Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter — 1. del
1 Det er meget glædeligt at vi nu har fået hele Ny Verden-oversættelsen på dansk. Det giver os en enestående mulighed for at lære Bibelen bedre at kende. Men det vil kræve et stykke arbejde af os. Det er blevet sagt at den forandring man gør når man går over til at bruge en ny oversættelse, er lige så gennemgribende som den man gør når man flytter fra én bolig hen i en anden. Selv om den nye bolig er meget bedre, tager det nogen tid at vænne sig til den og blive glad for den. Det vil måske endda gælde i endnu højere grad for De hebraiske Skrifters vedkommende end det gjaldt for De kristne græske Skrifters vedkommende.
2 Da vi er en menighed af flittige bibelstudenter, vil vi hurtigt komme i gang med at bruge den nye oversættelse. Bibellæsningen i forbindelse med den teokratiske skole vil få en ny og meget spændende dimension: det vil næsten være som at læse Bibelen for første gang. Også ved vore andre møder og ved vore bibelstudier vil vi bruge den, og den vil i vid udstrækning blive citeret i vore blade og bøger, selv om vi som hidtil også vil citere andre oversættelser. Desuden vil vi naturligvis tage den med i forkyndelsen, vise den frem, læse op af den og tilbyde den. Både i format og udstyr er den nye bibel simpelt hen den fødte forkynderbibel: med en skrift der ikke fylder så meget men alligevel er let at læse, med kolumnetitler, ordbog og samtaleemner, alt sammen i ét handy bind. Lidt baggrundsviden om den nye oversættelse vil hjælpe os til selv at få det størst mulige udbytte af den og til med overbevisning at kunne anbefale den til andre. Nogle af disse oplysninger bliver behandlet i artikler i Vågn op!, men her belyses emnet med en række yderligere detaljer.
Den tekst der er oversat fra
3 Bibelen blev oprindelig skrevet på hebraisk, aramaisk (beslægtet med hebraisk og skrevet med hebraiske bogstaver) og fællesgræsk (koinégræsk). Hvordan de originale skrifters ordlyd er blevet bevaret i form af talrige afskrifter og gamle oversættelser, er et helt studium for sig. Oplysninger herom kan man blandt andet finde i bogen „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“, lektion 4 til 6 (se især oversigtsskemaerne på siderne 308 og 309).
4 Den hebraiske tekst: I det store og hele følger den engelske New World Translation det masoretiske bibelhåndskrift der kaldes Codex Leningrad B 19A, der er trykt som hovedtekst i Rudolf Kittels Biblia Hebraica, 7., 8. og 9. udgave (1951-55). Ved udarbejdelsen af den danske oversættelse er benyttet den nyeste udgave af dette værk, kendt som Biblia Hebraica Stuttgartensia. I de tilfælde hvor den engelske oversættelse har fulgt en anden læsemåde, gør den danske naturligvis det samme. Oplysninger om dette findes i fodnoterne til førsteudgaven (1953-60) samt i den nye studieudgave (Rbi8; 1984), endnu kun på engelsk.
5 Når man sammenligner Ny Verden-oversættelsen (NV) med den autoriserede oversættelse af 1931 (DA-1931), vil man hyppigt finde at de afviger så meget fra hinanden at det må skyldes den tekst der er oversat fra. De der har DA-1871 eller den norske oversættelse fra 1930, vil kunne se at Ny Verden-oversættelsen stemmer nøjere med disse bibler end med DA-1931 hvad tekstgrundlaget angår. Forklaringen er meget ofte at oversætterne bag DA-1931 hyppigt har vurderet den læsemåde der er overleveret i den masoretiske tekst, som usikker, og at de i stedet har fulgt den læsemåde der synes at ligge til grund for en af oldtidens oversættelser til græsk (især Septuaginta), syrisk og latin, eller at de ligefrem på egen hånd har rekonstrueret en læsemåde de mente passede til sammenhængen.
6 Dette sidste synes at være tilfældet i Anden Mosebog 21:22, 23, hvor Ny Verden-oversættelsen siger: „Og i det tilfælde at nogle mænd slås med hinanden og derved støder til en gravid kvinde og hun nedkommer, men der ikke sker nogen dødelig ulykke, skal der ubetinget kræves skadeserstatning af ham efter hvad kvindens ejer pålægger ham; og han skal betale den gennem dommerne. Men hvis der sker en dødelig ulykke, så skal du betale sjæl for sjæl.“ De kursiverede ord ændres i DA-1931 til: „for det dødfødte barn“, hvorved en sådan voldshandling med abort til følge gøres til noget man kan betale sig fra, det vil sige til en mindre forseelse end manddrab.
7 Grundlaget for en så skeptisk holdning til den masoretiske tekst var allerede uholdbart i 1931, og det er siden blevet fejet bort af nyere fund og forskning. De prøveoversættelser der udsendes af Det danske Bibelselskab i disse år, afspejler således en langt større respekt for den masoretiske tekst, men Ny Verden-oversættelsen er i dette århundrede den første danske bibel som indeholder en nøjagtig og trofast oversættelse af alle De hebraiske Skrifter på grundlag af den masoretiske tekst. (Den nyeste har hidtil været den autoriserede oversættelse af 1871.)
8 Som hovedregel kan man altså sige at DA-1931 ofte afviger fra den masoretiske tekst og følger Septuaginta, mens Ny Verden-oversættelsen sjældent afviger fra den masoretiske tekst. En undtagelse er Daniel 9:25, hvor der tales om de 70 uger eller åruger.
9 I dette vers har masoreterne anbragt et tegn (athnach) som angiver en større pause efter ordene „syv uger“, og DA-1931 sætter derfor semikolon og supplerer forholdsordet „i“ foran „toogtresindstyve uger“. NV gengiver derimod konsonantteksten som den står (uden masoreternes senere tilføjede pausetegn), så ordene „syv uger og toogtres uger“ kommer til at hænge sammen. Denne gengivelse støttes af Septuaginta.
10 Den lille forskel har stor indflydelse på fortolkningen. I DA-1931 ser det ud som om der tales om to salvede, én der kommer efter 7 uger (49 år) og én der bortryddes efter 62 uger (434 år). Ejendommelig er den tanke at det skulle vare 434 år at genrejse Jerusalem. I NV’s gengivelse tales der om Messias som kommer til det genopbyggede Jerusalem efter 7+62 uger (483 år) og ryddes bort i løbet af én uge (7 år).
11 På dette punkt spiller tidsforskellen mellem Septuaginta (250-150 f.v.t.) og den masoretiske tekst (500-1000 e.v.t.) øjensynlig en væsentlig rolle. Der er grund til at antage at de jødiske masoreter med vilje indsatte et pausetegn i teksten for at modarbejde den fortolkning af profetien at den skulle være opfyldt på Jesus Kristus.
12 Den græske tekst: Som grundlag for De kristne græske Skrifter har New World Translation hovedsagelig benyttet Westcott og Horts græske tekst (The New Testament in the Original Greek, første gang udgivet i 1881). Også andre græske tekstudgaver, udarbejdet af Nestle, Bover, Merk og andre, har man rådført sig med. Det er Westcott og Horts tekst der er gengivet i The Kingdom Interlinear Translation of the Greek Scriptures (1969).
13 Et eksempel på at Ny Verden-oversættelsen følger en anden læsemåde end den autoriserede oversættelse af 1948, har vi i Mattæus 6:13. Ordene: „Thi dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen,“ findes ikke i Westcott og Horts tekst, og derfor heller ikke i Ny Verden-oversættelsen.
14 Et andet eksempel er Mattæus 27:49, hvor Ny Verden-oversættelsen har denne sætning, som ikke findes i den autoriserede oversættelse: „En anden tog et spyd og stak ham i siden, og der kom blod og vand ud.“ Denne sætning findes i Westcott og Horts tekst, men de regner den for at være en tilføjelse, og i en fodnote gør de opmærksom på i hvilke håndskrifter den findes og i hvilke håndskrifter den ikke findes. I vores oversættelse er ordene sat i dobbelte klammer, hvilket altså betegner ord som Westcott og Hort har i deres tekst men som de mener ikke burde være der.
Den måde der er oversat på
15 Bibelen er blevet oversat på mange måder, både meget ordret og meget frit og ud fra forskellige ønsker med hensyn til stil og anvendelsesmuligheder. Bag enhver oversættelse ligger der et valg af målsætning og en prioritering af de ønsker som oversættelsen søger at opfylde. Ny Verden-oversættelsen søger især at opfylde to ønsker, som prioriteres nogenlunde lige højt: (1) Ønsket om en temmelig ordret gengivelse af grundteksten, og (2) ønsket om en gengivelse på korrekt og forståeligt nutidsdansk. Det kan lyde meget enkelt, men at realisere det er i virkeligheden en vanskelig opgave. Mange steder er det forhåbentlig lykkedes at opfylde begge ønsker fuldt ud. Nogle steder er det første ønske opfyldt på bekostning af det andet, eller omvendt.
16 En ordret oversættelse: At oversættelsen tilstræber at være ordret betyder at den søger at gengive ikke blot hvad der siges, men også hvordan det siges. Målet er at bringe læseren på så nært hold som muligt af grundteksten, så han ikke blot kan stifte bekendtskab med tankerne deri, men også kan få en fornemmelse af den autoritet, styrke og ligefremhed hvormed de fremføres.
17 Selv om praktisk talt alle ord er oversat, også småord og gentagelser som ikke på dansk føles nødvendige for meningens skyld, er der dog taget et vist hensyn til dansk sprogbrug, så der for eksempel til oversættelsen af det hebraiske bindeord we eller wa (der strengt taget blot betyder „og“) er brugt den variation af bindeord som føles naturlig på dansk.
18 De hebraiske verber eller udsagnsord har to måder som kaldes perfektum (pf.) og imperfektum (ipf.) (Disse må ikke sammenblandes med de tilsvarende betegnelser i f.eks. dansk grammatik, hvor de betyder henholdsvis førnutid og datid.) Perfektum betyder ordret „fuldkommen“ og anvendes om handlinger der kan betegnes som fuldstændige, afsluttede eller permanente. Imperfektum betyder ordret „ufuldkommen“ og anvendes om handlinger der kan betegnes som uafsluttede, indledende, fremadskridende og fortsættende. De hebraiske verbalformer udtrykker ikke direkte noget tidsbegreb. Begge måder kan bruges om både fortidige, nutidige og fremtidige handlinger eller tilstande.
19 Når hebraisk skal oversættes til for eksempel engelsk og dansk, hvis verbalformer er meget tidsbestemte, må man ud fra sammenhængen slutte sig til hvilken tid der skal vælges. Og der skal altså vælges; man kan ikke på dansk lade tidsmomentet stå uafklaret. Derfor vælger Ny Verden-oversættelsen, i harmoni med første del af skabelsesberetningen, at gengive Første Mosebog 2:19 således: „Nu havde Jehova Gud været i færd med af jorden at danne (ipf.) alle markens vilde dyr og alle himmelens flyvende skabninger, og han gav sig til at føre (ipf.) dem hen til mennesket for at se hvad han ville kalde (ipf.) hver enkelt.“
20 De nuancer som ligger i de hebraiske verbalformer kan kun i nogen grad udtrykkes i en dansk oversættelse. Også i forhold til engelsk har dansk færre muligheder for at skelne mellem hebraisk perfektum og imperfektum, hvis teksten ikke skal blive helt ulæselig. (Om gengivelsen af disse verbalformer i den engelske New World Translation, se Appendix 3c i Rbi8 og artiklen „Hebrew II“ i Aid to Bible Understanding.)
21 Følgende eksempler kan give et indtryk af hvordan hebraisk perfektum og imperfektum fungerer i teksten: „Og da Gud på den syvende dag var færdig (ipf.) med sit værk som han havde frembragt (pf.), hvilede (ipf.) han på den syvende dag fra hele sit værk som han havde frembragt (pf.). Og Gud velsignede (ipf.) den syvende dag og helligede (ipf.) den, for på den hviler (pf.) Gud fra hele sit værk som han har skabt (pf.) i den hensigt at frembringe [det].“ — 1 Mosebog 2:2, 3.
22 „Da var (ipf.) der endnu ingen markens busk på jorden, og endnu var ingen af markens planter ved at spire frem (ipf.), for Jehova Gud havde ikke ladet det regne (pf.) på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden. Men en tåge steg til stadighed op (ipf.) fra jorden og vandede (pf.) hele agerjordens flade.“ — 1 Mosebog 2:5, 6.
23 Når formen af et græsk verbum eller udsagnsord viser at den handling der beskrives, er noget der fortsætter, har det ofte betydning at denne nuance kommer frem. I Mattæus 7:7 siger Ny Verden-oversættelsen derfor ikke „Bed, så skal der gives jer“, men „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer.“ Den samme verbalform bruges til at udtrykke at man ophører med en handlemåde man ellers har fulgt. Derfor gengives Mattæus 6:19 således: „Hold op med at samle jer værdier her på jorden.“
24 Græsk har en særlig verbalform der kaldes „aorist“, hvilket betyder „uden grænse“ tidsmæssigt. Verber i aoristformen kan gengives på forskellige måder, alt efter den sammenhæng de står i. Et sådant verbum kan for eksempel betegne en enkelt handling som ikke er bundet til noget bestemt tidspunkt. Et eksempel herpå finder vi i Første Johannesbrev 2:1, hvor mange oversættelser gengiver verbet med „synde“, således at det kan opfattes som en fortsat syndig kurs, hvorimod Ny Verden-oversættelsen gengiver det „begå en synd“, det vil sige en enkelt syndig handling. Dette dækker den korrekte tanke, at hvis en kristen skulle begå en syndig handling, har han en forsvarer eller hjælper hos den himmelske Fader, nemlig Jesus Kristus. Første Johannesbrev 2:1 er således ikke i modstrid med Første Johannesbrev 3:6-8 og 5:18, hvor det at „øve synd“ fordømmes, men viser at der er forskel på at begå en enkelt synd og at fremture i synd.
25 Et sprogs idiomer regnes ofte for uoversættelige, idet disse udtryk som er særegne for sproget, sammensætter ordene på måder der ikke kendes på andre sprog. Imidlertid indeholder de hebraiske og græske idiomer ofte nøgleord (som for eksempel „hjerte“, „nyrer“, „sjæl“) og udtryksfulde og tidstypiske billeder, som ville blive skjult ved en omskrivning. I Ny Verden-oversættelsen får læseren lejlighed til at møde hele den østerlandske begrebsverden og billedrige tankegang, sådan som den afspejles i bibelskribenternes sprogbrug.
26 For eksempel siger Job: „Mine knogler klæber til min hud og mit kød, og jeg undslipper kun med mine tænders hud [i behold].“ (19:20) Nogle har ment at det var mærkeligt at tale om ’tændernes hud’, og for eksempel Kalkars oversættelse fortolker det som „Tandkjødets Hud“. I stedet for en ordret oversættelse (de kursiverede ord) kunne man også vælge et dansk idiom som „med nød og næppe“, der sandsynligvis ville dække tanken i verset nogenlunde. Til forsvar for en ordret oversættelse kan imidlertid anføres den lille detalje at faktisk har tænderne hud, idet tandemaljen er opbygget af epitel- eller hudceller.
27 I enkelte tilfælde er billedet så fremmedartet at det ingen mening giver på dansk, og en omskrivning er da foretrukket. I Første Petersbrev 1:13 står der ordret: „Bind op om jeres sinds lænder.“ Billedet stammer fra at den lange klædning man gik med, blev bundet op om en, så man bedre kunne røre sig når man skulle arbejde. Ny Verden-oversættelsen har foretrukket denne omskrivning: „Gør derfor jeres sind klar til at arbejde,“ hvilket er meningen bag det græske idiom.
28 I andre tilfælde, hvor en ordret oversættelse føles lidt ufuldstændig eller let kan misforstås, er der tilføjet et eller flere ord i klammer, således at tanken klargøres mens man stadig kan se hvad der ordret står i grundteksten. Et eksempel har vi i Ordsprogene 7:7: „Blandt sønnerne bemærkede jeg en ung mand der manglede [et forstandigt] hjerte.“ Det hebraiske idiom er altså „at mangle hjerte“. På dansk vil „at mangle hjerte“ betyde „at være hjerteløs, ubarmhjertig, ufølsom“, men hebræeren betragtede ikke hjertet som sæde blot for følelserne, men også for fornuften og motiverne, og for at vise at det hebraiske idiom har denne bredere betydning er ordene „et forstandigt“ tilføjet i klammer. Her skal det bemærkes at når et sådant citat bringes i vore bøger eller blade, bliver klammerne almindeligvis ikke taget med.
(Fortsættes i 2. del)