En glimrende studiebog
1 Alle har uden tvivl læst den nye bog Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Allerede nu er der spredt i tusindvis af den. Der ledes mange gode hjemmebibelstudier over den. Og nu bruger vi den også ved vort menighedsbogstudium. Alle tilskyndes til at overvære studiet regelmæssigt hver uge og med begejstring deltage i det åndelige gæstebud som bogen danner grundlag for. — Matt. 5:3, 6.
2 Stoffet er af en sådan karakter at alle, også børnene, kan deltage i studiet. Men for at studiet kan være meningsfyldt, må man bruge tid på at læse og drøfte nogle af nøgleskriftstederne grundigt. Alle, og især studielederen, bør forberede sig grundigt, så man under studiet ikke blot får svar på spørgsmålene men også ser bag om tingene. Så vil gruppestudiet hver uge give os større kundskab, forståelse og tro. — Ordsp. 14:6; 2 Pet. 1:5.
3 Et vigtigt formål med at studere denne bog er at pege på punkter og argumenter vi kan bruge i tjenesten. Du har måske allerede haft gode oplevelser ved at benytte noget af det du har lært under studiet. Nu og da kan der være lejlighed til at pege på stoffets praktiske anvendelse i forkyndelsen, hvorved studiet bliver livligt og udbytterigt for os som forkyndere. Menighedsbogstudiet bør hjælpe os til at undervise bedre. — Se Ordsprogene 27:17.
4 Gennem bogstudiet kan vi også gøre dem vi studerer med bekendt med Jehovas organisation. Indbyd dem til at komme regelmæssigt og få del i den fælles opmuntring samtidig med at de vokser i kundskab. (Rom. 1:11, 12; Hebr. 10:24, 25) Når de kommer regelmæssigt hver uge, hjælpes de til at knytte sig nærmere til menigheden og at opbygge tro på Guds ord.
5 Tænk på nogle af de tankevækkende emner vi allerede har gennemgået i den nye bog: I kapitel 1 understreges forskellen mellem livet i den gamle døende ordning og velsignelsen ved at leve i det kommende paradis. Kapitel 4 beskriver Jehovas storhed, argumenterer for hans eksistens og fortæller om hans personlighed. Senere kapitler bygger videre på dette grundlag, sådan at vi kan udvikle et personligt forhold til Jehova som vil gavne os både nu og i fremtiden. Bogstudiet vil styrke vor tro på de sandheder der behandles i bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden.