Sørg for dine kære før det er for sent

FOR nylig kunne man i en afrikansk avis læse en trist beretning om en kvinde ved navn Annie. Hun var gift med en forretningsmand som døde i 1995. Han efterlod sig 15 køretøjer, adskillige bankkonti, cirka 30.000 kroner i kontanter, en butik, en bar og et hus med tre soveværelser. Men hvad han ikke efterlod sig, var et testamente.

Efter sigende tog Annies svoger ejendommen og pengene, og han tvang Annie og hendes seks børn til at flytte fra hjemmet. Berøvet alle sine midler bor hun og børnene nu hos hendes bror. Fire af børnene har måttet gå ud af skolen da der hverken er råd til at betale for undervisning eller skoleuniformer.

Annie appellerede sagen til en højere retsinstans, som bestemte at hun skulle have nogle af ejendelene tilbage, deriblandt et af køretøjerne. Men intet skete. Hun gik derfor igen til retten for ved hjælp af en dommerkendelse at tvinge svogeren til at følge rettens afgørelse.

Hvorfor tænke på døden?

Annies beretning viser meget godt hvilke problemer der kan opstå når et familieoverhoved ikke på forhånd har gjort sig klart hvad der skal ske hvis han skulle falde bort. I døden må vi alle ’efterlade vort forråd til andre’. (Salme 49:10) Som død har man ingen indflydelse på hvad der sker med ens ejendele. (Prædikeren 9:5, 10) Derfor må man sørge for at have orden i sådanne ting inden man dør.

Vi ved alle at vi pludselig kan miste livet, men mange har ikke i forvejen tænkt på at sørge for deres efterladte. I det følgende vil vi se nærmere på visse befolkningsgrupper i Afrika, men lignende problemer kan også opstå andre steder.

Hvilke skridt man vil tage eller ikke tage med hensyn til sine ejendele i tilfælde af død, er en personlig sag. (Galaterne 6:5) Men man kunne spørge: ’Skal en mand kun sørge for sin kone og sine børn i levende live, men ikke tænke på dem i tilfælde af sin død?’ Problemet består blandt andet i at de fleste af os ikke bryder os om den tanke at vi pludselig kan falde bort, for da slet ikke at tale om det at lægge planer i den forbindelse. Som Bibelen siger, kan vi ikke forudsige hvornår vi skal dø. „I [ved ikke] hvad jeres liv vil være i morgen. For I er en tåge der viser sig for en kort tid og derefter forsvinder.“ — Jakob 4:14.

Det er hensigtsmæssigt at tage højde for at man pludselig kan miste livet. Og samtidig er det et udtryk for kærlig omsorg for de efterladte. Hvis ikke vi på forhånd har bestemt hvad der skal ske når vi dør, vil andre træffe beslutningerne. Måske vil nogle som vi aldrig har mødt, træffe afgørelser angående vores ejendele og begravelse. I nogle lande bestemmer myndighederne hvem der skal arve ens penge og ejendele når der ikke foreligger nogen sidste vilje. Andre steder er det familien der bestemmer, og det giver ofte anledning til strid. De afgørelser der træffes, kan desuden være helt i modstrid med hvad afdøde ville have ønsket.

Formue og ejendele forsvinder

En enke lider mest under sin mands død. Foruden sorgen over tabet af sin ægtefælle oplever hun ofte at andre bemægtiger sig formue og ejendele. Det var det der skete for føromtalte Annie. At man kan blive offer for dette, skyldes til dels den måde hvorpå man ofte betragter hustruer. I nogle kulturer bliver en mands kone ikke regnet for at høre med til familien. På en måde er hun en fremmed der til enhver tid kan vende tilbage til sin egen familie eller gifte sig ind i en ny familie. I modsætning hertil er det den almindelige holdning at en mands brødre, søstre og forældre aldrig vil forlade ham. Hvis han dør, mener familien at det der tilhørte ham, nu tilfalder dem, og ikke konen og børnene.

Ægtemænd der ikke betror sig til deres kone, bidrager til en sådan opfattelse. Når Mike drøftede forretningsanliggender, var det altid med sine brødre. De kendte alt til hans økonomi, hvorimod hans kone så godt som intet vidste om den. Da han døde, kom hans brødre og gjorde krav på en sum penge som han havde lånt ud og ventet at få tilbage. Hans kone kendte intet til sagen. Det næste de gjorde, var at beslaglægge de kopi- og skrivemaskiner som Mike havde købt til sin kone. Til sidst overtog brødrene huset og alt hvad der var i det. Denne enke og hendes lille datter blev tvunget til at forlade hjemmet, og hun fik kun lov til at tage sit eget og barnets tøj med.

„De to skal blive ét kød“

En kristen ægtemand elsker sin hustru og nærer fuld tillid til hende. Han har taget følgende bibelske vejledning til hjerte: „Mændene [bør] elske deres hustruer som deres egne legemer.“ De er også helt enige i denne guddommeligt inspirerede udtalelse: „En mand [vil] forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød.“ — Efeserne 5:28, 31.

Gudfrygtige ægtemænd kan endvidere tilslutte sig disse ord af den kristne apostel Paulus: „Men hvis nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ (1 Timoteus 5:8) Hvis en kristen ægtemand for eksempel planlægger en længere rejse, vil han i tråd med dette princip sikre sig at hans familie kan klare sig mens han er væk. Er det så ikke rimeligt at han ligeledes vil sørge for sin kone og sine børn i tilfælde af at han skulle dø? Det er ikke alene hensigtsmæssigt, men også kærligt at tage højde for en uventet tragedie.

Begravelsesskikke

For kristne ægtemænd er der yderligere et aspekt som må tages i betragtning. I nogle samfund må en enke ikke alene sørge over tabet af sin mand, sine ejendele og måske endda sine børn, men også se sig tvunget til at udføre traditionelle sørgeskikke. I den nigerianske avis The Guardian beklager man sig over at traditionen i nogle områder kræver at en enke sover i samme mørke rum som liget af hendes afdøde mand ligger i. Andre steder må enker ikke forlade deres hjem i en sørgeperiode på knap et halv år. I den tid må de ikke tage bad, og selv det at vaske hænder før eller efter et måltid er forbudt.

Sådanne skikke er især et problem for kristne enker. Deres ønske om at være Gud til behag får dem til at undgå skikke der ikke er i overensstemmelse med Bibelens lære. (2 Korinther 6:14, 17) Det kan imidlertid betyde at en enke bliver forfulgt på den ene eller den anden måde, og at hun måske endda må flygte for livet.

Tag juridiske forholdsregler

Meget víst siger Bibelen: „Den flittiges planer får et gunstigt udfald.“ (Ordsprogene 21:5) Hvad kan et familieoverhoved planlægge at gøre? De fleste steder kan man oprette et testamente eller udfærdige et dokument hvori man bestemmer fordelingen af ens ejendele i tilfælde af død. Man kan også i et sådant dokument nedfælde sine ønsker med hensyn til begravelse og klargøre hvad ens ægtefælle skal gøre (eller ikke gøre) i forbindelse med begravelse og sørgeskikke.

I 1992 mistede en kvinde ved navn Leah sin mand. Hun siger: „Jeg har fem børn, fire piger og en dreng. Min mand var syg i nogen tid før han døde, men endnu før han blev syg, testamenterede han alle sine ejendele til mig og vores børn. Det indbefattede blandt andet en forsikringssum, noget landbrugsjord, nogle husdyr og et hus. Han underskrev testamentet og gav det til mig. . . . Efter min mands død ville hans slægtninge have del i arven. Jeg understregede over for dem at min mand havde købt jorden for sine egne penge, og at de ikke kunne gøre noget krav gældende. Da de så testamentet, accepterede de det.“

Drøft tingene igennem med familien

Der kan opstå problemer hvis man ikke har drøftet sine ønsker igennem med familien. En afdød mands familie insisterede for eksempel på at hans begravelse skulle finde sted i landsbyen og i overensstemmelse med lokal skik. Hans enke og børn blev truet på livet og tvunget til at overlade den døde til hans slægtninge. Enken sukker: „Hvis min mand bare havde fortalt en af sine onkler eller fætre hvordan han ville begraves, ville familien ikke have insisteret på at gennemføre deres traditionelle begravelsesskikke.“

Nogle steder er en mundtlig aftale lige så bindende som en skriftlig. Det gælder for eksempel i Swaziland, hvor mange følger de traditionelle begravelses- og sørgeskikke. Med dette i tanke indbød en kristen mand ved navn Isaac hele sin familie, som ikke var Jehovas vidner, til et møde og drøftede sin sidste vilje med dem. Han fortalte hvem der skulle have de forskellige ejendele, og han gjorde det klart hvordan hans begravelse skulle finde sted. Efter hans død foregik alt efter hans ønske. Isaac fik en kristen begravelse, og der blev sørget for hans kone.

Beskyt din familie

Hvad du vil gøre for at sikre din familie i tilfælde af din død, er en personlig sag, men en kristen der hedder Edward, siger: „Jeg har tegnet en livsforsikring til fordel for alle otte i min familie. Min kone er underskriftsberettiget til min bankkonto, så hvis jeg skulle dø, kan hun hæve på kontoen.a . . . Jeg har skrevet testamente til fordel for min familie. Alt hvad jeg efterlader mig ved min død, tilfalder min kone og mine børn. Jeg skrev testamentet for fem år siden. Det er udarbejdet af en advokat, og min kone og søn har en kopi. I mit testamente har jeg bestemt hvem der skal tage sig af min begravelse. Jeg tilhører Jehovas organisation og ønsker derfor at Jehovas vidner skal tage sig af min begravelse, også selv om der kun er en eller to forkyndere til at forestå begravelsen. Jeg har drøftet dette med hele min familie.“

På en måde er det en gave til ens familie at man på forhånd ordner tingene som netop beskrevet. At tage højde for sin død er selvfølgelig ikke som at give en æske chokolade eller en buket blomster, men det er et udtryk for kærlighed. Det viser at man ønsker at ’sørge for dem som er medlemmer af ens husstand’, også når man ikke længere er hos dem.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 21]

Jesus sørgede for sin moder

„Ved Jesu marterpæl stod imidlertid hans moder og hans moders søster; Maria, Klopas’ hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus nu så sin moder og den discipel som han elskede, stå dér, sagde han til sin moder: ’Kvinde, se! Din søn!’ Derefter sagde han til disciplen: ’Se! Din moder!’ Og fra den time af tog disciplen hende hjem til sig.“ — Johannes 19:25-27.

[Illustration på side 22]

Mange kristne har betænksomt taget visse juridiske skridt for at sikre deres familie