Fremholdelse af den gode nyhed — for dine slægtninge
1 Vi ønsker at vore slægtninge skal lære sandheden at kende og vinde evigt liv sammen med os, ikke sandt? Ligesom Andreas hjalp sin broder Peter, vil vi gerne dele sandheden med vore slægtninge. (Joh. 1:41, 42) Det er selvfølgelig ikke klogt at du forsøger at fortælle dine ikke-troende slægtninge alt på én gang. Nogle få hovedpunkter, eller blot ét, vil sikkert være nok de første gange. Selv om de kun viser ringe interesse kan du alligevel dele den gode nyhed med dem når lejlighed byder sig.
2 Det vil være en hjælp hvis du er vågen over for hvad der interesserer dine slægtninge. Er de bekymrede over verdensforholdene, over det stigende antal voldshandlinger og forbrydelser? Så kan du måske få lejlighed til at fortælle dem om Bibelens profetier og hvad den har forudsagt om vore dage. Måske får du lejlighed til at vise dem ’Sandhedsbogen’ og påbegynde et bibelstudium.
3 Nogle brødre har fortalt at de har fundet det nyttigt efter gennemgangen af artiklerne i hvert nummer af Vagttårnet og Vågn op! at spørge sig selv: Ville en af artiklerne i dette nummer være af særlig interesse for en af mine ældre eller yngre slægtninge? Du kunne endog lave en liste over dine slægtninge, og når du gennemgår artiklerne kan du se på listen og afgøre hvem der kunne have fornøjelse af en bestemt artikel. Af sådanne artikler kan nævnes „Trivsel i planternes samfund“, der sikkert ville glæde en haveinteresseret slægtning, og, for enhver husmoder, artiklen „Er hjemmesyning løsningen på Deres problem?“ Til nogle slægtninge kunne du sende en artikel som fortæller om et stævne der for nylig er blevet afholdt, sammen med et brev hvori du fortæller hvad du lavede i sommer. Hvis man har katolikker i familien, ville artiklen i Vågn op! „Fransk statsfjernsyn ser på den katolske kirke“ sikkert være udmærket at sende dem.
4 Der er andre måder at komme i kontakt med dem på. Nu da vi har de særlige artikler i Vagttårnet for børn og unge mennesker, hvorfor så ikke sende blade med sådanne artikler til sine slægtninge i disse alderstrin? Disse artiklers indhold vil være velkomment i mange familier. Hvis et barn som du har givet artiklerne til beder sin fader eller moder om at læse beretningerne højt, lærer forældrene måske sandheden at kende mens de læser for barnet. Det er en direkte måde at kontakte barnet på og en indirekte måde at kontakte forældrene på. Det logiske og gavnlige indhold appellerer måske til forældrene, får dem til at stille spørgsmål, og kan således åbne vejen for et hjemmebibelstudium.
5 Mange forkyndere fortæller at de har brugt Er Bibelen virkelig Guds ord? og ’Evolutionsbogen’ som et middel til at hjælpe slægtninge som kun havde ringe interesse for eller tro på Guds ord, eller som var modstandere. En forkynder i Ohio havde en bedstemoder der var stærk modstander af sandheden. „Da hun kom for at bo hos os nogle dage,“ fortæller forkynderen, „tog min bedstemoder ’Evolutionsbogen’ og begyndte at læse i den. Inden hun rejste havde hun bedt om selv at få et eksemplar og havde læst en hel del i den. Næste gang hun kom spurgte jeg om hun kunne tænke sig at få ’Sandhedsbogen’, da hun havde syntes så godt om ’Evolutionsbogen’. Det ville hun meget gerne. Et studium blev påbegyndt, og hun overværer nu de fleste af møderne.“
6 Hvis dine slægtninge bor langt borte kan du vidne for dem pr. brev. Hvis der er nogle der viser interesse og du ikke personligt kan besøge dem, føl dig da fri til at skrive til Selskabet som så vil give oplysningerne videre til en menighed i nærheden af dine slægtninges bopæl.
7 Det er ofte tilfældet at tiden og forandrede forhold eller udviklingen i verden gør mennesker mildere stemt end før. Så hold ikke op med at fremholde den gode nyhed for dine slægtninge.
[Tekstcitat på side 4]
Har I et regelmæssigt familiestudium hjemme hos jer?