Hvordan kan dét at lære hvad sandheden er om helvede, berøre dig?
DE DER fremfører den lære at helvede er et pinested, er med til at give et groft forvansket billede af Jehova Gud og hans egenskaber. Det er sandt at Bibelen siger at Gud vil udslette de onde. (2 Thessaloniker 1:6-9) Men retfærdig vrede er ikke Guds mest fremtrædende egenskab.
Gud er ikke ondskabsfuld eller hævngerrig. Han spørger endda: „Mon jeg har lyst til den gudløses død?“ (Ezekiel 18:23, da. aut. 1931) Hvis Gud ikke finder behag i at den gudløse dør, hvordan skulle han da kunne glæde sig over at se dem blive pint i al evighed?
Den egenskab der kendetegner Gud mest, er kærlighed. (1 Johannes 4:8) Ja, „Herren er god mod alle, hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger“. (Salme 145:9, da. aut. 1992) Gud ønsker til gengæld at vi viser ham kærlighed. — Mattæus 22:35-38.
Frygt for et brændende helvede eller kærlighed til Gud — Hvad motiverer dig?
Læren om at sjælene bliver pint i helvede, får mange til at nære en sygelig frygt for Gud. Men når man lærer sandheden om Gud at kende og får kærlighed til ham, vil man få en sund frygt for ham. „At frygte Herren er begyndelsen til visdom, enhver, der gør det, bliver såre klog,“ siges der i Salme 111:10. (Da. aut. 1992) Denne frygt for Skaberen kendetegnes ikke af rædsel for ham, men af ærefrygt og dyb ærbødighed. Der er tale om en sund frygt for ikke at mishage Gud.
I den forbindelse er det interessant at se hvilken virkning det fik på den 32-årige Kathleen, en tidligere stofmisbruger, at lære hvad sandheden er om helvede. Engang var hendes liv præget af fester, vold, selvforagt og umoralitet. Hun indrømmer: „Når jeg så på min etårige datter, tænkte jeg: ’Sikken en måde jeg behandler hende på! Det bliver jeg nok straffet for i helvede.’“ Kathleen prøvede at holde op med at tage stoffer, men der var ikke noget der hjalp. „Jeg ville så gerne være et godt menneske,“ fortæller hun, „men alt i mit liv og i verden var så elendigt. Jeg syntes ikke at der var nogen grund til at være god.“
Men så kom Kathleen i kontakt med Jehovas Vidner. „Jeg lærte at der ikke findes et brændende helvede. De bibelske vidnesbyrd lød meget fornuftige,“ siger Kathleen. „Det var en enorm lettelse at få at vide at jeg ikke ville blive brændt i helvede.“ Hun lærte også at Gud har lovet at mennesker kan komme til at leve evigt på en jord der er renset for ondskab. (Salme 37:10, 11, 29; Lukas 23:43) „Nu har jeg et sikkert håb — at leve evigt i Paradiset!“ siger hun begejstret.
Kunne Kathleen holde op med at tage stoffer nu hvor hun ikke længere havde truslen om et brændende helvede hængende over hovedet? Hun fortæller: „Når jeg følte stærk trang til at tage stoffer, anråbte jeg Jehova Gud om hjælp. Jeg tænkte på hvordan han så på sådanne urene vaner, og jeg ønskede ikke at skuffe ham. Han besvarede mine bønner.“ (2 Korinther 7:1) Denne frygt for at mishage Gud hjalp Kathleen til at komme ud af sit misbrug.
Ja, når vi opdyrker kærlighed til Gud og nærer sund frygt for ham — ikke frygt for at blive pint i helvede — kan det motivere os til at gøre Guds vilje og derved opnå varig lykke. Salmisten skrev: „Lykkelig hver den, der frygter Herren og vandrer ad hans veje.“ — Salme 128:1, da. aut. 1992.
[Ramme/illustration på side 9]
HVEM BLIVER UDFRIET FRA „HELVEDE“?
Nogle bibeloversættelser skaber forvirring ved at oversætte to forskellige græske ord — geʹenna og haiʹdēs — med blot ét ord, „helvede“. I Bibelen sigter ordet geʹenna til fuldstændig tilintetgørelse, hvorfra der ikke er nogen opstandelse. For dem der er i haiʹdēs, eller Hades, er der derimod håb om en opstandelse.
Et eksempel: Den engelske King James Version siger at efter at Jesus døde og var blevet oprejst, forsikrede apostelen Peter sine tilhørere om at Jesus „ikke blev efterladt i helvede“. (Apostelgerninger 2:27, 31, 32; Salme 16:10) Det ord der i denne oversættelse fejlagtigt bliver gengivet med „helvede“, er det græske ord haiʹdēs. Jesus kom ikke til et sted med ild og flammer. Han kom i Hades, eller Dødsriget, det vil sige graven. Jesus er dog ikke den eneste som Gud udfrier derfra.
Bibelen siger i forbindelse med opstandelsen: „Døden og Dødsriget [i Kalkars oversættelse: Helvede] gav de døde tilbage, som var i dem.“ (Åbenbaringen 20:13, 14, da. aut. 1948) At „Dødsriget“ — eller „Helvede“ som det undertiden fejlagtigt oversættes med — bliver tømt, vil sige at alle dem som Gud anser for værdige til en opstandelse, får livet igen. (Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15) Sikken et skønt fremtidshåb — at opleve at vores kære som vi har mistet i døden, bliver bragt tilbage fra graven! Jehova Gud vil i sin uendelige kærlighed gøre dette.