Vi tjener med følelsen af at det er alvor og det haster!
1 Arbejdet med at indsamle de „andre får“ skrider hurtigt frem. I løbet af de første fem måneder i dette tjenesteår er der allerede verden over blevet døbt 69.838 indviede disciple af Jesus Kristus. Når vi ser på hvad der er blevet udrettet, også her i landet, alene i april måned, hvor 13.773 forkyndere har været aktive, er det et udtryk for at flere og flere forstår tidens alvor og korthed. Verden over mærkes denne forståelse, og Selskabet må stadig foretage udvidelser for at kunne holde alle de flittige og ivrige forkyndere forsynet med blade og bøger og bibler.
2 Det er en stor glæde at se brødre og søstre i tusindtal jorden over give udtryk for deres tro på at det haster med forkyndelsen af den gode nyhed. Det forhold at flere og flere tager heltidstjenesten op eller fra tid til anden tjener som midlertidige pionerer, er et vidnesbyrd om denne tro. Mens der sidste år her i landet var 2026 feriepionerer, har der i år været 2185 midlertidige pionerer i april. Der er her i landet blevet spredt 499.134 blade i april; et kolossalt vidnesbyrd er således blevet aflagt.
3 Når vi ser hvad der sker i verden i dag, kan vi ikke andet end føle at tiden er alvorlig og at det er begrænset hvor længe der er igen. Vi lever langt fremme i perioden „endens tid“. Opfyldelsen af profetierne viser umiskendeligt at ødelæggelsen af Babylon den Store nærmer sig. Det fylder os med nidkærhed, så vi søger at komme distrikterne igennem så ofte som muligt. Ja, vi ønsker at folk skal lære sandheden at kende NU.
4 Overalt behøver folk at få oplysning om hvad Jehovas storslåede hensigt med menneskeheden går ud på. De behøver hjælp til at forstå at de skal træffe en afgørelse. Ønsker de virkelig Guds rige, eller foretrækker de denne verdens fornøjelser og underkastelse under „denne verdens gud“? (2 Kor. 4:4) Bibelen viser tydeligt at det er det valg alle mennesker stilles over for nu. Måske vil nogle spørge: „Men er Bibelen nu virkelig Guds ord?“ I juni måned kan vi tilbyde alle der stiller det spørgsmål den lille bog til kr. 2,00; den stiller spørgsmålet og giver også svar på det. Eller man kan tilbyde denne bog sammen med „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“ for i alt kr. 10,00. Lad os flittigt og ivrigt gennemgå distrikterne med disse tilbud.
5 Vi skal ikke blot vidne om sandheden når vi går i distriktet, men benytte enhver lejlighed der opstår på andre tidspunkter til at aflægge vidnesbyrd. Jo mere vi taler om sandheden, jo flere får lejlighed til at tage standpunkt. Vi skal ikke på forhånd afskære folk fra at høre budskabet, ved i vore egne tanker at bedømme dem som uinteresserede, før vi overhovedet har fremholdt sandheden for dem. Lad os frimodigt give dem en lejlighed til at høre hvad det drejer sig om. Lad os betragte ethvert menneske vi kommer i berøring med, som vor næste. Alle er i stor nød, åndelig talt. (Luk. 10:36, 37) Selv om det langtfra er alle der erkender deres åndelige behov og vil lytte til budskabet, så må vi ikke blive negative i vor indstilling; ind imellem er der retsindige mennesker som kan hjælpes. Vi må huske at vi bærer Jehovas navn og at vi har den opgave at forkynde det budskab han har givet os som hans vidner, uanset om folk vil høre eller ej.
6 Foruden arbejdet med at udbrede budskabet ved hjælp af bøger og blade, er der meget at gøre i forbindelse med at genbesøge de interesserede og oprette bibelstudier. Mange har opdaget at den midlertidige pionertjeneste, i en måned eller to, giver dem rigeligt med genbesøg og bibelstudier at passe i næsten et helt år derefter. Nogle føler at de må gå ind i heltidstjenesten permanent for virkelig at passe distriktet og den interesse de har fundet. Har du overvejet dine muligheder her?
7 Men uanset om vi kan tjene som pionerer, som midlertidige pionerer eller som menighedsforkyndere, så må tidens alvor og det forhold at enden hastigt nærmer sig, få enhver af os til at spørge: Hvad kan jeg gøre for yderligere at fremme forkyndelsen og arbejdet med at hjælpe de retsindige? Enhver der føler at tiden er alvorlig og at den er ved at udløbe, vil ivrigt tjene og søge at øge sin tjeneste, og han vil af Jehova blive rigt velsignet derfor.
[Tekstcitat på side 1]
Lad os vise at vi er mennesker der har Guds velvilje. — Luk. 2:14, NW.