Forældre, vokser jeres børn åndeligt?
1 Hvilken velsignelse er det ikke at have børn der elsker tjenesten for Jehova! Det er i sandhed en glæde for indviede forældre. Apostelen Johannes gav udtryk for den følelse han nærede for sine åndelige børn, da han skrev: „Jeg har ingen større grund til taknemmelighed end dette, at jeg hører at mine børn fortsat vandrer i sandheden.“ — 3 Joh. 4.
2 „Men hvordan får man sine børn til at have et åndeligt udsyn?“ har mange forældre spurgt. Spørgsmålet er forståeligt når man ser det dæmoniske pres de unge er udsat for i dag. Det kan være en hjælp at høre hvad forældre der har opnået et godt resultat, kan fortælle. „Den første betingelse er at man selv sætter et godt eksempel med hensyn til åndelighed,“ siger en fader. Denne broder, en travl ældste med fire børn, tager sig tid til at være sammen med sine børn. Deres liv drejer sig om Riget. De taler om åndelige ting i familien. Når de tager på ferie er familien sammen, og faderen sørger for at de overværer møderne i den lokale rigssal.
3 En anden vigtig ting er at gøre tjenesten til en glædelig oplevelse. En moder siger at hun har taget børnene med sig i tjenesten fra de var ganske små. De har altid været glade for tjenesten og er ikke blot taget med fordi de skulle.
En god kommunikation
4 Hvordan kan man vide om ens børn vokser åndeligt hvis man ikke kommunikerer frit og åbent med dem? Det vil faktisk være vanskeligt. Mange forældre finder det da også klogt at tale frit og åbent med deres børn. De bruger tid sammen med dem. I stedet for at komme sammen med andre voksne uden at have børnene med, har de fundet det bedst at have børnene hos sig. På denne måde opstår der ingen generationskløft. Kloge forældre er også dybt interesserede i det deres børn foretager sig, både i skolen og andre steder. En sådan interesse for børnene gør det let for børnene at komme til deres forældre når der opstår problemer, idet de har tillid til at forældrene vil forstå dem, selv om de har gjort noget forkert. — Ordsp. 15:14.
5 Nogle forældre har erfaret fordelene ved at lytte opmærksomt til det deres børn taler om. De finder ud af hvad deres børn lærer i og uden for hjemmet, og tager derefter skridt til at korrigere en uret tankegang før den slår rod i børnenes hjerte og sind. I stedet for at forklejne det børnene siger, søger kloge forældre at opbygge deres børn og at opmuntre dem til at fortsætte kampen for at bevare åndeligheden i denne materialistiske verden. (Ef. 6:10-13) En sådan kærlig interesse bringer forældre og børn nærmere hinanden. — Ordsp. 24:5.
Studér Guds ord sammen
6 Et regelmæssigt familiebibelstudium er også nødvendigt for at opdyrke åndeligheden. Hvis børnene ser at deres forældre er så interesserede i bibelkundskab at de hver uge sætter tid af til studium, vil det hjælpe dem til at gøre det samme. Forstandige forældre sætter imidlertid ikke kun tid af til hver uge at drøfte et bestemt stykke i en bog eller i et blad, men giver også deres børn den vejledning eller opmuntring som en given situation måtte gøre nødvendig. Begivenheder i skolen eller i nabolaget kan gøre det nødvendigt at man tager et bestemt emne vedrørende et aktuelt problem eller spørgsmål op til drøftelse. Denne form for undervisning er også nødvendig for at børnene kan vokse åndeligt.
En åndelig skat
7 Nogle forældre har fejlagtigt ment at det bedste de kunne gøre for deres børn var at give dem mange materielle goder. Erfaringen har vist at når forældre sætter de materielle ting først i livet, har det alt for ofte medført at de er blevet åndeligt svage og har ignoreret deres børns åndelige interesser. (Mark. 8:36) De opnår måske en højere levestandard, men hvad er det værd når det er på bekostning af deres åndelighed? Andre familier har valgt at sætte levestandarden ned, for ikke at miste det virkelige mål af syne. (Joh. 6:27) De har lært at være tilfredse med mindre materielt, men har opnået større åndelighed, hvilket har været til velsignelse for dem selv og deres børn.
8 Ligger din families åndelige tilstand dig på sinde? Hvorfor så ikke arbejde på at samle en virkelig åndelig skat? (Matt. 6:19-21) Hjælp dine børn til at vokse åndeligt, og du vil også kunne være taknemmelig for at dine børn „fortsat vandrer i sandheden“.