Områdestævnet „Loyalitet mod Guds rige“
I år holder vi fem stævner nemlig fra 9. til 12. juli på Århus Stadion, fra 16. til 19. juli på Odense Stadion, fra 23. til 26. juli i Brøndby-Hallen, fra 6. til 9. august på Færoya Studentaskúli i Tórshavn, og fra 5. til 8. september på Ukaliussak skolen i Godthåb.
Vores årstekst minder os om at de loyale vil velsigne Jehova og tale om hans kongedømmes herlighed. Som trofaste tjenere er vi også loyale mod hans rige, som vi taler om ved enhver lejlighed. I år vil stævnerne understrege dette tema, „Loyalitet mod Guds rige“, og programmet vil i høj grad hjælpe os til trofast at tjene vor Skaber og fremme hans riges interesser. Lad os derfor vise påskønnelse af det åndelige festmåltid der er tilberedt ved at overvære hele programmet, uanset hvilket stævne vi planlægger at komme til.
Programmet begynder torsdag kl. 9.50. Planlæg at være til stede lige fra begyndelsen, så du får det fulde udbytte af de punkter der er udarbejdet. Indlæggene torsdag formiddag vil understrege flere ting som vi alle har brug for. Hvert eneste af de øvrige programafsnit har naturligvis betydning men sørg endelig for at være til stede søndag formiddag. Her vil der blive fremholdt oplysninger som vi må ofre mere end almindelig opmærksomhed. Vi bør have samme indstilling til stævnet som den David gav udtryk for i Salme 122:1: „Jeg frydede mig, da de sagde til mig: ’Vi drager til [Jehovas] hus!’“ Det er vigtigt at vi hører godt efter under hele programmet. (Luk. 8:18-21) Reservér ikke unødigt siddepladser, så andre får besvær med at finde et sted at sidde. Vi bør alle ønske at ’gøre hvad der er godt mod den der er beslægtede med os i troen’. — Gal. 6:10.
Opførsel ved stævnet: Det siger sig selv at vi, for at få det største udbytte af stævnet, må være på vore pladser under programmet og ikke spadsere rundt i korridorerne eller uden for stævnepladsen. Dette er blevet påpeget flere gange, og der er sket visse forbedringer, men problemet er der stadig i nogen grad. Fra et udenlandsk stævne sidste sommer berettes der at „der var en konstant trafik i korridorerne. Et sted målte brødrene lydniveauet, og det viste sig at de urolige stævnedeltagere gav større udslag end programmet over højttaleranlægget“. Er dette ikke mangel på respekt for det Jehova har tilvejebragt? En sådan adfærd er hverken kærlig eller hensynsfuld, da den hindrer andre i at koncentrere sig om programmet.
På Ezras tid var hele folket forsamlet, og da Ezra åbnede bogen „rejste hele folket sig op“. Ved dette stævne udlagde levitterne loven for folket, mens „folket blev [stående] på sin plads“. (Neh. 8:5-8) I dag behøver vi ikke at stå op ved stævnerne. Vi er taknemmelige for at der er sørget for siddepladser, og vi gør vel i at vise vor taknemmelighed ved at blive på vore pladser under programmet, være opmærksomme på det der bliver sagt tage notater og følge med i vore bibler.
Det sker nu og da at frafaldne og andre som er imod vort arbejde, uddeler tryksager eller søger at komme i samtale med os uden for stævnepladsen. Hvordan bør vi forholde os til dette? Vi bør ikke indlade os på ordstrid med modstandere af sandheden, eftersom en kristen „bør være mild imod alle, . . . idet han „finder sig i ondt“. (2 Tim. 2:24) Nogle af disse modstandere er måske engang blevet udstødt, og de viser ved deres adfærd at de går videre og ikke forbliver i Messias’ lære“. Hertil råder apostelen Johannes os: „Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så modtag ham ikke i jeres hjem og hils ikke på ham. For den der hilser på ham er delagtig i hans onde gerninger.“ (2 Joh. 9-11) Når sådanne personer opdager at de ikke får noget ud af deres bestræbelser, er de mere tilbøjelige til at opgive deres forsøg på at forstyrre os.
Tjenesten fredag eftermiddag: Om fredagen slutter programmet kl. 12.40, og det skulle være muligt for alle at få noget at spise på stævneområdet og derefter være ude i tjenesten før kl. 14. For at spare tid vil det være en god idé at organisere tjenesten om torsdagen. Måske kan der arrangeres gruppearbejde med udnævnte tjenere som fører an. Hvis man også skaffer distrikt om torsdagen kan man ufortøvet komme ud i arbejdet, uden forsinkelse eller forvirring. Sørg for at have distrikt nok, så I kan få en fuld andel i forkyndelsen fredag.
Enhver bør medbringe en forkyndertaske, de nye blade samt Bibelen. Vi vil ved stævnet få yderligere anvisninger og trykt materiale som vil hjælpe os til at aflægge et godt vidnesbyrd for folk i stævnebyen.
Frivillig tjeneste: Mange af jer har sikkert allerede en aftale om at virke i frivillig tjeneste. Hvis du ingen aftale har men under stævnet finder ud af at du er i stand til at hjælpe, vil der være mulighed for at få anvist tjeneste under stævnet. Din villighed til at tjene vil blive højt værdsat. Mindre børn skal helst arbejde sammen med deres forældre eller andre voksne.
Bespisning: Eftersom vi samles til stævnet for at få mest muligt ud af det åndelige program, søger vi at forenkle bespisningen, sådan at så få som muligt er optaget af at tilberede og servere den bogstavelige føde. Betalingen for måltiderne vil ske på samme måde som de foregående år. Vi ønsker stadig at kunne dække alle vore udgifter og at gøre det på en rimelig måde i overensstemmelse med princippet om at enhver modtager efter behov og bidrager efter evne. Der vil være placeret bidragsbøsser alle de steder hvor der serveres måltider eller forfriskninger. Til orientering for alle følger her de nye retningsgivende priser:
Middags- og aftensmad: Kr. 13,50
Morgenmad: Kr. 8,00
Madpakker: Kr. 12,00
Bøfsandwiches: Kr. 5,50
Pølser: Kr. 3,50
Medisterpølser: Kr. 4,00
Lyst øl, sodavand, æblemost: Kr. 3,00
Kaffe: Kr. 2,00
Kaffebrød: Kr. 3,00
Pølsebrød: Kr. 0,50
Logi: En forsyning logianmodningsblanketter er udsendt til hver menighed med oplysning om adressen på Vagttårnets indlogeringsbureau ved hvert stævne. Menighedens stævnekoordinator vil kontrollere at hver anmodning er udfyldt korrekt, underskrive den og sende den til bureauet. Hvis nogle ønsker hotellogi, anbefaler vi at de selv sætter sig i forbindelse med et hotel og foretager reservationen. Listen med hoteller der kan benyttes, er allerede udsendt. Anmodninger om privat logi sendes af stævnekoordinatoren direkte til indlogeringsbureauet i stævnebyen.
Teltlejr: Der oprettes teltlejr ved de tre stævner i Danmark. Se i dette tillæg under de enkelte stævner hvornår teltpladsen åbner. Plads bestilles på logianmodningsblanketten. Den frivillige bidragsordning gælder også teltlejren. De retningsgivende priser pr. nat er følgende:
Telt el. campingvogn: Kr. 12,00
Bil: Kr. 12,00
Vi vil gentage at hunde ikke bør medbringes på vore teokratiske stævnepladser og teltlejre, medmindre der er tale om førerhunde eller tilmeldte vagthunde.
Aftensamvær: Der vil ikke om aftenen være arrangeret noget underholdningsprogram, men der vil være diverse forfriskninger i teltlejren.
Bogbord: Ved bogbordet kan man få forskellige bibler, bibelleksika samt Selskabets publikationer på forskellige sprog. Reversmærker kan ikke fås ved bogbordet men skal i forvejen bestilles og hentes i den lokale menighed.
Dåb: Dåben finder sted lørdag formiddag. De der ønsker at blive døbt må i forvejen sammen med de ældste have gennemgået de 80 spørgsmål og kapitel 6 i organisationsvejledningen. Ved stævnet bedes de sætte sig på de reserverede pladser foran scenen i god tid. Dåbskandidaterne må selv medbringe badetøj og håndklæde.
Særlige møder: Alle forkyndere i alderen fra 20 til 40 år som er interesseret i missionærtjenesten inviteres til et møde torsdag kl. 13. Lørdag kl. 13 er der et møde for alle indviede forkyndere mellem 19 og 35 år der er interesseret i beteltjenesten. Til dette møde indbydes også alle der er interesseret i midlertidig beteltjeneste ved byggeriet i Holbæk. For menighedernes kontaktmænd til Holbækbyggeriet er der møde torsdag kl. 13. Se i øvrigt stævneprogrammet.
Medbring dette Tillæg til Rigets Tjeneste og gør dig bekendt med dets indhold.
Stævnetiden nærmer sig, og det er nu vi må lægge vore planer om at være til stede. Lad os alle følge de anvisninger og forslag der er givet her, og lad os i forening gøre alt hvad vi kan for at gøre stævnerne „Loyalitet mod Guds rige“ til en succes.
Århus
Busforbindelser til stadion: Linje 4 fra Frydenlund over Banegården mod Lyseng. Stoppested: Tivoli Friheden. 5 min. gang. Linje 8 fra Skovfaldet (Trøjborg) mod Filtenborg Plads. Stoppested: Marselis Boulevard. 10 min. gang. Linje 9 fra Lystrup/Ellested over Banegården mod Grøfthøj. Stoppested: Jyllands Allé. 5 min. gang. Linje 10 fra Dr. Holst Vej over Banegården mod Mårslet. Stoppested: Jyllands Allé. 5 min. gang. Linje 19 fra Rutebilstationen mod Moesgård Strand. Stoppested: Stadion. Det vil i mange tilfælde være en besparelse at købe et klippekort.
Båndoptagere: Der etableres teleslynge i et tilhørerafsnit i den store stadionhal. Her kan programmet optages på kassettebåndoptager ved hjælp af en adapter.
Frivillig tjeneste er beliggende i den lille stadionhal, til højre for hovedindgangen til stadionbygningerne.
Fællesspisning: Serveringen foregår i Marselisborghallen.
Førstehjælp er beliggende i den lille stadionhal.
Hørehæmmede: Der vil være reserveret pladser midtfor, på de øverste rækker af den store tribune.
Mødre med spædbørn kan benytte et lokale i afdelingen for „Førstehjælp“ i den lille stadionhal.
Ordstyrerens kontor findes i stueetagen i den lille stadionhal, indgang fra søjlehallen.
Stævnekontoret findes på første sal i den lille stadionhal.
Tabt og fundet er knyttet til stadionhallernes faste garderobe, hvor vi også har garderobeafdelingen.
Teltlejren ligger denne gang i nogle områder i nærheden af Hørhaven i den sydlige del at Århus. Følg vejen mod Moesgård Strand. Teltlejren åbner fredag den 3. juli kl. 16.00. Vi vil anbefale at forkyndere som skal bo i campingvogn og som ikke har absolut brug for fortelt, søger om plads på det asfalterede område lige ved siden af Stadion.
Tjeneste på arbejdsmarken: Dette bureau findes i den lille stadionhal. Alle tilskyndes til at være med i den særlige tjeneste fredag i stævneugen.
Odense
Busforbindelser: Fra alle bydele er der forbindelse til Flakhaven (centrum), hvorfra man skifter til linje 4, der kører til Højstrup via STADION. (Bemærk: Der er også en linje 4 der kører til Bolbro, men den kører ikke lige forbi Stadion. Man kan stå af ved Hauges Plads, hvorfra der er knap 5 minutters gang til Stadion ) Fra banegården er der med de fleste buslinjer forbindelse til Flakhaven (centrum).
Båndoptagere: Der etableres teleslynge i idrætshallens højre sidegang på første sal. Her kan programmet optages på kassettebåndoptager ved hjælp af en adapter.
Frivillig tjeneste: Bureauet er beliggende i idrætshallens forhal.
Fællesspisning: Serveringen foregår i skøjtehallen.
Førstehjælp er beliggende i hovedtribunen, i idrætshallen og i skøjtehallen.
Hørehæmmede: Der vil være reserveret pladser i hovedtribunens midtersektion.
Mødre med spædbørn kan benytte et lokale i idrætshallen og en afdeling af „Førstehjælp“ i hovedtribunen.
Ordstyrerens kontor er beliggende i hovedtribunen.
Stævnekontoret er beliggende i hovedtribunen.
Tabt og fundet: Afdelingen er beliggende ved garderoben i idrætshallens forhal.
Teltlejren er på DEN NYE DYRSKUEPLADS, indgang fra Falen. Teltlejren åbner fredag den 10. juli kl. 16.00. Der er cirka 2 kilometer til Stadion fra teltlejren.
Tjeneste på arbejdsmarken: Bureauet findes i idrætshallens forhal. Alle tilskyndes til at være med i den særlige tjeneste fredag i stævneugen.
Brøndby
Busforbindelser: Benyt linje 131 fra Glostrup station. Linje 131 kører også fra Brøndby Strand og Vallensbæk station til Brøndby-Hallen.
Båndoptagere: Der vil være et rum hvor programmet kan optages med kassettebåndoptagere ved hjælp af en adapter. Højttalerafdelingen vil anvise stedet.
Døve: Der vil være reserverede pladser i afdeling P.
Fremmede sprog: Hele programmet vil blive gennemført samtidig på engelsk, og det offentlige foredrag vil blive holdt på spansk, polsk og tyrkisk, alle i mindre lokaler hvis nærmere beliggenhed vil blive meddelt i programmet.
Frivillig tjeneste har bureau i hallens foyer, i fløjen til venstre for hovedindgangen.
Fællesspisning er beliggende på det asfalterede parkeringsareal syd for Brøndby-Hallen.
Førstehjælp kommer man til ved at benytte udgangen mellem afsnit O og L, i hallens gulvplan.
Hørehæmmede: Der vil være reserveret pladser med teleslynge i afdeling O.
Mødre med spædbørn kan benytte et lokale i „Førstehjælp“.
Ordstyrerens kontor findes i hallens foyer, i fløjen til venstre for hovedindgangen.
Stævnekontoret ligger i hallens foyer, i fløjen til venstre for hovedindgangen.
Tabt og fundet er knyttet til garderoben i hallens foyer, i fløjen til venstre for hovedindgangen.
Teltpladsen er beliggende på en grustræningsbane nord for Brøndby-Hallen. Man kommer til den ad Gl. Kirkevej, der går fra Park Alle. Der åbnes fredag den 17. juli kl. 16.
Tilhørerpladser, overdækkede, findes i tilstrækkeligt antal uden for hallen, således at der vil være god plads for alle som vil overvære stævnet.
Tilkørsel til Brøndby-Hallen, Brøndbyvester Boulevard, Brøndbyvester: Kommer man nordfra, kører man til Glostrup og følger Søndre Ringvej sydpå til Sydgårdsvej, hvor man kører til venstre og derfra til venstre ad Brøndbyvester Boulevard, hvor stævnehallen er beliggende. Kommer man nordfra ad motorringvejen fra Helsingør (E4), kører man ind på Holbækmotorvejen og drejer til højre ved frakørselsskiltet til Brøndbyvester. Der drejes til venstre ad Søndre Ringvej. Kort efter broen over motorvejen køres til venstre ad Sydgårdsvej, derefter til venstre ad Brøndbyvester Boulevard.
Kommer man syd- eller vestfra ad Holbækmotorvejen, fortsætter man til frakørselen mod Brøndbyvester/Glostrup ved Søndre Ringvej (Ring III) og kører tværs over denne og ad Sydgårdsvej til Brøndbyvester Boulevard, hvor man drejer til venstre.
Kommer man med tog, skal man tage S-togslinje B til Glostrup station, hvorfra der går bus (linie 131) til stævnehallen.
Tjeneste på arbejdsmarken: Bureauet ligger i forhallens foyer, til venstre for hovedindgangen. Alle tilskyndes til at være med i den særlige tjeneste fredag eftermiddag under stævnet.