De gjorde Jehovas vilje

Paulus vidnede frimodigt for fremtrædende personer

KONTRASTEN mellem de to mænd kunne ikke have været større. Den ene bar en krone, mens den anden var iført lænker. Den ene var konge; den anden var fange. Efter to års fangenskab stod apostelen Paulus nu foran jødernes hersker, Herodes Agrippa II. Kongen og hans søster Berenike (som han levede sammen med) var ankommet „med pomp og pragt“ og var gået ind i audienssalen „sammen med såvel militærtribuner som fremtrædende mænd fra byen“. (Apostelgerninger 25:23) Et opslagsværk siger: „Der var sikkert adskillige hundrede til stede.“

Det var den nyudnævnte landshøvding, Festus, der havde arrangeret mødet. Den tidligere landshøvding, Felix, havde gerne set at Paulus var sygnet hen i fængselet. Men Festus stillede sig tvivlende med hensyn til om jødernes anklager mod Paulus var berettigede. Paulus var jo så overbevist om sin uskyld at han havde krævet at få sin sag for kejseren. Paulus’ sag vakte kong Agrippas nysgerrighed. „Jeg ville også selv gerne høre manden,“ sagde han. Festus traf hurtigt de fornødne foranstaltninger, idet han sikkert spekulerede på hvad kongen mon ville synes om denne særprægede fange. — Apostelgerninger 24:27–25:22.

Dagen efter stod Paulus foran en stor gruppe fremtrædende mennesker. „Jeg regner mig for lykkelig over at det er for dig jeg i dag skal forsvare mig,“ sagde han til Agrippa, „især fordi du er ekspert med hensyn til alle jødernes skikke såvel som deres stridsspørgsmål. Jeg beder dig derfor høre tålmodigt på mig.“ — Apostelgerninger 26:2, 3.

Paulus’ frimodige forsvar

Først fortalte Paulus Agrippa om sin fortid som forfølger af de kristne. ’Jeg har prøvet at tvinge dem til at afsværge deres tro og har endog forfulgt dem i byer uden for landet,’ sagde han. Derefter fortalte han at han havde modtaget et strålende syn hvori den opstandne Jesus havde spurgt ham: „Hvorfor forfølger du mig? Det vil blive hårdt for dig at blive ved med at sparke mod pigkæppens stik.“a — Apostelgerninger 26:4-14.

Jesus havde derefter befalet Saulus at forkynde for folk af alle nationer om „ting du har set og om ting jeg vil lade dig se angående mig“. Paulus gjorde opmærksom på at han ivrigt søgte at fuldføre denne opgave. Men „på grund af disse ting,“ sagde han til Agrippa, „greb jøderne mig i templet og forsøgte at slå mig ihjel.“ Paulus appellerede til Agrippas interesse i jødedommen og understregede at han intet forkyndte „ud over det som både profeterne og Moses har udtalt skulle ske“ i forbindelse med Messias’ død og opstandelse. — Apostelgerninger 26:15-23.

Nu afbrød Festus. „Den megen lærdom driver dig til vanvid!“ udbrød han. Paulus svarede: „Jeg er ikke ved at blive vanvittig, højtærede Festus, men jeg fremsætter udtalelser af sandhed og af et sundt sind.“ Derefter sagde Paulus om Agrippa: „Kongen, som jeg frimodigt taler til, [ved] god besked om disse ting; jeg er nemlig overbevist om at ikke én af disse ting undgår hans opmærksomhed, for dette er ikke foregået i en afkrog.“ — Apostelgerninger 26:24-26.

Paulus henvendte sig nu direkte til Agrippa. „Tror du, kong Agrippa, Profeterne?“ Spørgsmålet fik uden tvivl Agrippa til at føle sig ilde til mode. Han havde trods alt sin personlige ære at værne om; og at erklære sig enig med Paulus ville være at godkende noget som Festus netop havde kaldt „vanvid“. Paulus, der måske fornemmede Agrippas tøven, besvarede selv sit spørgsmål. „Jeg ved du tror,“ sagde han. Nu tog Agrippa ordet, men uden at sige noget kompromitterende. „På kort tid kunne du overtale mig til at blive en kristen,“ sagde han til Paulus. — Apostelgerninger 26:27, 28.

Paulus brugte behændigt Agrippas undvigende udtalelse til at fremsætte en magtfuld pointe. „Jeg ville ønske over for Gud,“ sagde han, „at ikke alene du men også alle de som hører mig i dag, hvad enten det tager kort tid eller lang tid, måtte blive sådan som jeg selv er, bortset fra disse lænker.“ — Apostelgerninger 26:29.

Agrippa og Festus kunne ikke se at Paulus fortjente død eller fængsling. Hans anmodning om at fremlægge sin sag for kejseren kunne imidlertid ikke kaldes tilbage. Derfor sagde Agrippa til Festus: „Denne mand kunne have været løsladt hvis han ikke havde appelleret til kejseren.“ — Apostelgerninger 26:30-32.

En belæring for os

Paulus har sat os et enestående eksempel ved den måde hvorpå han forkyndte for fremtrædende personer. Han brugte skønsomhed da han talte til kong Agrippa. Han kendte uden tvivl til den forargelse som blodskamsforholdet mellem Agrippa og Berenike havde vakt. Paulus valgte imidlertid ved denne lejlighed at undlade at tale om moral. I stedet lagde han vægt på noget som han og Agrippa kunne være enige om. Paulus var ganske vist oplært af den lærde farisæer Gamaliel, men han erkendte at Agrippa var ekspert i jødernes skikke. (Apostelgerninger 22:3) Trods Agrippas moral talte Paulus respektfuldt til ham på grund af den stilling han beklædte. — Romerne 13:7.

Vi vil frimodigt fortælle folk om vores tro, men det er ikke vort mål at afsløre eller fordømme vore tilhøreres urene livsførelse. Vi bør derimod gøre det lettere for dem at acceptere sandheden ved at pege på de positive aspekter ved den gode nyhed og lægge vægt på det vi er enige om. Og når vi taler med nogle som er ældre, eller som sidder inde med myndighed, bør vi anerkende den stilling de har. (3 Mosebog 19:32) På denne måde kan vi efterligne Paulus, der sagde: „For alle slags mennesker er jeg blevet alt, for i alt fald at kunne frelse nogle.“ — 1 Korinther 9:22.

[Fodnote]