Til alle indviede tjenere for Jehova

Den 8. september 1974

Kære brødre!

Sidste uge havde vi et tankevækkende møde specielt for nyinteresserede. De som har vist interesse for Jehova og hans storslåede hensigt blev i sandhed opmuntret til alvorligt og under bøn at tænke over deres forhold til Skaberen. Tidens alvor og korthed blev understreget, og ligeledes vigtigheden af at man lader kærligheden til Jehova drive en så man stiller sig på hans side før „den store trængsel“ begynder.

I betragtning af tiden bør også vi tænke alvorligt og under bøn over vort forhold til Jehova Gud. Det er ikke kun et spørgsmål om med forventning at se frem til „den store trængsel“ og livet i Guds nye orden. En fortsat bestræbelse kræves fra vor side, hvis vi skal vise at vi er Jehovas indviede tjenere. Apostelen Peter tilskynder: „Derfor, I elskede! da I venter dette, så stræb efter at komme til at stå uplettede og dadelfri for ham i fred.“ — 2 Pet. 3:14.

Som folk betragtet følger vi apostelens inspirerede råd og er også opmærksomme på behovet for stadig at gøre fremskridt med hensyn til at føre et kristent liv. Men dette er ikke nødvendigvis tilfældet med hver enkelt der hævder at være en døbt discipel af Jesus Kristus. Så det er godt for os alle hver især alvorligt og under bøn at tænke over hvordan vi lever vort liv her i den sidste del af „de sidste dage“. Hvis „den store trængsel“ begyndte i morgen, hvordan ville vor stilling så være?

Hvordan vi røgter vort ansvar og vore pligter over for menneskehedens verden

Tænk over hvad du gør i retning af at skuldre dit ansvar og tage vare på dine pligter over for dem som stadig ikke er godkendte tjenere for Jehova. Deres liv er i stor fare i betragtning af at „den store trængsel“ hurtigt nærmer sig. Er du opmærksom på det påtrængende behov der er for at hjælpe dem? Er dine forhold sådan at du kunne ændre din rutine og dit daglige liv så du i højere grad kunne tage del i det livsvigtige advarsels- og redningsarbejde, som snart må afsluttes?

Det betyder ikke at du skal presse dig selv til det yderste, og overhovedet ikke bruge nogen tid til adspredelse. Selv Jesus Kristus sørgede for at hans disciple fik den fornødne hvile og fred. (Mark. 6:31, 32) Men den måde du bruger din tid på, burde åbenbare at ønsket om at være en loyal Guds medarbejder er det mest dominerende i dit hjerte, og at du stiller dig sådan at du fuldt ud kan bruges af ham i forbindelse med at åbne dine medmenneskers hjerte for sandheden. — 1 Kor. 3:9; Ap. G. 16:14.

Kunne en drøftelse i familiekredsen måske føre til at nogle af familiens medlemmer fik en større andel i den sidste del af arbejdet med at forkynde? Muligvis kunne familiens medlemmer ved at samarbejde og forene kræfterne hjælpe ét af familiens medlemmer til at tjene som almindelig pioner eller som midlertidig pioner. Skulle det af forskellige grunde være umuligt, så kunne en sådan samlet indsats måske føre til mere tjeneste fra familiens side i forbindelse med at forkynde og undervise. Ville den sidste del af „de sidste dage“ ikke være en passende tid til en sådan øget virksomhed?

Vi ønsker ikke at pådrage os blodskyld fordi vi har været ligegyldige over for den kritiske situation som folk i vort distrikt befinder sig i. (Se Ezekiel 3:17-19.) Og det vil ikke være tilfældet med os som helhed betragtet. Ægte kærlighed og omsorg for vor næste vil ikke tillade os blot at yde en symbolsk tjeneste.

Tiden er sandelig ikke inde til at blive optaget af et ønske om at få det mere bekvemt i verden, eller af en overdreven bekymring for at klare dagen og vejen. (Matt. 13:22; Luk. 21:34, 35; 1 Tim. 6:9, 10; 1 Joh. 2:15-17) De sande kristne er blevet bemyndiget til at forkynde og gøre disciple, og derfor har de altid sat verdsligt arbejde og verdslige interesser i anden række, og viet den tid og de kræfter som ellers normalt kunne have været anvendt til fremme af materielle interesser, til forkyndelsen og undervisningen. (Matt. 28:19, 20) Skulle det da ikke i særlig grad gøre sig gældende i denne sidste del af „endens tid“?

Hvis vi holder det verdslige arbejde på sin rette plads, som noget vi udfører for at få til dagen og vejen så vi kan tjene Gud og hjælpe andre til også at få de materielle fornødenheder, vil det beskytte os i de vanskelige tider som vi uden tvivl kommer til at stå over for i den nærmeste fremtid. (Ef. 4:28; 1 Tim. 6:6-8, 17-19) Det kan være vi bliver anmodet om at dele det lidt vi har, med brødre som måske er i endnu større nød. Vil vi være villige til det og ivrige efter at gøre det.

Endvidere har vi jo ingen forsikring om at vore materielle ejendele vil blive bevaret gennem „den store trængsel“. Husk Lot. Han mistede sit hus og andre materielle besiddelser, og derefter måtte han affinde sig med en primitiv tilværelse i en hule sammen med sine to døtre. (1 Mos. 19:2, 16, 24, 25, 30) Vi vil måske også komme ud for en primitiv tilværelse i nogen tid under og efter ødelæggelsen af denne ugudelige tingenes ordning. Er det muligt at vi, ved at lægge for stor vægt på det materielle, er tilbøjelige til at beklage os og derved bidrager til at gøre tingene mere ubehagelige for os og andre? (Se Fjerde Mosebog 11:4-6, 10; 20:3-5.) Det ville være en endnu større tragedie om vi i vort hjerte fuldstændig mistede værdsættelsen af et godt forhold til Jehova, fordi vi var alt for bekymrede for vore materielle ejendele nu. Det ville føre til at vi mistede livet, ligesom Lots hustru. — 1 Mos. 19:26.

Bevar fortsat en god adfærd

Vi skal ikke blot gøre klog brug at vor tid og vore ressourcer i forbindelse med de pligter og det ansvar vi har med hensyn til at forkynde, men vi skal også på anden måde bevare os selv uplettede og dadelfri. (Ap. G. 20:26, 27) Vor personlige adfærd er også af stor betydning. (Matt. 5:14-16) Stræber vi, ligesom apostelen Paulus, efter at holde syndige tilbøjeligheder i ave? (1 Kor. 9:27) Gør vi fremskridt i retning af at opdyrke Guds ånds frugt? (Gal. 5:16-18, 22-24) Forstår vi at fjendskab, stridbarhed, splid og misundelse er lige så slet i Jehovas øjne som utugt, drukkenskab og afgudsdyrkelse? — Gal. 5:19-21.

Langt de fleste af dem der er indviet til Jehova Gud bevarer en god kristen adfærd, og dét i en verden der hurtigt bliver mere og mere fordærvet. Vi er også i høj grad opmærksomme på vore svagheder, og beder daglig Jehova om at tilgive os vor synd samtidig med at vi bestræber os for at gøre fremskridt. — 1 Joh. 1:8-10.

Men nogle enkelte har tilladt hadefulde følelser at få plads i deres hjerte. De nægter måske at tale med visse brødre og søstre, de bærer nag til dem på grund af mindre forseelser, virkelige eller indbildte. De tillægger måske medtroende dårlige motiver, bedømmer dem uret og fordømmer dem. De giver sig måske endog af med at bagtale dem. — Gal. 5:13-15, 25, 26; Jak. 3:5-16; 4:11, 12.

Andre igen prøver måske at følge verdens veje så nær som det nu er muligt. De ønsker at vise verdslige mennesker at også vi kan have det „sjovt“. De viser det ved at deltage i uanstændige danse, eller ved at drikke temmelig meget, og lignende. — 1 Pet. 4:1-5.

Når du ransager dig selv med hensyn til din adfærd, hvilket resultat kommer du så til? Hvis du ser at der er områder hvor du kunne gøre fremskridt, og du virkelig ønsker at gøre det, har du grund til at være lykkelig. Hvorfor? Fordi det viser at dit hjerte reagerer rigtigt og bevæger dig i den rigtige retning. På den anden side, så kan det være at du opdager at dit hjerte har fået en vis kærlighed til noget andet end åndelige interesser. Eller det kan være at du har svært ved at komme fredeligt ud af det med andre. Hvis det er tilfældet, må du gøre dig en flittig bestræbelse for at ændre din tænkemåde sådan at din situation ikke bliver værre og sådan at du ved tiden for „den store trængsel“ ikke skal findes at være plettet, dadelværdig og ude af harmoni med Jehova Gud og hans folk.

Det vi som Jehovas tjenere ejer, er alt for dyrebart til at vi kan slippe det nu da vi er så nær ved virkeliggørelsen af vort håb — liv i Guds retfærdige nye orden. Vil det ikke være tåbeligt om vi tillod os selv at give efter for fristelse og blive udøvere af synd? Ville det ikke være tragisk at miste livet på grund af stræben efter midlertidige materielle rigdomme, eller på grund af kompromis som følge af pres fra verden, eller fordi man udvikler en ligegyldig holdning over for det livsvigtige arbejde med at forkynde og gøre disciple?

Selv nu nyder vi rige velsignelser ved at tjene Jehova. Vi har sande venner som virkelig interesserer sig for os. Selv om vi stadig har nogle problemer, er vor situation langt bedre nu end den var før vi lærte sandheden at kende. Visdommen i Bibelen har sat os i stand til langt bedre at klare problemerne i tilværelsen. Lydighed mod Guds ord har gjort det muligt for os langt bedre at komme ud af det med andre, i familien og i vort daglige virke. Har det ikke gjort livet langt mere behageligt for os? Ja, hvilken bedre måde at leve på er der, end den at leve som en indviet tjener for Jehova Gud? Dette i sig selv er noget man skinsygt må værne om, sammen med udsigten til evigt liv i den nye orden som nu hurtigt nærmer sig. — Mark. 10:29, 30.

Træf den højtidelige beslutning at du vil gøre dit yderste for at komme til at stå ’uplettet og dadelfri for Jehova i fred’. Kæmp energisk for at hjælpe andre til at opnå frelsen mens der endnu er tid. Lad hele din tilværelse vidne om at du har den overbevisning at dit forhold til Jehova Gud er det vigtigste i dit liv. Lev hver dag som om det var din sidste. Hvis du gør det, kan du være forvisset om at uanset hvornår „den store trængsel“ kommer, så vil du ikke være uforberedt og falde, men vil blive stående som en godkendt tjener for Jehova. — Åb. 7:14-17.

Dine medtjenere

Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab