Trofasthed mod Gud, som ejer os
1 „Se, Himmelen og Himlenes Himle og jorden med alt, hvad der er på den, tilhører [Jehova] din Gud.“ (5 Mos. 10:14) Som Skaberen har Gud ejendomsretten til alt det skabte, også os. Dertil kommer at han med sin egen søns liv har løskøbt menneskeheden fra syndens og dødens fangenskab, og enhver der tager imod denne løskøbelse bliver i endnu højere grad Guds ejendom. Spørgsmålet som vi hver især stilles over for, er om vi anerkender dette.
2 Vi kan vise at vi anerkender sandheden, de faktiske forhold, at vi ejes af Gud, ved at være trofaste og loyale mod ham. Vi erkender at mennesket naturligvis ikke står frit og er sin egen herre, men at det enten er underlagt syndens og dødens herredømme, eller Guds. Vi anerkender at Gud har vist os stor kærlighed ved at løskøbe os med sin enbårne søns liv, og det fylder os med taknemmelighed og giver os et stærkt ønske om at gøre det der behager Gud, at gøre hans vilje, at adlyde ham. Vi har overgivet os til Gud og symboliseret dette ved vanddåben. Vi har ændret sind og taget afstand fra syndens og urettens veje og er vendt om for at følge livets vej. Gud har taget imod os og betroet os den opgave at være hans vidner. Er vi nu trofaste mod Gud med hensyn til denne opgave?
3 I august og september vil vi i hus-til-hus-arbejdet, på vore genbesøg og bibelstudier tilbyde vore nye bøger, men især Blev mennesket til ved en udvikling eller en skabelse? eller Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? Samtidig vil vi gøre den bedst mulige brug af vore blade fra hus til hus og på gaden. For de mange skoleelever begynder et nyt skoleår, og måske er der nye lærere og nye elever at vidne for, og bogen om udviklingslæren vil i mange tilfælde være et vældig godt tilbud at arbejde med i dette specielle distrikt.
4 Når vi kommer ind i august er ferietiden for de fleste overstået, og det vil sige at tiden er inde til at gøre en ganske særlig indsats for at få bibelstudiearbejdet i gang. Lad os begynde tidligt og udnytte tiden mens vi har den. Måske skal der aflægges en række genbesøg, hvor interessen for et studium lidt efter lidt opbygges, men i andre tilfælde kan studiet tilbydes og påbegyndes næsten med det samme. Har du sat dig det mål at du vil være med i bibelstudiearbejdet? Bed Jehova om hjælp dertil, og gør alt hvad du kan for at tilbyde studium.
5 Vi nævnte her et mål: at være med i bibelstudiearbejdet. Det er stadig væk en god hjælp for hver enkelt forkynder at sætte sig et personligt mål, såvel for det antal timer man vil bruge i tjenesten, som for det man gerne vil opnå, for eksempel at være med i bibelstudiearbejdet eller gadearbejdet. Har du et sådant mål? Det vil hjælpe dig meget til at kunne arbejde målbevidst, og det vil give dig større tilfredshed, ligesom det vil hjælpe dig til i højere grad at lægge trofasthed og loyalitet for dagen.
6 Lad os her nævne at vi viser Gud vor taknemmelighed ved at gøre det som er hans vilje. Vi viser at vi står sammen med vore brødre og søstre verden over ved loyalt at deltage i den gerning som de er optaget af, ved trofast at kæmpe den kamp som de er med i. Vi svigter dem ved at unddrage os, og vi går selv glip af de velsignelser der følger med at være trofast over for Gud, som ejer os.
[Tekstcitat på side 1]
Lad os være tro mod Gud i erkendelse af at han ejer os.