Er du forstandig?

DA MOSES udvalgte dommere i Israel, prøvede han at finde „vise og forstandige og erfarne mænd“. (5 Mosebog 1:13) Erfaring, der kommer med alderen, var altså ikke det eneste der skulle til. Visdom og forstand var også vigtige kendetegn.

En der er forstandig, viser god dømmekraft i tale og adfærd. Ifølge en ordbog kan den der er forstandig, også „klogt forholde sig tavs“. (Webster’s Ninth New Collegiate Dictionary). Ja, den der er forstandig, kan vurdere hvornår der er „en tid til at tale“ og „en tid til at tie“. (Prædikeren 3:7) Ofte er der god grund til at tie, for Bibelen siger: „Med mange ord undgås ikke overtrædelse, men den der tøjler sine læber handler med indsigt.“ — Ordsprogene 10:19.

Kristne må være forstandige i deres væremåde over for andre. Den der taler mest og med størst kraft, er ikke nødvendigvis den mest betydningsfulde eller mest uundværlige. Husk at Moses var „magtfuld i sine ord“, men han kunne ikke bruges til at lede israelitterne før han var kommet i besiddelse af større tålmodighed, sagtmodighed og selvbeherskelse. (Apostelgerninger 7:22) De der har fået myndighed betroet, må derfor især bestræbe sig for at være beskedne og rimelige. — Ordsprogene 11:2.

I Bibelen beskrives den skare Jesus har betroet „alt hvad han ejer“, som „den trofaste og kloge [eller: forstandige] træl“. (Mattæus 24:45-47) Den løber ikke ubeskedent og impulsivt foran Jehova, og den kommer heller ikke nølende bagefter når Guds ledelse i en sag er tydelig. Den véd hvornår det er tid at tale, og hvornår det er tid at tie — det vil sige roligt at vente på en yderligere afklaring. Alle kristne gør klogt i ikke kun at efterligne trælleskarens tro, men også at vise sig forstandige som den. — Hebræerne 13:7.