Fremholdelse af den gode nyhed — Værdien af forberedelse
1 Har du for nylig lyttet til et offentligt foredrag hvor du følte at tiden fløj af sted? Eller til et elevforedrag på den teokratiske skole som fuldstændig betog dig? Ja, den slags præsentationer har vi alle glædet os over. Men ved du hvorfor de gjorde et sådant indtryk på os? Ved du hvad de alle havde tilfælles? Ja, det er rigtigt — forberedelse!
2 Hvis man virkelig skal udrette noget — og det gælder alle grene af tjenesten — er forberedelse noget meget vigtigt. Selv de der er begunstiget med usædvanlige evner må forberede sig; det er nødvendigt for hurtigt at komme til sagen og for ikke at springe fra det ene emne til det andet. I mange tilfælde er den tid som den besøgte giver os, meget begrænset. Hvor tilfredsstillende er det derfor ikke at kunne fremholde sandheden flydende, idet man vælger de rette ord når man skal viderebringe den dyrebare sandhed med overbevisning. Ofte fører dette til at der bliver aflagt et større vidnesbyrd dér og da; men skulle dette ikke være muligt, kan du måske gennemføre et enkelt punkt som vil blive husket af den besøgte, hvilket kan få ham til at lytte med større interesse næste gang.
3 Forberedelse er et udtryk for respekt. Når man er på talerstolen viser man gennem forberedelse respekt for tilhørerne, og ude ved dørene viser man respekt for den besøgte, der bruger sin tid til at lytte. I alle tilfælde viser man respekt for Jehova, som man repræsenterer.
4 Vi kan glæde os over stor frihed i vor forkyndelse med hensyn til hvad vi vil sige og hvordan vi vil sige det. Men at man ikke med bestemthed ved hvordan situationen vil udvikle sig, betyder ikke at man skal forberede sig mindre. Nej, det kræver tværtimod større forberedelse at indstille sig på forskellige situationer.
5 Hvordan og hvornår kan man forberede sig? En del af forberedelsen kan foregå derhjemme når man studerer personligt. Fremholdelsen ud fra Bibelen kan gennemprøves privat. Man kan finde ud af hvilke spørgsmål man kan stille for at drage den besøgte med ind i samtalen. Derefter kan man drøfte sin præsentation med familien og øve sig sammen. En af de bedste måder en tjener eller moden forkynder kan benytte hvis han vil hjælpe en ny, er at spørge: „Må jeg kigge ind ved lejlighed og vise dig hvordan jeg forbereder mig?“ Hvis den modne har påtaget sig ansvaret for at oplære en ny og kærligt viser ham hvordan han selv forbereder sig, er der ingen der behøver at blive forlegen over at øve sig på en præsentation sammen med andre.
6 At forberede sig til at tjene Jehova på arbejdsmarken er en glæde. Vi har alle travlt og kan finde det vanskeligt at få tid til det vi gerne vil, men nogle få minutter her og der vil kunne udrette meget. En dag hvor man alligevel ikke kan gå ud på arbejdsmarken er det en glæde at tage sin bibel og genopfriske en bibelprædiken, enten for sig selv eller højt. Det gør én tjenestesindet.
7 Nogle brødre har anskaffet sig en lille notesbog med løse sider hvorpå de har nedskrevet deres ’yndlingsprædikener’, almindelige indvendinger de kommer ud for i distriktet og hvordan man imødegår dem, samt forslag fra Rigets Tjeneste til at oprette hjemmebibelstudier. Notesbogen kan man have liggende i sin forkyndertaske. Har du det?
8 Apostelen Paulus sagde til brødrene at de skulle bede for ham, „at ordene må gives mig, når jeg åbner min mund, så jeg med frimodighed kan kundgøre evangeliets hemmelighed“. (Ef. 6:19) Også vi har behov for at kunne tale. Og for at kunne dét, er forberedelse afgjort nødvendig.
[Tekstcitat på side 4]
Kan du være feriepioner i august eller september?