Opøv dine opfattelsesevner
1 Det er de færreste af os der går gennem livet uden at skulle træffe store afgørelser. Nogle afgørelser berører vor lykke og fremtid, ja selve vort forhold til Gud. En læge holder måske på at du vil dø hvis du ikke får en blodtransfusion. Eller du får ordre til at bryde din kristne neutralitet. En pæn dreng i skolen spørger dig om I skal „komme sammen“. En skolekammerat vil gerne have dig med i en fodboldklub. En ven opfordrer dig til at være pioner sammen med ham. Der er mange alvorlige spørgsmål du må tage stilling til.
2 Når folk skal træffe sådanne afgørelser, reagerer de på forskellige måder. Nogle udskyder afgørelsen. Andre prøver at få en anden til at træffe afgørelsen — måske deres moder eller fader, en ven, en af de ældste, eller Selskabet. Nogle bliver ligefrem syge af ubeslutsomhed! Men der er andre som er forberedt på at træffe den rette afgørelse, fordi de „har fået deres opfattelsesevner opøvet til at skelne mellem ret og uret“. (Hebr. 5:14) Paulus siger at det er „modne mennesker“ der gør dette. De er nået dertil at de kan træffe modne afgørelser i alvorlige sager uden at andre behøver at fortælle dem hvad de skal gøre. Hvordan er de nået så vidt? Det fremgår af to udtryk som Paulus bruger i dette skriftsted, nemlig „gennem brugen“ og „den faste føde“.
Må opøves
3 Vi får vore opfattelsesevner opøvet når vi regelmæssigt fylder vort sind med den faste åndelige næring fra Bibelen, og når vi drager fuld nytte af de gode foranstaltninger der træffes af ’den trofaste træl’. Efterhånden som vi bruger vore evner til at træffe rette afgørelser i det daglige, lærer vi også at træffe rette afgørelser i de mere alvorlige spørgsmål der berører Guds vilje.
Bibelske eksempler
4 Kan du komme i tanker om nogle personer i Bibelen der traf rette afgørelser fordi de havde indtaget den faste føde i Guds ord? Hvad mener du om Jesus, dengang han blev udsat for tre fristelser på et tidspunkt hvor han var svag efter at have fastet i 40 dage? Efter hver fristelse viste Jesus at hans opfattelsesevner var blevet opøvet til at skelne mellem ret og uret. Han havde svar på rede hånd, og hans svar byggede på Guds ord. — Matt. 4:1-11.
5 Senere skulle det styrende råd i Jerusalem tage stilling til spørgsmålet om omskærelse. Ved hjælp af de inspirerede ord i Amos 9:11, 12 nåede man til den enige afgørelse at omskærelse ikke er et krav til kristne. — Apg. 15:7, 13-19.
En virkelig hjælp
6 Vi lever på en tid da presset fra Satans dødsdømte ordning tager til. Der må træffes mange afgørelser på grund af de ondsindede angreb der rettes mod os af den vrede Gud der hersker over denne tingenes ordning. Men den sande Gud, Jehova, har givet os den nødvendige hjælp. Der er næppe det spørgsmål eller problem der ikke er blevet behandlet i Vagttårnet på et eller andet tidspunkt i løbet af de 104 år bladet er udkommet. Ved hjælp af registrene i de indbundne årgange kan vi drage fuld nytte af den faste åndelige føde der kan hjælpe os til at stå fast over for Satans fristelser.
7 Har du et personligt abonnement på både Vågn op! og Vagttårnet? Har du disse værdifulde hjælpemidler stående på din bogreol? Mange forkyndere som har været en årrække i sandheden, har mange indbundne årgange. De har et godt teokratisk bibliotek hvor de kan hente hjælp til at træffe de rette afgørelser.
8 Da vi kender værdien af Vågn op! og Vagttårnet, kan vi med overbevisning anbefale dem til andre. Lad os fremholde abonnementstilbudet med iver og begejstring i november. Vore medmennesker har også brug for at få deres opfattelsesevner opøvet til at skelne mellem ret og uret. Lad os derfor servere den vigtige åndelige føde for dem. Deres liv afhænger af det! — 1 Tim. 4:16.