Dit “amen” har betydning for Jehova

VORES tilbedelse har stor betydning for Jehova. Han ‘følger med og lytter opmærksomt’ til sine tjenere. (Mal. 3:16) Han lægger mærke til alt hvad de gør for at prise ham, selv ganske små handlinger. En af disse ting er et ord vi sikkert har sagt utallige gange: “Amen.” Betyder det noget for Jehova at vi siger det? Ja! Lad os se nærmere på hvad der ligger i ordet, og hvordan det bruges i Bibelen.

“HELE FOLKET SKAL SIGE: ‘AMEN!’”

På dansk bruges “amen” i betydningen “lad det være sådan” eller “det er sikkert”. Det kommer af et hebraisk rodord der betyder “at være trofast; at være pålidelig”. På Bibelens tid blev det ofte brugt i juridisk sammenhæng. Når en havde aflagt et løfte, sagde han “amen” for at bekræfte at det han havde sagt, var sandt, og at han påtog sig konsekvenserne. (4. Mos. 5:22) Efter at have slået et løfte fast på denne måde havde man ekstra motivation til at holde ord. – Neh. 5:13.

Et særligt eksempel på brugen af “amen” finder vi i 5. Mosebog, kapitel 27. Efter at israelitterne var kommet ind i det lovede land, skulle de samles mellem Ebals Bjerg og Garizims Bjerg for at høre Loven blive oplæst. De skulle ikke bare lytte men også bekræfte at de ville holde Loven. Det gjorde de ved at svare “amen” når de hørte hvad ulydighed ville medføre. (5. Mos. 27:15-26) Forestil dig hvor højt det gjaldede når tusinder af mænd, kvinder og børn svarede! (Jos. 8:30-35) De har aldrig glemt deres svar. Og de holdt deres ord, for der siges: “Israel fortsatte med at tjene Jehova så længe Josva levede, og så længe alle de ældste der levede længere end ham, var i live, de der kendte til alt det Jehova havde gjort for Israel.” – Jos. 24:31.

Jesus brugte også ordet “amen” for at understrege at det han sagde, var sandt. Men i stedet for at bruge det som svar brugte han det som indledning til en udtalelse han ville understrege. På dansk er hans “amen” flere steder gengivet med “Det siger jeg jer”. Nogle gange gav Jesus sine ord ekstra eftertryk ved at sige “amen” to gange, og det er for eksempel gengivet med “Jeg siger jer som sandt er”. (Matt. 5:18; Joh. 1:51) På den måde forsikrede han sine tilhørere om at hans udtalelser var sande. Jesus kunne udtale sig med så stor sikkerhed fordi han havde fået myndighed til at lade alle Guds løfter blive opfyldt. – 2. Kor. 1:20; Åb. 3:14.

“FOLKET SAGDE: ‘AMEN!’ OG LOVPRISTE JEHOVA”

Israelitterne sagde også “amen” i bøn til Jehova og i lovprisning af ham. (Neh. 8:6; Sl. 41:13) Efter en bøn sagde de der hørte bønnen, “amen” for at vise at de antog ordene som deres egne. På den måde kunne alle der var til stede, have en personlig andel i tilbedelsen. Sådan var det da kong David førte Jehovas ark til Jerusalem. Ved den festlighed der fulgte, bad han en inderlig bøn som vi kan læse i 1. Krønikebog 16:8-36. Folket der var til stede, blev så bevæget at “hele folket sagde: ‘Amen!’ og lovpriste Jehova”. Ja, det svar israelitterne gav i kor, må have gjort det til en stor og glædelig oplevelse.

Kristne i det første århundrede brugte også ordet “amen” i lovprisning af Jehova. Flere bibelskribenter tog det med i deres breve. (Rom. 1:25; 16:27; 1. Pet. 4:11) I Åbenbaringen nævnes det at selv åndeskabninger ærer Jehova ved at sige: “Amen! Lovpris Jah!” (Åb. 19:1, 4) Det var almindeligt blandt de kristne at sige “amen” når der var blevet bedt en bøn ved deres møder. (1. Kor. 14:16) Men det skulle ikke siges rutinemæssigt.

HVORFOR DIT “AMEN” HAR BETYDNING

Når man kender baggrunden for ordet “amen”, forstår man hvorfor det er så meningsfyldt. Når vi afslutter en personlig bøn med “amen”, bekræfter vi at vi mener det vi har sagt. Og når vi siger “amen”, enten højt eller for os selv, efter en bøn som en anden har bedt, viser vi at vi går ind for de tanker der blev udtrykt. Men der er også andre grunde til at ordet har betydning:

Vi deltager aktivt i tilbedelsen. Når vi beder til Jehova, er det ikke kun vigtigt hvad vi siger, men også hvordan vores indstilling er. Vi vil gerne kunne sige “amen” af et helt hjerte, og det hjælper os til at koncentrere os og have den rigtige attitude under bønnen.

Vi bliver forenet i tilbedelsen. Ved en offentlig bøn samler vi opmærksomheden om noget som hele menigheden lytter til. (Ap.G. 1:14; 12:5) Og når vi siger “amen” samtidig med vores brødre og søstre, forener det os. Uanset om vi siger det højt eller inde i os selv, giver det Jehova endnu større grund til at gøre det vi sammen beder ham om.

En søster lytter til mødet over telefonen og bøjer hovedet under bønnen — Når vi siger “amen”, er vi med til at lovprise Jehova

Vi lovpriser Jehova. Han lægger mærke til de små ting vi gør i tilbedelsen af ham. (Luk. 21:2, 3) Han ser vores motiv og ved hvad der bor i vores hjerte. Også når vi følger et møde over telefonen, vil Jehova lægge mærke til at vi siger “amen”. Det hører med til menighedens fælles lovprisning.

Det er altså langtfra uden betydning at vi siger det lille ord “amen”. Et bibelopslagsværk siger at Guds tjenere “med dette ene ord” kan give udtryk for “deres tillid, fulde anerkendelse og urokkelige håb”. Ja, vi ønsker at ære og glæde Jehova hver gang vi siger “amen”. – Sl. 19:14.

SKAL MAN ALTID SIGE “AMEN”?

“Amen” er ikke et ord der skal tages let på. Men hvis en der beder en bøn, ikke udtrykker sig korrekt, skal man så lade være med at sige “amen”? Ikke nødvendigvis. Jehova ved at vi alle kan udtrykke os forkert, og han er parat til at se bort fra fejl. Når vi hæfter os ved tanken bag ordene i stedet for at være alt for kritiske, vil vi sikkert kunne sige “amen” til det der er blevet sagt.

Derimod siger vi ikke “amen”, hverken højt eller inde i os selv, til en bøn som bliver bedt af en som har en anden tro. Hvad kan du gøre hvis du befinder dig et sted hvor en sådan bøn bliver bedt? Måske er du til stede ved en begivenhed der ikke er religiøs, men hvor der uventet bliver bedt en bøn. Eller måske har du en ægtemand som har en anden tro, og han beslutter at bede en bøn for hele familien. Hvad kan du gøre?

I en sådan situation kan man forholde sig tavs på en respektfuld måde. Man bør ikke vise sin tilslutning ved at sige “amen”, og man bør heller ikke holde de bedende i hånden under bønnen, for det ville betyde at man deltog i den. Man kan vælge at bede en bøn inde i sig selv, men man bør ikke sige “amen” højt så de andre kunne tro at man deltager i deres bøn. Hvis gruppen rejser sig, er det op til en selv om man også vil gøre det. At man rejser sig op, eller at man bøjer hovedet, er ikke i sig selv et udtryk for tilbedelse. Hver enkelt kristen må selv afgøre hvad han finder rigtigt under de givne omstændigheder, og ingen bør kritisere ham for det han vælger at gøre.

De situationer vi har nævnt her, er med til at vise at vores “amen” har betydning for Jehova.