Følg trofast „Vejen“
1 Den sande tilbedelse kaldes „Vejen“. Det er en livsform der består i at tro på Jesus Kristus og at efterligne ham. (Apg. 9:2; 24:14) Siden pinsedagen i år 33 har „Vejen“ været den bedste livsform. Har vi ikke set overordentlig mange vidnesbyrd om dette i vore brødres og søstres liv? Tænk på dit eget liv. Har det ikke givet gode resultater at følge de bibelske principper? Er du ikke blevet opmuntret og styrket ved at Jehova har besvaret dine bønner? Har dit kristne håb ikke hjulpet dig når du har været udsat for pres? Og er det ikke dejligt at have udsigt til livet i Guds nye orden, enten gennem en opstandelse eller ved at overleve „den store trængsel“?
2 Vi har altså gode grunde til at anbefale „Vejen“ til andre. Det er en prøvet livsform som har sat tusinder af mennesker i stand til at klare mange af livets problemer, og den har også holdt dem oppe i tider med prøvelser — sygdom, sult og endog tortur. „Vejen“ vil kunne hjælpe endnu flere mennesker i dag. Den kan redde familier fra at blive opløst og unge fra stofmisbrug, og den vil give alle som tager imod „den gode nyhed“ en hensigt med livet og et håb for fremtiden. Vore medmennesker har virkelig brug for sandheden nu. Anbefaler du den ivrigt ved det eksempel du sætter og ved at bruge enhver lejlighed til at vidne?
3 Selv om vi endnu ikke har set afslutningen, er dét at være et vidne for Jehova stadig den rette vej og den bedste livsform. Sande kristne har altid næret tillid til at deres godkendte forhold til den Almægtige var værd at lide for, ja at dø for. De har været lykkelige for at være med til at ophøje Guds navn og vise at modstanderen er en løgner. De tusinder af kristne der op gennem tiden, også her i vort tyvende århundrede, har lidt en voldelig død, har ikke ofret livet forgæves.
4 Selv om Guds retfærdige nye orden ikke kom i det første århundrede, mente de kristne dengang ikke at de kunne sætte de åndelige interesser på en sekundær plads. De havde kun begrænset tid til at bevise deres trofasthed og til at hjælpe deres medmennesker. Derfor arbejdede apostelen Paulus og andre meget flittigt med at gøre disciple. Det resulterede i at „den gode nyhed“ i år 61 var „blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. (Kol. 1:23) Er du lige så ivrig efter at bevise din trofasthed ved at forkynde sandheden?
5 Det er således klart hvilken kurs vi skal holde i fremtiden. Vort liv bør altid være i harmoni med Jesu befaling: „Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen.“ (Luk. 21:36) Ja, bevar en god adfærd, fortsæt med at elske dine brødre af hjertet, og forkynd „den gode nyhed“ så flere sammen med dig kan følge „Vejen“ trofast. Lad intet distrahere dig — forbliv på „Vejen“ som et godkendt vidne for Jehova Gud.