Lad os være ’forenede i samme tankegang’

med hensyn til vor tjeneste for Gud

Oplysningerne i dette tillæg til Rigets Tjeneste forklarer en ændring i vores brug af visse udtryk. Denne ændring vil slå igennem på en række sprog, men som det fremgår af tillægget, vil den ikke få så stor indflydelse på vort ordvalg på dansk. Dog kan de følgende oplysninger have interesse for os som en orientering.

I STUDIEARTIKLERNE i Vagttårnet for 1. april 1976 er der gjort rede for betydningen af det græske ord diaʹkonos og for brugen af det tilsvarende engelske „minister“ (udtales med tryk på første stavelse) og det danske „ordets tjener“. Hvilken indflydelse vil denne redegørelse få på vores tjeneste for Gud?

Egentlig vil der ikke ske nogen ændringer i vores tjeneste. Artiklerne i Vagttårnet hjælper os blot til at se vores tjeneste i et klarere lys, og de uddyber vores værdsættelse af den. Samtidig giver de os en nøjagtigere forståelse af de bibelske udtryk, og hjælper os til at bruge dem på en måde der i højere grad udtrykker deres oprindelige indhold og mening. Endvidere hjælper de os til at bruge visse danske ord i overensstemmelse med deres gængse betydning, så vi ikke ved vort ordvalg giver anledning til misforståelse hvis vi kommer ud for at skulle forklare vores stilling over for øvrigheden. Og endelig hjælper de os til at opnå større indbyrdes harmoni i tale og tankegang, uanset hvor på jorden vi bor og hvilket sprog vi taler, så vi alle kan være ’helt forenede i samme tankegang’, en tankegang som er solidt funderet på Guds ord. — 1 Kor. 1:10.

Mens det klarere syn på indholdet af ordet diaʹkonos altså ikke vil få nogen direkte indflydelse på vores tjeneste, vil det på nogle sprog medføre en ændring i vort ordvalg. På engelsk og de romanske sprog (spansk, fransk, italiensk og portugisisk) har vore brødre nemlig hidtil gengivet diaʹkonos, der slet og ret betyder „tjener“, med et ord der kommer af det latinske miniʹster. Oprindelig betød dette latinske ord også blot „tjener“, men på grund af det religiøse frafald har det efterhånden ændret betydning, så folk i de lande hvor de nævnte sprog tales, nu forbinder dette ord med et kirkeligt embede, en gejstlig som indtager en stilling over lægfolket — svarende til det danske „ordets tjener“, „kirkens tjener“, „præst“ eller „prædikant“. Forestillingen om en ydmyg tjeneste er altså blevet trængt i baggrunden. På denne måde er man kommet bort fra den oprindelige betydning af diaʹkonos.

Derfor er vi på engelsk (og de romanske sprog) gået væk fra at bruge ordene „minister“ (ordets tjener) og „ministry“ (ordets tjeneste) om den kristne tjeneste i almindelighed, men bruger nu andre ord — ord der simpelt hen betyder „tjener“ eller „tjeneste“ uden specielt at lede tanken hen på en der betjener en menighed.

Dette har på engelsk medført at titlen på Rigets Tjeneste er blevet ændret fra „Kingdom Ministry“ til „Our Kingdom Service“, idet ordet „Service“ (tjeneste) bedre udtrykker tanken i diakoniʹa som det forekommer i De kristne græske Skrifter. Denne ændring vil kun berøre sprog som engelsk, spansk, fransk, italiensk og portugisisk, for på de øvrige sprog som denne publikation udkommer på, for eksempel dansk, indeholder titlen allerede ordet „tjeneste“, fordi man på disse sprog har haft vanskeligt ved at gengive det engelske „ministry“ nøjagtigt.

Endvidere har man på engelsk ændret navnet på den teokratiske skole fra „Theocratic Ministry School“ til blot „Theocratic School“, hvilket slet og ret betyder „teokratisk skole“, som vi hele tiden har sagt på dansk, fordi vi ikke har kunnet gengive „ministry“ nøjagtigt. Denne ændring vil forenkle skolens navn på flere sprog end de førnævnte. Det gælder for eksempel også på tysk, hvor man, fordi man ikke har haft et ord for „ministry“, har kaldt skolen „den teokratiske prædike-tjeneste-skole“ (Die Theokratische Predigtdienstschule).

„Rigets tjenesteskole“ vil imidlertid stadig blive kaldt „Kingdom Ministry School“ på engelsk, for de der indbydes til denne skole er ældste og er således brødre der ’ved håndspålæggelse’ er blevet udnævnt til at udføre en særlig tjeneste, en „ordets tjeneste“ (engelsk: „ministry“), i menigheden. (Apg. 13:2, 3; 1 Tim. 4:14; 5:22) Navnet er derfor stadig dækkende på engelsk.

Brugen af udtrykket »ordets tjenere« i forkyndelsen

På dansk har vi ofte gengivet det engelske „minister“ med „ordets tjener“. Bør vi, i betragtning af de oplysninger der nu er fremkommet, præsentere os som „ordets tjenere“ når vi forkynder i distriktet? Det er naturligvis sandt at vi udfører en tjeneste for Gud, men vil de mennesker vi kommer til med budskabet, forstå hvad vi mener hvis vi bruger dette udtryk? Eller kunne det give anledning til misforståelser eller unødige spørgsmål, specielt hvis kvinder eller måske unge mennesker præsenterer sig som „ordets tjenere“? Vil det virkelig åbne folks sind og hjerte for det budskab vi kommer med? Det er noget vi bør tage i betragtning når vi overvejer hvad vi vil gøre.

I Grækenland, for eksempel, hvor nogle af de kristne græske skrifter blev skrevet, vil et Jehovas vidne ikke gå ud til folk og omtale sig selv som en diaʹkonos. Hvorfor ikke? Fordi folk så ville tro at han mente han var „diakon“ i kirken, for det er sådan ordet nu bruges på græsk.

Selv i nogle lande hvor man har et decideret ord for det engelske „minister“, har vore brødre fundet det utilrådeligt at bruge det. Det gælder for eksempel i de fleste latinamerikanske lande, hvor hovedparten af befolkningen tilhører den katolske kirke. Eftersom det spanske og det portugisiske ord ministro som regel opfattes som sigtende til en protestantisk eller evangelisk præst eller prædikant, risikerer forkynderen at skabe fordom hos katolikker ved at bruge det.

Vi må heller ikke glemme hvad apostelen Paulus gjorde i sine bestræbelser for at nå alle slags mennesker med sandheden. Han siger i Første Korinterbrev 9:20-23: „Jeg er for jøderne blevet som en jøde for at kunne vinde jøder; for dem der er under lov, er jeg blevet som en under lov, skønt jeg selv ikke er under lov, for at kunne vinde dem der er under lov. For dem der er uden lov, er jeg blevet som en uden lov, skønt jeg ikke er uden lov over for Gud men under lov over for Kristus, for at kunne vinde dem som er uden lov. For de svage er jeg blevet svag for at kunne vinde de svage. For alle slags mennesker er jeg blevet alt, for i alt fald at kunne frelse nogle. Men alt gør jeg for den gode nyheds skyld, for at kunne have del i den sammen med andre.“

Når vi taler med folk i deres hjem, ønsker vi så ikke i første række at præsentere os som deres medmennesker, som deres naboer, der interesserer sig for dem og deres velfærd? Da vil de føle sig „på lige fod“ med os, og, håber vi, føle sig mere fri til at tale med os. Hvis vi derimod præsenterer os som „ordets tjenere“, vil vi sikkert give dem det indtryk at vi er, eller føler os, hævet over dem. Vi ved at de gejstlige der kalder sig „ordets tjenere“ nyder anseelse på grund af den stilling de indtager og den titel de bærer, og at de anses for at stå over resten af hjorden i deres kirke. Det er noget vi naturligvis må tage i betragtning når vi overvejer om vi bør betegne os selv som „ordets tjenere“ i forbindelse med den forkyndelse vi udfører i distriktet.

Over for øvrighedspersoner

Nu og da kan det ske at en øvrighedsperson forhører sig om hvilken stilling man indtager i forbindelse med den kristne menighed. Man bliver måske spurgt om man er en „ordets tjener“, og, i bekræftende fald, om man er „ordineret“. Her bør vi mærke os følgende, som påpeges i Vagttårnet for 1. april, på side 165, i paragraf 23: „Når øvrighedens embedsmænd hører udtrykket ’ordets tjener’, vil de . . . ikke tænke på den tjeneste som hver enkelt kristen udfører når han eller hun personligt bestræber sig for at dele den gode nyhed med andre. Når man skal svare på en sådan forespørgsel bør man derfor ikke bruge dette udtryk og tillægge det en anden betydning end den gængse, men svare i overensstemmelse med det som øvrigheden ønsker oplysning om.“

At man er „ordineret“ vil altså ikke blot sige at man er en døbt kristen. Det sigter derimod til at man er udnævnt til at varetage en særlig opgave i menigheden, til at tjene til gavn for de øvrige kristne i en menighed. Det bruges særligt om dem der udfører en hyrdegerning inden for menigheden — selv om vi ikke må glemme at det græske diaʹkonos, der ofte gengives med det engelske „minister“ (ordets tjener), lige så vel bruges om dem der virker som „menighedstjenere“.

Som nævnt i det foregående, er de der tjener som ældste eller menighedstjenere ’ved håndspålæggelse’ blevet udnævnt til at varetage ansvarsfulde opgaver i menigheden. (1 Tim. 3:1-10, 12, 13; 5:22) Hvad dette angår kan de siges at være „ordinerede“, i dette ords gængse betydning. Vi betragter dem dog ikke som en „gejstlighed“ der er hævet over den øvrige del af menigheden, „lægfolket“. De er derimod blevet sat som tjenere for menigheden og har fået deres hverv betroet for at de skal arbejde for menigheden og tjene dens medlemmers interesser. Så mens alle døbte kristne er Guds tjenere, er det altså ikke dem alle der „ordineres“ eller udnævnes til at udføre en bestemt tjenestegerning i menigheden.

For at få dette forhold klarere belyst, kan vi betragte den undervisning der udføres af menighedens forskellige medlemmer. Guds ord pålægger alle kristne forældre at undervise deres børn. (Ef. 6:4) Gamle kvinder skal være „lærere i hvad der er godt“, så de kan „kalde de unge kvinder til fornuft“. (Tit. 2:3, 4) Og de kristne i almindelighed skal tjene som „lysspredere i verden“, hvilket betyder at de må undervise folk i Guds hensigt, som vi gør i vort bibelstudiearbejde. (Fil. 2:15) Alle Guds tjenere opfordres altså til at undervise. Men vil det sige at de alle bliver betegnet som „lærere“ i menigheden, eller at de skal betragtes som „ordinerede“ lærere?

Vi ved at dette ikke er tilfældet, for disciplen Jakob siger i sit brevs tredje kapitel, vers 1: „Ikke mange af jer bør blive lærere, mine brødre, da I ved at vi vil få en tungere dom.“ Hermed sigtede Jakob til dem der ved en udnævnelse var sat til at være lærere i menigheden. (Se Efeserbrevet 4:11, 12; Første Korinterbrev 12:28, 29.) Det var den samme lærergerning Paulus sigtede til da han skrev: „Jeg tillader ikke en kvinde at undervise, eller at udøve myndighed over en mand.“ (1 Tim. 2:11, 12) Mens alle kristne kunne være med til at undervise på en eller anden måde, var det altså ikke alle der blev udpeget eller udnævnt til at tjene som „lærere“ i menigheden.

Dette hjælper os til at forstå hvorfor apostelen Paulus kunne betegne Føbe som diaʹkonos eller „tjener“ i menigheden i Kenkreæ. (Rom. 16:1, 2) Dette betød ikke at hun var udnævnt til at tjene i menigheden som ældste eller menighedstjener, men blot at hun udførte en særlig betydningsfuld og rosværdig frivillig tjeneste for menigheden. Hun tjente uden tvivl på noget nær samme måde som de kvinder der nogle år tidligere ’sørgede for [diakoneʹo] Jesus og hans apostle ved hjælp af det de havde’. (Luk. 8:1-3) Vi lægger også mærke til at evangelieforkynderen Filip havde fire døtre som „profeterede“. (Apg. 21:8, 9; jævnfør Første Korinterbrev 11:5; 13:8.) Det vil dog ikke sige at de blev betegnet som „profeter“ og således kom næst efter ’apostlene’ med hensyn til udførelsen af en vigtig tjeneste inden for menighedens rammer. (1 Kor. 12:28, 29) Kun mænd omtales som kristne „profeter“, hvilket ses af skriftsteder som Apostelgerninger 11:27, 28; 13:1; 15:32.

Vi ser altså at alle kristne udfører tjeneste, men at kun nogle af dem får overdraget særlige pligter i menigheden, som ældste eller menighedstjenere. Dette skaber dog ikke en opdeling af menigheden, i lighed med den opdeling i en „gejstlighed“ og et „lægfolk“ man finder i kristenhedens mange kirkesamfund. Ordningen i den nutidige menighed er derimod en trofast efterligning af den sande kristne menigheds opbygning i det første århundrede, af den inspirerede ordning som Bibelen viser der fandtes dengang. Der er intet i vejen med den menighedsordning Jesus Kristus indstiftede da han gav „gaver i mennesker“ og fastlagde hvordan nogle skulle udnævnes til at udføre særlige tjenesteopgaver i menigheden. (Ef. 4:8, 11) Det er den måde de udnævnte optræder på der afgør om ordningen vil virke godt og forenende, eller dårligt og splittende. (Se Hebræerbrevet 13:7.) Det frafald der medførte kristenheden skete i vid udstrækning fordi strukturen inden for menigheden blev misbrugt og forvansket af mennesker der selvisk søgte deres egen fordel. — Apg. 20:29, 30.

Eftersom myndighederne i nogle lande undertiden ønsker at få forelagt et bevis på at en kristen „ordets tjener“ er „ordineret“, har Selskabet i disse lande udfærdiget et „Certifikat for ordinerede ordets tjenere“, som på anmodning vil blive sendt til de ældste eller menighedstjenere der har behov for det. Som dato for den pågældendes „ordination“ vil certifikatet ikke oplyse dåbsdatoen, men den dato vedkommende ’ved håndspålæggelse’ er blevet udnævnt til sin særlige tjeneste i menigheden.

Når en ældste eller en menighedstjener flytter til en anden menighed, vil det i sådanne tilfælde være tilrådeligt at ældsterådet i den menighed hvor han hidtil har tjent, straks skriver til ældsterådet i den anden menighed og anbefaler om han fortsat bør bruges i den egenskab hvori han har tjent, fremfor at vente indtil ældsterådet i denne menighed selv skriver efter disse oplysninger. Hvis de ældste i den menighed som broderen er flyttet til, kan anbefale at han fortsætter med at tjene som ældste eller menighedstjener (i betragtning af anbefalingen fra ældsterådet i den tidligere menighed), bliver det således muligt at undgå en tilsyneladende afbrydelse i hans tjeneste som en „ordineret ordets tjener“, og det kan have betydning hvis hans „ordination“ skal godtgøres over for myndighederne.

Hvordan forholder det sig da med dem der virker i heltidstjenesten som pionerer eller som medlemmer af en betelfamilie? Er de „ordinerede“? Ud fra Bibelen står det klart at man ikke kan søge om at blive ældste eller menighedstjener ved at udfylde en formular, sådan som man kan søge om at blive pioner eller om at komme på Betel. Det er heller ikke i første række det antal timer man bruger i forkyndelsen af den gode nyhed der gør én kvalificeret til at påtage sig ansvaret som ældste eller menighedstjener. De der bliver udnævnt til disse opgaver må derimod opfylde de krav der fremsættes i Første Timoteusbrev 3:1-10, 12, 13, Titus 1:5-9 og andre lignende steder i Bibelen.

Mange af dem der tjener som pionerer eller som medlemmer af en betelfamilie opfylder også kravene for at kunne være ældste eller menighedstjenere. Og de der ikke opfylder disse krav har naturligvis alligevel gjort den direkte tjeneste for Gud til deres beskæftigelse eller „kald“, idet de yder en frivillig tjeneste på heltidsbasis. At de er udnævnt til at tjene som pionerer eller på Betel er en anerkendelse af deres frivillige tjeneste. Men denne udnævnelse kan alligevel ikke betragtes som en „ordination“, sådan som dette udtryk almindeligvis opfattes. At også unge mennesker som endnu ikke er fyldt tyve, kan være pionerer eller tjene på Betel, er med til at understrege at man ikke kan tale om „ordination“ her. Eftersom Bibelen selv kun taler om to ansvarsposter i menigheden, posten som ældste og posten som menighedstjener, vil vi nøjes med at benytte udtrykket „en ordineret ordets tjener“ om dem der beklæder disse bibelske poster.

Nogle myndigheder i De forenede Stater, for eksempel udskrivningsvæsenet, opererer desuden med udtrykket „en regelmæssig ordets tjener“. Det benyttes om en der ikke er „ordineret“, men som alligevel har som sin beskæftigelse at forkynde en religiøs lære. I De forenede Stater kan de der tjener som pionerer eller på Betel uden at være ældste eller menighedstjenere, og som ønsker at kunne fremlægge et bevis på at de er beskæftiget med tjenesten for Gud på heltidsbasis, anmode om et certifikat der bekræfter dette. Af certifikatet vil fremgå hvornår den pågældende er blevet pioner eller medlem af betelfamilien, og at han, fordi han har gjort denne heltidstjeneste til sit „kald“, kommer ind under kategorien „regelmæssige ordets tjenere“.

Vil de oplysninger vi her har gennemgået, medføre nogen egentlig ændring i den stilling vi som enkeltpersoner indtager ifølge Bibelen? Nej. De her givne retningslinjer og forandringer vil udelukkende betyde at vi nu benytter udtrykkene „ordets tjener“ og „ordineret ordets tjener“ i harmoni med deres gængse betydning på dansk, og de vil samtidig medføre en større overensstemmelse mellem de ord og udtryk vi benytter som Jehovas tjenere i forskellige lande og på forskellige sprog. Hver enkelt af os fortsætter med at være nøjagtig det som han eller hun hele tiden har været — en tjener for Gud, hvad enten det er som udnævnt ældste eller menighedstjener eller ej.

Lad os derfor alle tjene enigt sammen, idet vi er ’helt forenede i samme tankegang’ som vore brødre alle andre steder i verden; og måtte vores kærlighed stadig blive „mere og mere rig på nøjagtig kundskab og fuld skelneevne“. (Fil. 1:9) Lad os anerkende at det er Gud der gør nogle tilstrækkelig egnede til at påtage sig særlige forpligtelser i menigheden. (2 Kor. 3:4-6) Og hvis vi hører til dem der har fået sådanne forpligtelser overdraget, så lad os udføre vores tjeneste uden at klage, uden selviske motiver eller noget ønske om at ophøje os selv, idet vi sætter vor lid til „den styrke Gud skænker“. (1 Pet. 4:11; 5:2; 2 Kor. 4:1, 5; Rom. 12:6-8) Måtte vi vise os at være som apostelen Paulus og hans medarbejdere, der ikke ønskede at ’deres tjeneste skulle blive dadlet’, og som derfor ydmygt og villigt udholdt alle slags genvordigheder, så de kunne ’anbefale sig som Guds tjenere’. — Læs Andet Korinterbrev 6:3-10; 11:23-28.

Ja, lad os alle i forening fortsætte med at yde Jehova Gud og vor Herre, Jesus Kristus, hellig tjeneste både nu og til evig tid. — Rom. 12:1; Åb. 7:15.