Den gode nyhed om Paradiset forkyndes på Tahiti

TAHITI! Blot navnet får en til at tænke på noget eksotisk. Øen er gjort berømt af kunstnere og forfattere som Paul Gauguin, Robert Louis Stevenson og Herman Melville, hvis skildringer af den tropiske skønhed og ro på disse Stillehavsøer har virket fængslende på mange.

Tahiti ligger i Stillehavet og er den største af over 120 øer i Fransk Polynesien. Til trods for at mange synes at denne Stillehavsø nærmest er indbegrebet af hvad man forstår ved ordet paradis, har Tahitis befolkning alligevel brug for at høre om et andet paradis der snart vil komme. (Lukas 23:43) I dag er der på Tahiti 1918 Jehovas vidner som er travlt optaget af at fortælle øens 220.000 indbyggere den gode nyhed om at Guds rige snart vil indføre et virkeligt paradis, ikke kun på Tahiti, men på hele jorden. — Mattæus 24:14; Åbenbaringen 21:3, 4.

I mange år blev forkyndelsesarbejdet på Tahiti organiseret fra Vagttårnsselskabets afdelingskontor på Fiji, der ligger omkring 3500 kilometer væk. De store afstande vanskeliggjorde arbejdet, og der var kun ringe vækst. Men den 1. april 1975 blev der oprettet et afdelingskontor på Tahiti, og det blev et vendepunkt i de sande kristnes arbejde i dette distrikt. Hvad var gået forud for denne udvikling, og hvordan begyndte forkyndelsesarbejdet på Tahiti?

De små begyndelser

Den gode nyhed om Riget blev første gang forkyndt på Tahiti i 1930’erne, og mange af øboerne, som har en sund respekt for Bibelen, viste stor interesse. Men som følge af et regeringsforbud og andre restriktioner var der stadig ikke nogen Jehovas vidner på øen i slutningen af 1950’erne. På det tidspunkt besluttede Agnès Schenck, en tahitisk statsborger som boede i De Forenede Stater, at vende tilbage til Tahiti sammen med sin mand og søn. Her fortæller hun hvordan det gik til.

„Ved områdestævnet i Los Angeles i 1957 fortalte broder Knorr [Vagttårnsselskabets daværende præsident] at der var et stort behov for forkyndere på Tahiti. Jeg havde på det tidspunkt været døbt i et år, og jeg udbrød: ’Lad os tage til Tahiti!’ Familien Neill og Carano, nogle af vores gode venner, hørte mit udbrud. De fortalte at de meget gerne ville tage med os, men pengene var små dengang. Min mand havde været syg i en lang periode, og min søn var ikke så gammel. Det var derfor svært for os at rejse. Venner i nabomenighederne hørte om vores mål, og de sendte os penge og husholdningsartikler. I maj 1958 sejlede vi mod Tahiti medbringende blandt andet 36 lagener.

Da vi ankom til Tahiti, følte jeg mig som en fremmed fordi jeg havde været væk fra øen i 20 år. Vi begyndte at forkynde, men måtte være forsigtige fordi vort arbejde var forbudt. Vi måtte gemme bladene og kun benytte Bibelen. I begyndelsen forkyndte vi kun for folk som allerede abonnerede på Vagttårnet og Vågn op!

Clyde Neills familie og David Caranos familie sluttede sig til os efter det internationale stævne i New York i 1958. Vi forkyndte sammen og inviterede folk til at komme og lytte til foredrag som blev holdt i brødrenes hjem. Lidt efter lidt blev arbejdet organiseret, og vi oprettede en bibelstudiegruppe med 15 interesserede. Efter tre måneder måtte både Neill og Carano rejse fra øen med deres familier fordi deres turistvisa var udløbet. De ældste besluttede at de ville døbe alle de interesserede som kvalificerede sig til dåb, inden disse familier rejste. Jeg havde den forret at oversætte det første dåbsforedrag. Ved denne lejlighed var der otte indfødte der indviede sig til Jehova og lod sig døbe. Derefter rejste familierne Neill og Carano tilbage til De Forenede Stater.

Men forkyndelsesarbejdet fortsatte. Vi delte os op i små grupper og besøgte folk om aftenen. Ofte varede drøftelser med interesserede til midnat. Indimellem deltog protestantiske præster endda i drøftelserne. I 1959 blev den første menighed oprettet. Til vores store glæde blev Jehovas Vidners forening officielt anerkendt af regeringen i 1960. Disse år var fyldt med glæde og åndelige højdepunkter. Jehova velsignede virkelig vores beslutning om at flytte til et sted hvor der var stort behov for forkyndere.“ Søster Schenck er nu 87 år, og hun tjener stadig Jehova trofast i sin menighed.

Fremgang i arbejdet

I 1969 fik to forkyndere fra Frankrig, Jacques og Paulette Inaudi, til opgave at tjene som specialpionerer på Tahiti. Jacques fortæller: „Da vi ankom til Tahiti, var der kun 124 forkyndere, en menighed i Papeete og to specialpionerer i Vairao, på halvøen.“ En landtange forbinder halvøen med Tahiti. Det internationale stævne med titlen „Fred på jorden“ skulle snart afholdes. „Det var første gang jeg skulle organisere et stævne,“ fortsætter Jacques. „Vi skulle planlægge et engelsk program, samle et orkester som kunne spille Rigets sange, og indstudere to skuespil. Alt dette blev klaret af kun 126 forkyndere. Jeg er sikker på at Jehova gjorde den største del af arbejdet.“ Stævnet blev overværet af 488, hvilket var til stor glæde for øboerne. For mange af dem var det første gang de mødte trosfæller fra andre lande.

Kort efter blev Jacques Inaudi bedt om at tjene som rejsende tilsynsmand. Når han besøgte de forskellige øer, så han at der var stor interesse for budskabet, men kun få forkyndere til at opdyrke den. „Derfor opfordrede jeg mange familier til at flytte til disse øer for at tjene hvor der var større behov,“ forklarer Jacques. „Lidt efter lidt nåede den gode nyhed ud til dette øhav.“ Broder Inaudi tjente som rejsende tilsynsmand fra 1969 til 1974, og i dag er han ældste i en af menighederne på Tahiti.

En af dem der lyttede til broder Inaudis opfordring, var Auguste Temanaha, som var en af de otte der blev døbt i 1958. Her beretter han hvordan det gik til. „I 1972 opfordrede vores kredstilsynsmand, Jacques Inaudi, os til at overveje at flytte ud og tjene på Huahine, en af Leewardøerne som er en del af øgruppen Selskabsøerne. Jeg var i syv sind, for jeg havde kun haft bibeloplæsningen i menigheden og følte ikke at jeg var kvalificeret til at få overdraget et sådant ansvar. Men broder Inaudi blev ved med at sige til mig: ’Lad være med at bekymre dig, det kan du sagtens klare!’ Efter et stykke tid besluttede vi os, og i 1973 solgte vi alle vores ting. Sammen med vores tre små børn flyttede vi til Huahine.

Da vi var ankommet, fandt jeg ud af at jeg var nødt til at få gang i alt — vagttårnsstudiet, Den Teokratiske Skole og så videre. Det var ikke nemt, men vi mærkede Jehovas beskyttelse og hjælp. Ved flere lejligheder hjalp han os med at finde et sted at bo. Og da en gruppe modstandere prøvede at få Jehovas Vidner fjernet fra øen, stod en lokalpolitiker frem og forsvarede os. Jehova vågede bestemt over os i denne tid.“ I dag er der to menigheder på Huahine — en fransk menighed med 23 forkyndere og en tahitisk med 55 forkyndere.

I 1969 fik Hélène Mapu tildelt halvøen som sit specialpionerdistrikt. „Der var mange interesserede på halvøen, og på kort tid påbegyndte jeg mange bibelstudier,“ siger Hélène. En lille menighed blev snart oprettet i Vairao, men der manglede ældste. Efter nogen tid kom Colson Deane for at hjælpe os. „Vi måtte planlægge vores tid godt for at kunne hjælpe i Vairao,“ fortæller broder Deane. „Jeg arbejdede i Faaa, 70 kilometer fra Vairao, på den anden side af øen. Efter fyraften skyndte jeg mig hjem, hentede min familie og kørte til Vairao. Senere måtte vi flytte til Faaa på grund af mit arbejde. Ville vi stadig kunne støtte menigheden i Vairao? Vi ønskede oprigtigt at hjælpe brødrene, og derfor besluttede vi os for at fortsætte. På mødeaftener var vi sjældent hjemme før midnat fordi vi ad flere omgange måtte køre de forkyndere hjem som ikke havde bil. Det gjorde vi i fem år. Det er en stor glæde at der nu er fire menigheder på denne del af øen, og vi har dejlige minder fra den tid.“

Et afdelingskontor på Tahiti

I 1974 var antallet af forkyndere på Tahiti steget til 199. Året efter da N. H. Knorr og F. W. Franz, Vagttårnsselskabets daværende præsident og vicepræsident, besøgte Fransk Polynesien, indså de at det ville være mere praktisk at forkyndelsesarbejdet blev ledet fra Tahiti og ikke fra Fiji der lå over 3500 kilometer væk. Den 1. april 1975 blev der derfor oprettet et afdelingskontor på Tahiti, og kredstilsynsmanden Alain Jamet blev udnævnt som koordinator.

For nogle år siden fortalte broder Jamet om de fantastiske velsignelser han har modtaget fra Jehova. „Siden 1975 er der blevet lagt et stort arbejde i at bringe den gode nyhed ud til alle øer og øhav i vort distrikt, som dækker et areal på størrelse med hele Vesteuropa. Resultaterne har været glædebringende. I 1983 var antallet af forkyndere steget til 538. Samme år blev der opført en bygning til afdelingskontoret i Paea. I dag er der omkring 1900 forkyndere fordelt på 30 menigheder på Selskabsøerne, samt en menighed og en isoleret gruppe på Tubuaiøerne, en menighed og to isolerede grupper på Marquesasøerne og adskillige isolerede grupper på Tuamotu- og Gambierøerne. Der er blevet bygget mange nye rigssale — tre på Marquesasøerne og syv på Tahiti — for at kunne huse det stadig voksende antal interesserede som kommer til møderne. I de sidste 20 år har Jehova i sandhed velsignet de anstrengelser der er blevet gjort for at opdyrke den tahitiske mark.“

Stadig meget at gøre

I Fransk Polynesien er udsigterne til vækst gode. Den 23. marts 1997 samledes omkring 5376 med Jehovas vidner i Fransk Polynesien for at fejre højtiden til minde om Jesu Kristi død. For at kunne tilgodese alle disse interesseredes åndelige behov stilles vore bibelske publikationer til rådighed på flere lokalsprog. Vore publikationer er blevet oversat til tahitisk, men også til paumotu som tales på Tuamotuøerne og i den nordlige og sydlige del af Marquesasøerne.

Den stadige vækst og de gode resultater har hjulpet forkynderne på Tahiti til i endnu højere grad at værdsætte Jehovas kærlighed og tålmodighed. Også hvad angår disse fjerntliggende Stillehavsøer er det Jehovas ønske „at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Timoteus 2:4) Jehovas Vidner på Tahiti og de andre øer i Fransk Polynesien har fuld tillid til Jehovas løfte: „På mig vil øerne håbe, og min arm vil de vente på.“ — Esajas 51:5.

[Kort på side 26]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Afdelingskontoret på Tahiti har tilsyn med arbejdet i Fransk Polynesien

AUSTRALIEN

[Illustration på side 25]

Fra venstre mod højre: Alain Jamet, Mary-Ann Jamet, Agnès Schenck, Paulette Inaudi og Jacques Inaudi

[Illustration på side 27]

Afdelingskontoret på Tahiti