Er du den eneste i din familie der er i sandheden?
1 Hvilken velsignelse er det ikke når hele familier tjener Jehova sammen! Men ikke alle er i denne lykkelige situation. Mange af vore brødre og søstre er de eneste i deres familie der tjener — Jehova. De bør afgjort roses for det gode eksempel de viser ved at lægge trofasthed og udholdenhed for dagen. — 2 Tess. 1:4.
Forældre
2 Findes der søstre i jeres menighed der har børn, men hvis mænd ikke er i sandheden eller endog er modstandere? En moder skriver: „Jeg må være forsørger — jeg må gå på indkøb, gøre rent, lave mad, sy, og lytte til mine børns problemer,“ foruden at hun må hjælpe hele familien til møder og ud i tjenesten. Ja, de der sætter et sådant glimrende eksempel fortjener afgjort at blive rost og hjulpet.
3 Hvad kan man gøre for at hjælpe? Nogle unge forkyndere har gjort sig til særlig gode venner med børnene i disse delte husstande for at kunne give dem et godt kammeratskab. Erfarne forkyndere har ydet hjælp ved at holde bibelstudier med børnene og ved at hjælpe dem til regelmæssigt at komme ud i tjenesten. En familie stillede sig til rådighed for at hjælpe en søster hvis mand ikke var i sandheden. Senere indbød denne familie venligt søsterens mand til at være med i forskellige former for teokratisk samvær. Til sidst indvilligede manden i at få et bibelstudium, og han blev en indviet, døbt forkynder.
Unge forkyndere
4 Mange af vore unge forkyndere er de eneste i deres familie der er i sandheden. Til trods for strenge familietraditioner og et stærkt pres for at få ham til at tage en højere uddannelse holdt en ung broder i østen fast ved sin beslutning om at blive pioner. På grund af hans gode eksempel tog hans yngre søster også imod sandheden, og de er nu begge pionerer.
5 Unge forkyndere hvis forældre ikke er i sandheden, har ofte brug for hjælp og vejledning, både åndeligt og rent praktisk. Mange ældre har kærligt hjulpet disse unge ved at vise dem personlig interesse og så at sige være åndelige fædre og mødre for dem. En familie skriver om en ung pige der studerede Bibelen: „Hun blev opmuntret til at bede til at bruge Bibelens principper i sit liv og til at vise større respekt og tålmodighed over for sine forældre.“ Denne familie hjalp hende til at overvære et internationalt stævne, og hun gør nu fremskridt med tanke på at blive døbt.
Ældre eller handicappede
6 De der er ældre eller handicappede er højt værdsat i menigheden, selv om deres indsats i forkyndelsen er begrænset. Hvis du er en af dem vil vi gerne forsikre dig om at din beslutsomhed og loyale tjeneste virker trosstyrkende på os. — Ordsp. 16:31.
7 Mange ældre eller handicappede har brugt deres ungdom og kraft i Jehovas tjeneste, og nu er de måske alene. Vi ønsker bestemt ikke at overse dem nu. Mange af dem vil sætte stor pris på at vi bruger lidt tid på at være sammen med dem. Det kan også være at vi kan hjælpe dem med deres indkøb og daglige gøremål, eller med at komme til møderne og ud i tjenesten. Én familie hjalp en ældre enke hvis eneste barn døde. De ydede hende ikke alene trøst men hjalp hende også personligt med at klare juridiske problemer.
8 Hvis du er det eneste medlem af din familie der er i sandheden, så vær forvisset om vor kærlige interesse for din åndelige velfærd. Vort samarbejde og fællesskab med dig er til gensidig opmuntring, og vi takker Jehova for det trofaste arbejde du udfører. — 1 Tess. 1:2, 3.