordan Gud tog sig af sit pagtsfolk, israelitterne. Den beskriver også hvordan Guds sande tilbedere bar sig ad når de gjorde forretninger. Første Mosebog, kapitel 23, indeholder en beretning vi kan undersøge nærmere. Da Abrahams elskede kone, Sara, døde, ville han købe et gravsted. Han henvendte sig derfor til de kana’anæere der boede i nærheden af Hebron. Vers 7-9 viser at han tilbød at betale en fastsat pris for det stykke jord han ønskede. Vers 10 viser at dette tilbud blev fremsat i al offentlighed, nemlig i byporten, i overværelse af andre. Ejeren tilbød at forære jordstykket til Abraham, men som vi læser i vers 13, ville Abraham kun modtage jordstykket hvis han fik lov til at købe det. Vers 17, 18 og 20 fortæller at Abraham købte jordstykket, og at handelen blev indgået „for øjnene af Hets sønner, blandt alle dem der gik ind gennem hans bys port“.
Men ville det have været anderledes hvis de to der gjorde forretninger, begge var sande tilbedere? Vi finder svaret i Jeremias’ Bog, kapitel 32. Fra vers 6 og frem læser vi at Jeremias skulle købe et stykke jord af sin fætter. Vers 9 viser at man blev enig om en rimelig pris. I vers 10-12 læser vi: „Jeg [Jeremias] skrev det i en kontrakt og forseglede den og tog vidner idet jeg vejede pengene af på vægtskåle. Derefter tog jeg købekontrakten, den der var forseglet i overensstemmelse med budet og forordningerne, og den der var åben; og jeg gav så købekontrakten til Baruk, søn af Nerija, Masejas søn, i min farbroders søn Hanamels påsyn og i de vidners påsyn som havde underskrevet købekontrakten, i alle de jøders påsyn som sad i vagtforgården.“
Ja, selv om Jeremias handlede med en trosfælle, endog en slægtning, fulgte han nogle fornuftige juridiske procedurer. Kontrakten blev lavet i to eksemplarer, en der var åben og som man uden videre kunne rådføre sig med, og en der var forseglet, så man havde en genpart hvis der på et tidspunkt blev tvivl om hvorvidt den åbne var korrekt. Som det fremgår af vers 13, blev alt dette udført „i deres påsyn“. Det var således en offentlig, juridisk forretningsaftale bekræftet af vidner. Der er altså tydeligvis et bibelsk fortilfælde der viser at sande tilbedere skriftligt har bekræftet deres forretningsanliggender.
Det er også praktisk. Vi ved at ’tid og tilfælde berører alle’. (Prædikeren 9:11) Det gælder også indviede og trofaste kristne. Jakob 4:13, 14 udtrykker det på denne måde: „Hør nu, I som siger: ’I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og tilbringe et år dér, og vi vil gøre forretninger og opnå fortjeneste,’ I som ikke ved hvad jeres liv vil være i morgen.“ Måske påbegynder vi et projekt, for eksempel ved at købe et eller andet, udføre et arbejde eller en tjenesteydelse vi er blevet bestilt til, eller ved at fremstille noget for en anden. Men hvad vil der ske i morgen, i næste måned eller til næste år? Hvad hvis man selv eller den anden part kommer ud for en ulykke? I givet fald ville man måske synes at det var umuligt at overholde aftalen. Eller forestil dig at du af en eller anden grund ikke kan udføre arbejdet, eller at det nærmest bliver umuligt for modparten at betale eller at overholde sin del af aftalen. Hvis der ikke er nogen skreven aftale, kunne der opstå store problemer, noget der kunne være undgået blot ved at man havde udfærdiget en ganske enkel skriftlig kontrakt.
Vi bør heller ikke glemme at det på grund af usikkerheden ved mange af livets aspekter kunne blive aktuelt at en anden måtte overtage eller administrere vore (eller modpartens) forretningsaffærer. Jakob tilføjede i vers 14: „For I er en tåge der viser sig for en kort tid og derefter forsvinder.“ Alle kan realistisk set dø uventet. Hvis man laver en skriftlig aftale, en kontrakt, vil det måske være muligt for andre at videreføre forehavendet hvis der skulle ske noget uforudset med en af parterne.
Dette fører i en vis forstand frem til et tredje aspekt. Det vil være kærligt at lave en skriftlig kontrakt. Hvis den ene part døde eller blev ramt af en ulykke der gjorde vedkommende uarbejdsdygtig, ville det være kærligt af ham som kristen at have sørget for et skriftligt dokument der gjorde det klart hvilke økonomiske forpligtelser han havde, og hvilken betaling han forventede. Det er ikke et udtryk for mistillid. Når man udfærdiger en skriftlig kontrakt der tydeligt viser nøjagtig hvad parterne er forpligtede til at yde, og hvad de har til gode, viser det blot at man har kærlighed til den broder man gør forretninger med. Hvis man tager dette kærlige skridt, vil det mindske risikoen for at der opstår uoverensstemmelser og uvenskab hvis en af de ufuldkomne parter skulle glemme nogle detaljer eller forpligtelser. Og hvem af os er ikke ufuldkommen, glemsom eller tilbøjelig til at misforstå detaljer eller andres intentioner? — Mattæus 16:5.
Man kunne også nævne andre forhold der viser at skriftlige forretningsaftaler er et udtryk for kærlighed til vores broder, til vores familie og til menigheden i almindelighed. Ud over at det er kærligt at lave en sådan skriftlig kontrakt der er tilstrækkelig detaljeret, er det altså tydeligvis også praktisk og bibelsk korrekt.