Hvem kan kaldes „ulastelig“?
1 Apostelen Paulus skrev rosende om de brødre som ’rakte ud efter et tilsynshverv’, og i den forbindelse skrev han til Timoteus: ’Tilsynsmanden bør være ulastelig.’ (1 Tim. 3:1, 2) Dog er det ikke bare af tilsynsmænd dette forventes. I det samme brev opfordres de andre medlemmer af menigheden også til at være ulastelige. (1 Tim. 5:7) Hvad vil det da sige at være ulastelig?
2 Sagen er at vi alle må forstå at vores opførsel ikke bare er en personlig sag. Det vi gør, berører vor familie, menigheden og Guds navn. Vi bør opføre os på en måde som bringer Jehova og hans folk ære. Ikke alene bør vi tale om en ret opførsel, men hver enkelt af os skal være „et eksempel med hensyn til gode gerninger“. (Tit. 2:6, 7) Men selv om vi lever op til det, kan det godt være at nogle misforstår noget vi gør, eller finder fejl ved os, ligesom nogle af jøderne gjorde i forbindelse med Jesus. (Luk. 7:34, 35) Tanken i Paulus’ vejledning er at der ikke skal kunne rettes nogen gyldig anklage imod én.
3 Naturligvis er ingen af os syndfri. Der kan altid findes en eller anden fejl ved os; vi kommer alle til kort. (1 Joh. 1:8) Men der bør ikke være noget punkt hvor vi i alvorlig grad afviger fra kravene i Guds ord, sådan at vi må irettesættes. (Se Galaterbrevet 5:19-21.) Vi bør oprigtigt stræbe efter at anvende Bibelens principper i alle livets forhold. Gør du det? Gør du det i hjemmet, og i forholdet til dine slægtninge? På din arbejdsplads, og når du søger adspredelse? Er din livsførelse sådan at andre kan se at du er en efterligner af Kristus? — Jævnfør Første Korinterbrev 11:1.
4 Idet vi søger at efterligne Kristus skal vi ikke alene være opmærksomme på de handlinger vi foretager, men også på den ånd vi viser. Da Paulus skrev til menigheden i Filippi, deriblandt dens tilsynsmænd og menighedstjenere, understregede han derfor at de også skulle efterligne Kristus i denne henseende — at de intet skulle gøre ’af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed agte de andre højere end sig selv’. — Fil. 1:1; 2:1-8.
5 Hvad så hvis der er en som ikke lever op til dette? Nogle holder så stærkt på deres egne meninger at det ofte er svært for andre at ræsonnere med dem. Når sådanne mennesker er med i en drøftelse, er de stridbare og giver andre det indtryk at de ligefrem kæmper imod deres brødre ved hjælp af ord. Måske har de for høje tanker om sig selv og er tilbøjelige til at foragte andres synspunkter. Resultatet bliver at deres udtalelser skaber splittelser i stedet for enhed om det emne der drøftes. Naturligvis udtrykker alle sig ikke ens. Nogle taler med større kraft og myndighed end andre. Men Guds ord kalder stridbarhed og splittelser for „kødets gerninger“. (Gal. 5:19, 20) Den der gør en sådan væremåde til en vane, er ikke ulastelig.
6 Med ordene i Første Timoteusbrev 5:7, som vi henviste til før, sigtede Paulus især til at sande kristne skal være ulastelige i den måde hvorpå de sørger for enker blandt deres slægtninge. Men gælder de samme høje normer ikke lige så vel på alle andre af livets områder? Uanset hvordan folk i verden omkring os opfører sig, bør vi alle være ulastelige. Hvordan? Ved at bevare „et fast greb om livets ord“, idet vi altid anbefaler det både i tale og færd. — Fil. 2:14-16.