Rige velsignelser forbundet med hellig tjeneste
FORTALT AF HARRY BLOOR
For omkring hundrede år siden var min farfar et trofast medlem af metodistkirken. Han var også en respekteret lægprædikant, som gavmildt støttede mange kirker i Stoke-on-Trent, Englands pottemagerdistrikt. Derefter kom en tid med økonomiske vanskeligheder. For at støtte farfar hjalp min far ham med at åbne en lille butik i byen. Butikken havde bevilling til at sælge øl, og da metodisterne hørte det, blev farfar øjeblikkelig ekskommunikeret.
FAR var rasende og sværgede at han aldrig mere ville have noget med religion at gøre — og han holdt ord. Han havde før arbejdet som politimand, men blev nu kroejer. Jeg voksede derfor op midt i tobaksrøgen fra dette sted. Religion havde ikke nogen plads i mit liv, men jeg kom til at mestre de fleste brætspil. På grund af min bedstefars indflydelse bevarede jeg dog en sund respekt for Bibelen selv om jeg ikke kendte den så godt.
Jeg lærer sandheden fra Bibelen at kende
I 1923, da jeg var 24, flyttede jeg østpå til Nottingham og begyndte at komme sammen med Mary, som boede 40 kilometer væk i byen Whetstone, sydvest for Leicester. Hendes far, Arthur Rest, havde været organist i en lokal kirke, men var nu blevet en ivrig bibelstudent, som Jehovas Vidner dengang hed. Arthur fortalte mig altid om sin nyfundne tro — men uden den store succes. Min interesse blev imidlertid vakt da jeg fulgtes med ham til den lokale baptistkirke en søndag eftermiddag, den 13. juli 1924, for at høre et foredrag af et parlamentsmedlem, som også var en fremtrædende baptist. Han talte over emnet „Pastor Russells lære set i lyset af Skriften“, og det vakte min nysgerrighed. Jeg har stadig mine notater fra dengang.
Baptisterne nægtede at imødekomme en anmodning fra bibelstudenterne om at få lov til at forsvare sig mod angrebene på deres tro. Det blev jeg vred over og besluttede at finde et sted hvor vi kunne afholde et sådant møde. En nærliggende lade blev løsningen. Vi gjorde den ren, fejede spindelvævet ned, flyttede tærskemaskinerne over i den ene side, og så var vi forberedt. Vi lånte 70 stole og fremstillede trykte løbesedler.
Da Frank Freer ankom fra Leicester for at holde foredraget, var alle stole optaget, og yderligere 70 stod op. Franks klare argumenter fra Bibelen tiltalte ikke alene mig, men også mange af de tilstedeværende. Fra da af voksede bibelstudenternes lille menighed i Blaby i nærheden af Leicester hurtigt. Det blev også et vendepunkt i Marys og mit liv. I 1925 indviede vi os begge til Jehova, blev døbt og giftede os.
Åndelige velsignelser
Året efter blev jeg udnævnt som arbejdsdirektør i Blaby menighed. Min kone og jeg ville gerne følge i kolportørernes fodspor og blive heltidsforkyndere, men det stod snart klart at Marys helbred ikke kunne holde til en så stram timeplan. Mary havde et dårligt helbred lige til sin død i 1987, men hun var en god livsledsager og en dygtig forkynder som var mester i uformel forkyndelse og i at oprette bibelstudier. Aften efter aften var vi enten til møde eller ude at forkynde sandheden fra Bibelen for vores naboer.
Jeg var tekniker og arbejdede for et firma der fabrikerede maskinel til savværker. Mit arbejde indebar mange rejser rundt om i England og i Frankrig. Mary tog som regel med på disse rejser hvor vi havde rig mulighed for at forkynde.
Grundlag for udvidelse
I 1925 opførte vi en flot bygning til afholdelse af vores møder i Blaby, og herfra organiserede vi et effektivt forkyndelsesarbejde. Hver søndag formiddag lejede vi en rutebil der tog os ud til spredtliggende landsbyer og mindre købstæder. Undervejs stod forkyndere af bussen for at forkynde, og de blev samlet op på hjemvejen. I de varme sommermåneder havde vi sent søndag eftermiddag bibelstudium hvor vi benyttede det seneste nummer af Vagttårnet. Bagefter, klokken 20.00, mødtes vi udendørs på markedspladsen i Leicester for at høre et offentligt foredrag. En aften var der 200 tilhørere. Denne aktivitet lagde grunden til mange af de menigheder der nu findes i og omkring Leicester.
I 1926 blev der holdt et epokegørende stævne i Londons Alexandra Palace og Royal Albert Hall. Ved dette stævne udgav Joseph F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident, bogen Verdensbefrielsen (dansk 1928). Resolutionen „Et Vidnesbyrd til denne Verdens Herskere“ og broder Rutherfords magtfulde offentlige foredrag over temaet „Hvorfor Verdensmagterne vakler — Hjælpemidlet“, blev dagen efter fremførelsen trykt i deres fulde ordlyd i en førende avis. Over 10.000 hørte det offentlige foredrag, og 50.000.000 eksemplarer af resolutionen blev senere uddelt i hele verden. Dette stævne satte fart i forkyndelsesarbejdet i Storbritannien.
Store stævner under krigen
Den anden verdenskrig brød ud i september 1939, og i 1941 var krigen på sit højeste. Tyske bombefly angreb dag og nat, og alle landets indbyggere skulle benytte mørklægningsgardiner. Der var fødevaremangel, og det der var tilgængeligt, var nøje rationeret. Transportmulighederne var begrænsede, selv togtrafikken. Trods disse tilsyneladende uoverstigelige hindringer afholdt vi et femdages landsstævne fra den 3. til 7. september 1941.
De Montfort-salen i Leicester blev valgt som stævneplads eftersom Leicester ligger midt i England. Da jeg arbejdede inden for tømmerindustrien, kunne jeg hjælpe med at fremstille averteringsskilte. Jeg sørgede også for den lokale transport af stævnedeltagere. Ved i forvejen at købe billetter og betale overpris kunne vi holde Leicesters sporvogne kørende også om søndagen.
Selv om trafikken var underlagt begrænsninger, håbede vi at 3000 forkyndere måske havde mulighed for at møde op. Forestil jer vores glæde da over 10.000 delegerede svarede at de ville komme. Men hvor kunne de overnatte? Indbyggerne i Leicester var venlige og tilbød at mange kunne bo i deres hjem. Derudover blev cirka tusind indlogeret i telte som var rejst på en mark 3 kilometer fra stævnepladsen. Camp Gideon, som vi kaldte den, vakte stor opsigt i byen.
Der blev lejet store hvide telte som kunne huse stævneafdelingerne og de store menneskemasser. Da det blev bemærket at disse hvide telte i måneskinnet kunne blive mål for nazisternes bombefly, blev de hastigt camoufleret. Krigen, og især Jehovas Vidners vægring ved at deltage i den, optog folk. Hundreder af forkyndere var på det tidspunkt fængslet på grund af deres bibelbegrundede neutrale standpunkt. — Esajas 2:4; Johannes 17:16.
Sunday Pictorial skrev den 7. september 1941: „Det er forbløffende at 10.000 mennesker, hovedsagelig unge, bruger en uge på at tale om religion næsten uden at nævne krigen.
Jeg spurgte om der var nogen Jehovas Vidner i Tyskland. Ja, lød svaret, og de fleste af dem, omkring 6000, opholder sig i koncentrationslejre.“
Journalisten tilføjede: „Åh, ja, nazisterne er ganske rigtig fjenden, men Vidnerne gør ikke meget ved denne fjende, bortset fra at sælge traktater og lytte til foredrag.“
Avisernes omtale af os var generelt negativ, og modstanderne tyede endda til vold i deres mislykkede forsøg på at afbryde vores stævne. Londonavisen Daily Mail gav denne, om end noget modstræbende, indrømmelse: „Organisationen er smidig, beskeden og effektiv.“
Vi blev anklaget for at være skyld i byens lille forsyning af cigaretter. Men The Daily Mail forklarede: „Hverken Leicester eller Tobakskontrolrådet kan klage over at Vidnerne opbruger Leicesters cigaretforsyning. De ryger nemlig ikke.“ Klager fra lokale indbyggere over at stævnedeltagerne tærede på madforsyningen, blev afvist med en forklaring om at Jehovas vidner selv havde medbragt næsten hele deres madration. Rent faktisk blev der efter stævnet doneret 150 firepunds brød til hospitalet Leicester Royal Infirmary — et betragteligt bidrag i disse tider med fødevaremangel.
Stævnet var til stor åndelig opmuntring for de omkring 11.000 Jehovas vidner i England. De var glade for at cirka 12.000 overværede stævnet. I et hidtil uset omfang deltog de delegerede med glæde i gadearbejdet i Leicester, og de besøgte afsidesliggende byer med grammofonprædikener.
Stævnets vigtigste foredrag var optagelser fra den foregående måned af foredrag som var blevet holdt ved Jehovas Vidners femdagesstævne i St. Louis i Missouri, USA. Afspilningen af broder Rutherfords foredrag „Kongens Børn“ var stævnets højdepunkt. Eftersom det ikke var muligt at importere eksemplarer af bogen Børn, som blev udgivet ved stævnet i St. Louis, blev der senere fremstillet en særlig paperbackudgave i England. Alle børn som havde overværet stævnet, fik tilsendt et eksemplar.
Et særligt årsmøde i Leicester
Efter krigen oplevede vi en fantastisk vækst i antallet af forkyndere i England. I begyndelsen af 1980’erne var antallet af menigheder i Leicester steget til ti. Vi blev informeret om at Jehovas Vidners Styrende Råd havde besluttet at afholde Vagttårnsselskabets årsmøde i Leicester i 1983. Eftersom jeg var bytilsynsmand, blev jeg snart involveret i forberedelserne og fik blandt andet til opgave at leje De Montfort-salen igen.
Tretten medlemmer af Det Styrende Råd kom fra Selskabets hovedkontor i Brooklyn. I alt 3671 delegerede — denne gang fra hele verden og hovedsagelig aldrende Jehovas vidner — fyldte salen. Yderligere 1500 hørte programmet i en nærliggende stævnehal.
Albert D. Schroeder havde ført tilsyn med Vagttårnsselskabets afdelingskontor i London da vi under krigen afholdt stævne i Leicester. Han var nu årsmødets ordstyrer. Broder Schroeder talte om stævnet i 1941 og spurgte: „Hvor mange af jer som er her i salen, overværede stævnet dengang?“ Over halvdelen af de tilstedeværende rakte hånden i vejret. „Hvor er det skønt at alle I trofaste og loyale nu er samlet,“ udbrød han. Det var bestemt en uforglemmelig oplevelse.
I en alder af 98 år tjener jeg stadig som sekretær i vores menighed og holder offentlige foredrag, selv om jeg nu må gøre det siddende. Efter Marys død i 1987 giftede jeg mig med Bettina, en enke som Mary og jeg havde kendt i mange år. Jeg er taknemmelig for at der bliver sørget så godt for mig, både fysisk og åndeligt. Trods de begrænsninger Marys dårlige helbred pålagde os, og som jeg nu selv oplever på grund af min høje alder, har jeg erfaret at man altid bliver rigt belønnet hvis man er travlt beskæftiget i den hellige tjeneste. — 1 Korinther 15:58.
[Illustration på side 26]
Klar til at gå ud i forkyndelsen i 1920’erne
[Illustration på side 26]
Billeder fra stævnet i Leicester