Forkynd Guds rige med det rette syn på tjenesten
1 Hvis vi har det rette syn på tjenesten vil vi glæde os over at Guds rige nu i april vil blive forkyndt i en udstrækning som aldrig før. Vi behøver frimodighed for at deltage i denne tjeneste, og det vil derfor være rigtigt at vi beder den samme bøn som vore brødre gjorde i fortiden: „Og nu Herre! . . . giv dine tjenere, at de med fuld frimodighed må tale dit ord.“ Blev deres bøn besvaret? Hør selv: „Og de blev alle fyldt af Helligånden, og de talte Guds ord med frimodighed.“ (Ap. G. 4:29, 31) Vi ønsker alle at blive fyldt af Guds hellige ånd og tale Guds ord med frimodighed, gør vi ikke? Lad os derfor huske at Gud også vil høre vore bønner i dag.
2 Under Guds ånds ledelse vil vi fortsætte den grundige gennemgang af vort distrikt. Grundig gennemgang betyder gode og fyldestgørende notater. Det er ikke kun et spørgsmål om at løbe distriktet hurtigt igennem med bladene, men vi må omhyggeligt notere al udvist interesse op, „ikke hjemme“-besøgene, folk som er optaget og lignende. Vi må så at sige finkæmme distriktet og derved få grundlag for at udføre et effektivt og gennemgribende genbesøgsarbejde. Husk også at det er den sidste måned i abonnementskampagnen. Vi har udført et stort forarbejde som givetvis kan resultere i et højdepunkt i abonnementstegning nu i april.
3 Sidste år blev der spredt over 630.000 blade i april. Hvor mange vil vi sprede i år? Særnumrenes indhold er meget tankevækkende og appellerende og det vil tiltale alle retsindige. Indøv en god måde at præsentere bladene på og tilbyd dem så overalt med frimodighed og begejstring. Dette gælder også i gadearbejdet, som vi vil støtte i størst muligt omfang.
4 Vi kan også have det rette syn på tjenesten ved at udnytte alle muligheder og aflægge lejlighedsvise vidnesbyrd. Mange forkyndere har fundet det gavnligt at have en af de små bøger med i lommen eller i tasken, så de altid har noget at tilbyde når lejlighed byder sig. Bladene kan bruges på samme måde, og dette gælder i særdeleshed særnumrene. I det hele taget kan denne form for tjeneste bevirke at vi alle kan få en andel i at forkynde Guds rige, idet selv ældre og svagelige forkyndere kan være med. Det vil også i høj grad være gavnligt at opmuntre de nye forkyndere til at aflægge lejlighedsvise vidnesbyrd, som jo også er tid i tjenesten. Ja, vi kan alle øge vor tjeneste ved at følge de forslag der gives i ’Lygtebogen’, s. 101-103, under afsnittet „Andet vidnearbejde“.
5 Når vi har det rette syn på tjenesten vil vi også forstå at forkyndelsen af Guds rige støttes fra himmelen. (Ap. G. 5:19, 20; Matt. 25:31-33) Lad os derfor med stor frimodighed tage del i tjenesten under alle former, så Jehovas navn og hensigter må blive kendt vidt og bredt.
[Tekstcitat på side 1]
Forkynd Guds rige med det rette syn på tjenesten