Fremholdelse af den gode nyhed — med takt
1 Når vi besøger folk i deres hjem eller træffer dem på gaden, i forretninger eller andre steder, er det vigtigt at vi er taktfulde. Hvorfor? Fordi vi lever i „de sidste dage“ med deres „kritiske tider“. Paulus skrev at de der levede i „de sidste dage“ ville være „pralende, hovmodige, . . . uforsonlige, . . . uden selvbeherskelse, vilde, . . . egenrådige“. (2 Tim. 3:1-4) Det er således tydeligt at Jehovas tjenere må være taktfulde når de forkynder den gode nyhed.
2 Hvad er da takt? En ordbog siger: „En sikker fornemmelse af hvad man skal sige eller gøre i en vanskelig eller prekær situation for at bevare et godt forhold til andre eller undgå at volde anstød.“ Som kristne ønsker vi afgjort at bevare et godt forhold til folk og så vidt muligt undgå at volde anstød. Så vidt det står til os, vil vi holde fred med alle mennesker. — Rom. 12:18.
3 Det hjælper når vi kan sætte os i den andens sted. Når vi ringer på hos folk, kan det ske at vi afbryder dem i noget vigtigt. Som regel forventer de ikke at få besøg når vi kommer. Derfor må vi være taktfulde og betænksomme. Vi må have omsorg for dem vi besøger, og kærligt ønske at hjælpe dem.
4 Paulus var et godt eksempel hvad dette angår. Da han talte til athenerne kritiserede eller fordømte han dem ikke for deres afgudsdyrkelse, selv om hans ånd oprørtes over det han så. (Apg. 17:16) Han benyttede taktfuldt deres interesse for at tilbede guderne som en god indledning til den tale han holdt for dem. — Apg. 17:22-31.
5 Vi kommer også ud for folk som fortæller os at de har deres egen tro. Hvordan bør vi reagere? Vi må være taktfulde. Vi må ikke være kritiske eller stridslystne. Vi bør derimod søge at finde nogle punkter som vi og den besøgte er enige om, og uddybe dem. Der er ingen grund til at gendrive enhver indvending som fremføres af folk der ikke er enige med os i vort budskab.
6 Taktfuldhed indebærer også at vi er gode tilhørere. Når vi lytter til det den besøgte siger, får vi at vide hvad han tænker. Ofte kan vi taktfuldt benytte dette som udgangspunkt for en god samtale og aflægge et vidnesbyrd. Spørgsmål er nyttige, men vi må passe på at vi ikke trænger den besøgte op i en krog. Spørgsmål må stilles på en sådan måde at den besøgte får lyst til at udtale sig. Da følger vi Paulus’ eksempel: „For alle slags mennesker er jeg blevet alt, for i alt fald at kunne frelse nogle.“ — 1 Kor. 9:22.
7 Vi må altid veje vore ord omhyggeligt for ikke at volde anstød. (Ordsp. 25:11) Så vil den besøgte kunne forstå at vi aflægger venlige besøg med et opmuntrende budskab. Hvis vore ord og vort ansigtsudtryk afspejler personlig interesse, godhed og venlighed, vil de fleste mennesker lægge mærke til det og i mange tilfælde reagere positivt. Husk Paulus’ råd: „Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ — Kol. 4:6.
8 Også i de tilfælde hvor folk ikke har nogen som helst interesse, er det gavnligt at vi er taktfulde. Derved efterlader vi et gunstigt indtryk og baner vejen for den næste forkynder. Lad os fortsætte med at fremholde den gode nyhed på en taktfuld måde, så vi kan give dem der hører på os, noget velgørende. — Ef. 4:29.