Kan du tjene i et fremmed land?

„JEG har altid gået med en drøm om at blive missionær. Som ungkarl boede jeg i Texas, USA, hvor der var et stort behov for forkyndere. Jeg blev gift, og min hustru sluttede sig til mig der. Da vi fik vores datter, tænkte jeg: ’Ja, så kan jeg godt glemme alt om missionærtjenesten.’ Men Jehova kan gøre drømme til virkelighed, især når de er i harmoni med hans vilje.“ — Jesse, der i dag virker i Ecuador sammen med sin kone og sine tre børn.

„Jeg havde aldrig troet at jeg kunne opleve dette uden at have gennemgået missionærskolen Gilead. Jeg blev meget bevæget når jeg så en som jeg havde studeret med, stå på podiet eller være med i forkyndelsen, og jeg takkede Jehova for at han havde givet mig mulighed for at opleve det.“ — Karen, en enlig søster som var pioner i Sydamerika i otte år.

„Da vi havde været i heltidstjenesten i 13 år i USA, følte min kone og jeg at vi havde brug for en ny udfordring. Vi har aldrig været mere lykkelige end vi er nu; det er en pragtfuld livsform.“ — Tom, der sammen med sin kone, Linda, er pioner i Amazonområdet.

Disse tilfredse udtalelser stammer fra nogle hvis omstændigheder ikke har gjort det muligt for dem at gennemgå Vagttårnets Bibelskole Gilead, der oplærer missionærer. Ikke desto mindre har de erfaret den glæde og udfordring det er at tjene i det fremmede. Hvordan er det blevet muligt? Kunne du gøre det samme?

Det rigtige motiv

Det kræver mere end blot og bar eventyrlyst at tjene et fremmed sted. De der har holdt ud, har gjort det med det rigtige motiv. De føler sig ligesom Paulus forpligtede, ikke kun over for Gud, men også over for mennesker. (Romerne 1:14) De kunne have været blevet i deres hjemland og dér have levet op til befalingen om at forkynde. (Mattæus 24:14) Men de følte sig tilskyndet og forpligtede til at gøre noget for at hjælpe dem som sjældent har mulighed for at høre den gode nyhed.

Et ønske om at tjene i områder hvor man opnår flere resultater, har været andres motiv — og det er også godt. Hvem af os ville ikke hvis vi på en fisketur så en anden fisker som fangede mere end vi gjorde, flytte sig nærmere hen til det område af søen hvor han stod? På samme måde har opmuntrende rapporter fra lande med meget stor vækst tilskyndet mange til at fiske hvor der er „en stor mængde fisk“. — Lukas 5:4-10.

Beregn omkostningerne

Mange lande tillader ikke udenlandske frivillige der arbejder for et trossamfund, at have erhvervsmæssigt arbejde. Derfor må de der ønsker at tjene i fremmede lande, som regel være økonomisk uafhængige. Hvordan har nogle klaret denne udfordring? En del har solgt eller udlejet deres hus for at skaffe sig kapital nok. Andre har solgt deres forretning. Nogle har sparet op for at kunne realisere deres mål. Andre igen tjener i et andet land i et eller to år, tager så tilbage til deres hjemland og opsparer nogle midler og kan derefter vende tilbage og fortsætte tjenesten.

En afgjort fordel ved at opholde sig i de mindre udviklede lande er at leveomkostningerne sædvanligvis er lavere end i de mere udviklede lande. Derved har nogle kunnet leve tilfredsstillende selv af en beskeden pension. Ens udgifter vil selvfølgelig i stor udstrækning afhænge af den levestandard man vælger at have. Selv i mindre udviklede lande kan man bo særdeles bekvemt, men ofte til en meget højere pris.

Det er derfor indlysende at man må beregne omkostningerne før man beslutter at flytte. Men det er ikke kun de økonomiske omkostninger man må beregne. Måske vil det være gavnligt at få del i nogle oplysende kommentarer fra nogle der har virket i Sydamerika.

Den største udfordring

„Det var noget af en udfordring for mig at lære spansk,“ mindes Markku fra Finland. „Jeg antog at eftersom jeg ikke kendte sproget, ville der gå et stykke tid før jeg kunne bruges som menighedstjener. Jeg blev meget overrasket da jeg efter kun to måneder blev spurgt om jeg ville lede et bogstudium. Der opstod selvfølgelig mange pinlige episoder. Jeg havde især problemer med navne. En dag kaldte jeg broder Sancho for broder Chancho (gris), og jeg glemmer aldrig at jeg kom til at kalde søster Salamea for Malasea (ond). Heldigvis var brødrene og søstrene overordentlig tålmodige.“ Markku var senere kredstilsynsmand i otte år i dette land sammen med sin kone, Celine.

Chris, der er gift med Jesse som er nævnt i indledningen, beretter: „Jeg husker vores første besøg af kredstilsynsmanden da vi havde været her i kun tre måneder. Jeg fornemmede at han brugte illustrationer og sagde noget meget smukt som skulle bevæge os, men jeg kunne ikke forstå hvad han sagde. Jeg begyndte derfor at græde inde i rigssalen. Det var ikke kun stille tårer; jeg ligefrem hulkede. Jeg prøvede at forklare mit følelsesudbrud for kredstilsynsmanden efter mødet. Han var meget venlig og sagde ligesom alle de andre: ’Ten paciencia, hermana’ (’Hav tålmodighed, søster’). Efter to eller tre år mødtes vi igen — og talte sammen i tre kvarter, for nu ville vi nyde at vi kunne tale sammen.“

„Det er tvingende nødvendigt at man lærer sproget,“ tilføjer en anden broder. „Jo mere vi anstrenger os for at lære sproget, jo bedre bliver vi til at tale med andre.“

Alle er enige om at en sådan indsats medfører mange fordele. Når man slider i det for at lære et nyt sprog, opdyrker man samtidig ydmyghed, tålmodighed og udholdenhed, og man får utrolig store muligheder for at forkynde den gode nyhed for andre. At lære spansk sætter for eksempel en i stand til at kommunikere på et sprog som tales af mere end 400 millioner mennesker rundt om på jorden. Mange som senere er vendt tilbage til deres hjemland, har kunnet gøre brug af deres sprogkundskaber dér ved at hjælpe folk hvis modersmål er spansk.

Hvad hvis man får hjemve?

„Lige da vi var kommet til Ecuador i 1989, fik jeg ofte hjemve,“ mindes Deborah, som virkede i Amazonområdet sammen med sin mand, Gary. „Jeg lærte at støtte mig mere til brødrene og søstrene i menigheden. Det var som at have familie.“

Karen, som er nævnt tidligere, siger: „Jeg bekæmpede min hjemve ved at være optaget af tjenesten hver dag. På den måde undgik jeg at dagdrømme om det derhjemme. Jeg tænkte også på at mine forældre derhjemme var stolte over at jeg ydede en indsats i det fremmede. Min mor opmuntrede mig altid med ordene: ’Jehova kan bedre tage sig af dig end jeg kan.’“

Makiko fra Japan tilføjer humoristisk: „Når jeg har været i tjenesten en hel dag, er jeg meget træt. Så når jeg kommer hjem og begynder at få hjemve, falder jeg næsten altid i søvn. Derfor varer følelsen aldrig særlig længe.“

Hvad nu hvis man har børn?

Har man børn, må deres behov, blandt andet for undervisning, tages i betragtning. I den forbindelse har nogle valgt at lade dem få undervisning i hjemmet, mens andre lader deres børn gå på de lokale skoler.

Al flyttede til Sydamerika med sin hustru og to børn samt sin mor. Han fortæller: „Vi konkluderede at børnene hurtigst ville lære sproget ved at komme i skole. Inden der var gået tre måneder, talte de det flydende.“ Andre har valgt noget andet. Carrie og Mikes to teenagesønner blev undervist gennem en statsanerkendt brevskole. Forældrene bemærker: „Vi forstod at vi ikke bare kunne lade vores børn selv passe undervisningen. Vi var nødt til at være med i kurset og sikre os at drengene hele tiden fulgte det tildelte pensum.“

David og Janita fra Australien fortæller hvilke tanker de gjorde sig angående deres to drenge. „Vi ønskede at vores sønner skulle have et førstehåndsindtryk af hvordan andre lever. Man antager let den holdning at tilværelsen generelt er som der hvor man selv bor, men det er jo kun et fåtal der lever sådan. De har også set hvordan de teokratiske principper fungerer, uanset i hvilket land man bor, eller hvilken kulturel baggrund man har.“

„Jeg var kun fire år gammel da min familie flyttede fra England i 1969,“ mindes Ken. „Selv om jeg blev skuffet over at vi ikke skulle bo i en jordhytte med græs på taget, som jeg havde forestillet mig, følte jeg at det var den mest spændende opvækst en knægt kunne få. Jeg har altid syntes at det var synd for andre børn som ikke havde den chance. På grund af missionærernes og specialpionerernes gavnlige påvirkning begyndte jeg som hjælpepioner da jeg var ni år.“ Ken er nu rejsende tilsynsmand.

„Ecuador er vores rigtige hjem nu,“ erklærer Gabriella, Jesses datter. „Jeg er lykkelig over at mine forældre besluttede sig for at rejse hertil.“

På den anden side har der været børn som af forskellige årsager ikke har kunnet tilpasse sig de nye forhold, og hele familien har været nødt til at rejse tilbage til deres hjemland. Det er derfor tilrådeligt at man besøger det fremmede land forud for flytningen. På den måde kan beslutningen tages ud fra førstehåndsoplysninger.

Velsignelser ved at tage skridtet

Der er ganske vist mange udfordringer og ofre forbundet med at flytte til et fremmed land. Har det vist sig at være umagen værd for dem som har gjort forandringen? Lad dem selv fortælle.

Jesse: „I de ti år vi har været i byen Ambato, har vi set antallet af menigheder vokse fra 2 til 11. Vi har haft det privilegium at hjælpe med at oprette fem af disse menigheder, og vi har været med til at bygge to rigssale. Vi har også haft den glæde at hjælpe i gennemsnit to bibelstudieelever om året frem til dåb. Der er kun én ting jeg fortryder — at vi ikke kom ti år før.“

Linda: „Folks værdsættelse af den gode nyhed og af vores anstrengelser virker meget tilskyndende på os. Tag for eksempel Alfonso, der bor i en lille landsby i junglen. Han studerede Bibelen og indså at det ville være gavnligt hvis der kunne holdes foredrag i det område hvor han boede. Han var lige flyttet ind i sit nybyggede træhus, hvoraf der kun var få i den landsby. Han konkluderede at dette hus var den eneste bygning i byen som var Jehova værdig. Derfor flyttede han tilbage til sin græshytte og gav huset til brødrene så det kunne benyttes som rigssal.“

Jim: „Her får vi faktisk ti gange længere samtaler med folk vi møder i forkyndelsen end i USA. Dertil kommer at hverdagen her er meget mere afslappet. Der er afgjort også mere tid til at studere og gå i tjenesten.“

Sandra: „At se hvordan Bibelen kan forandre folk til det bedre, giver mig stor tilfredshed. Jeg læste Bibelen sammen med Amada på 69 år, som ejer en lille købmandsforretning. Hun havde for vane at tilsætte to dele vand til hver ti dele mælk. Ud over at sælge fortyndet mælk snød hun sine kunder ved ikke at give dem et fuldt mål. Men da vi havde studeret afsnittet ’Ærlighed medfører lykke’ i kapitel 13 i bogen Kundskab der fører til evigt liv, holdt Amada op med at snyde. Hvor var jeg glad da jeg nogen tid senere overværede at hun blev døbt.“

Karen: „Jeg har aldrig før måttet støtte mig så meget til Jehova og er aldrig blevet brugt så meget af ham som nu. Mit venskab med Jehova er blevet større og stærkere.“

Hvad med dig?

Igennem årene er tusinder af forkyndere flyttet til udlandet for at tjene der. Nogle er blevet der i et år eller to, andre på ubestemt tid. Med sig har de haft deres erfaring, deres åndelige modenhed og deres økonomiske ressourcer samt det mål at fremme Rigets interesser i et fremmed land. Nogle har været i stand til at tjene i områder hvor lokale forkyndere ikke har kunnet få arbejde. Mange har anskaffet sig et firhjulstrukket køretøj for at dække et område som ellers er utilgængeligt. Andre har foretrukket at bo i en by og har virket stabiliserende i store menigheder med kun få ældste. Uden undtagelse påstår de alle at de har modtaget meget mere i form af åndelige velsignelser end de har givet.

Kan du få del i det privilegium det er at tjene i et fremmed land? Hvis dine forhold tillader det, hvorfor så ikke undersøge muligheden for at tage et sådant skridt? Det første og vigtigste skridt er at skrive til afdelingskontoret i det land du overvejer at flytte til for at tjene. De specifikke oplysninger derfra vil hjælpe dig til at afgøre hvilke muligheder der er for at det skal lykkes. Ydermere kan man finde mange praktiske forslag i artiklen „Rejs ud fra dit land og fra dine slægtninge“ i Vagttårnet for 15. august 1988. Med grundig planlægning og med Jehovas velsignelse kan du måske også få lejlighed til at opleve glæden ved at tjene i et fremmed land.

[Illustration på side 24]

Tom og Linda på en afsides sti, på vej til en landsby beboet af Shuar-indianere

[Illustration på side 25]

Mange tjener i Ecuador i hovedstaden Quito

[Illustration på side 25]

Makiko forkynder i Andesbjergene

[Illustration på side 26]

Familien Hilbig har i de sidste fem år tjent i Ecuador