Respekt for livets hellighed — 1., 2. del
1 Gang på gang har Jehovas tjenere stået over for problemer fordi de har fastholdt Jehovas syn på livets hellighed, og, som I sikkert har bemærket, har vi ved flere lejligheder bedt jer om at indsende oplysninger til os når nogen af jer har gennemgået en operation og læger i den forbindelse har vist respekt for vort syn på blodets hellighed. Nogle af de indsendte oplysninger har vi været i stand til at videregive til andre brødre og søstre når disse har haft behov for at finde en læge som vil operere på vore vilkår.
2 De oplysninger som I har tilsendt os viser at flere og flere læger her i landet efterhånden er villige til at respektere vort standpunkt og foretage operationer uden at gøre brug af blod eller blodbestanddele, og dette er vi naturligvis meget glade for. Vi har imidlertid også viden om at der stadig findes en del læger som er meget lidt samarbejdsvillige, for ikke at sige direkte uvenlige, formynderiske og arrogante. De sidstnævnte har i mange tilfælde gjort det til en meget stor belastning for vore brødre og søstre at være indlagt på et hospital.
3 Vi har nu planer om at sætte nogle ting i gang som kan være til gavn for brødre og søstre i almindelighed når disse skal gennemgå en hospitalsbehandling, og for de brødre og søstre i særdeleshed som har problemer med læger som er uvillige til at respektere vore ønsker og krav. I dette Tillæg til Rigets Tjeneste vil vi forklare jer om en ny ordning som vi har tænkt os at indføre her i Danmark.
4 Først vil vi imidlertid gerne fortælle jer lidt om nogle juridiske problemer som i nogen grad kan forklare visse lægers mangel på samarbejdsvilje, selv om disse juridiske problemer naturligvis ikke kan undskylde nogle lægers uvenlighed og uværdige måde at behandle vore trosfæller på.
Juridiske aspekter
5 Der er i loven to paragraffer der bliver aktuelle når et Jehovas vidne ønsker operativ lægebehandling uden brug af transfusioner af blod eller blodbestanddele:
a. Straffelovens § 260 om „individets autonomi“. Denne paragraf fastslår den enkeltes ret til selvstyre af eget liv, menneskets ret til at forme sit liv på eget ansvar, selvfølgelig forudsat at vedkommende er psykisk normal.
b. Straffelovens § 253 om „hjælpepligt“. Denne paragraf understreger pligten til at hjælpe den der er i livsfare, og fastsætter straf for den som undlader efter evne at hjælpe nogen der er i øjensynlig livsfare. Denne bestemmelse gælder enhver borger, herunder naturligvis også læger.
Begge disse love udtrykker fundamentale hensyn der har dybe rødder i vor retskultur. Og begge disse love gælder ubetinget ifølge lovparagraffernes formulering. Spørgsmålet er: Hvilken af disse love skal have forrang i tilfælde af konflikt, i tilfælde hvor begge love kan anvendes? Dette spørgsmål er beklageligvis endnu ikke afgjort i Danmark, hverken ved lov eller ved dom.
6 Konflikten mellem de to lovparagraffer opstår fordi et Jehovas vidne der har behov for en operation, ønsker de involverede lægers garanti for at der under ingen omstændigheder vil blive givet transfusion af blod eller blodbestanddele hverken før, under eller efter operationen. Ifølge § 260 har man som patient ret til at stille et sådant krav. Og ifølge samme lov har lægen pligt til at respektere det. Hvis der imidlertid under operationen opstår en livstruende situation, træder § 253 i kraft, og lægerne vil nu være forpligtede til at gøre alt hvad de formår for at redde patientens liv. Denne pligt indbefatter naturligvis også brug af blodtransfusion, hvis lægen mener det kan redde patienten. Hvilken lovparagraf skal lægerne følge i den situation? Paragraf 260 eller paragraf 253? Da der ikke er lovgivet om denne situation og der ikke er faldet dom i en retssag om spørgsmålet, kan det ikke besvares retsligt, og dette stiller både læger og Jehovas vidner i et dilemma.
7 Der er dog en ændret holdning til dette problem, hvilket fremgår af de nyeste lærebøger. I bogen Medicinsk Etik, udgivet af Foreningen af danske lægestuderendes Forlag, 1985, siges der følgende: „Der er dog grund til at tro, at en domstol i givet fald vil lægge vægt på samvittighedsfuldhed i lægens stillingtagen og respekt for patienten som helhed og ikke blot som et legeme, der skal leve videre for enhver pris.“ Derefter nævnes den tendens der er i udlandet, „en overvejende tendens til at respektere patientens autonomi og undlade transfusion, selv om det fører til patientens død. Den samme tendens gør sig gældende i Danmark, men hvor udbredt den er, vides ikke.“ — Side 520.
8 Som I måske har set i dagspressen er der også nogle læger og jurister som, i lighed med ovenfor nævnte lærebog, gør sig til talsmænd for at § 260 bør have forrang fremfor § 253, og vi kan oplyse at vi forbereder en henvendelse til myndighederne for at tilskynde til en afklaring af forholdet mellem de to nævnte paragraffer i straffeloven, ligesom vi naturligvis har gjort opmærksom på hvorfor vi absolut mener at § 260 bør prioriteres højest. Såfremt vi ikke ad den vej kan få en juridisk afklaring, kan det blive nødvendigt at prøve at gå rettens vej. Vi er derfor interesseret i at høre om sager hvor I mener at brødres eller søstres personlige frihed krænkes og selvbestemmelsesretten tilsidesættes.
Foranstaltninger til gavn for brødre og søstre der har brug for hospitalsbehandling
9 I alle menigheder vil der blive udpeget en ældste til at virke som Selskabets kontaktmand i lægeanliggender. Det er naturligvis alle ældstes opgave at være hyrde, at styrke og opmuntre brødre og søstre som måtte være syge, og ligeledes at organisere sygebesøg, men kontaktmanden i lægeanliggender vil desuden have hovedansvaret for at:
a. bistå med råd og vejledning når brødre og søstre får brug for hospitalshjælp, herunder operation.
b. formidle kontakt til det lokale udvalg for lægeanliggender (se § 10) når der opstår behov for dette.
c. hjælpe de forkyndere som har gennemgået operation, med at udfylde formularen „Læger som respekterer vort standpunkt“, og sørge for at denne formular sendes til Selskabet, som så vil videresende relevante oplysninger fra formularen til de forskellige udvalg for lægeanliggender.
10 Selskabet har udpeget tolv udvalg for lægeanliggender rundt omkring i landet. Disse brødres opgave er følgende:
a. de har ansvaret for et kartotek med oplysninger fra Selskabet om samarbejdsvillige læger og deres speciale. Kartoteket indeholder også navn, adresse og telefonnummer på forkyndere som er blevet opereret af de pågældende læger og som står til rådighed for andre forkyndere med supplerende oplysninger.
b. de holder kartoteket à jour ved hjælp af de oplysninger som Selskabet sender. (Kun udvalgene for lægeanliggender har adgang til dette kartotek.)
c. de kan give oplysning og vejledning i forhold til den sag der behandles, ved hjælp af kartoteket, Selskabets litteratur og en særlig mappe om blodet som Selskabet har ladet udarbejde og som er tilsendt alle udvalg for lægeanliggender.
d. de vil være behjælpelige med at finde indlogeringsmuligheder til patient og pårørende såfremt nogle skal indlægges og opereres på et hospital langt borte fra deres hjem. Patient og pårørende vil, på deres side, være opmærksomme på at dække eventuelle udgifter.
11 Den omtalte mappe indeholder et udførligt emneregister som gør det let at finde frem til hvor i Selskabets litteratur forskellige sider af spørgsmålet om blod i lægebehandling er omtalt. Desuden indeholder mappen værdifulde oplysninger om blandt andet følgende emner:
a. hvilke behandlingsformer er omfattet af det bibelske forbud mod blod, og hvilke behandlingsformer kommer ind under „det grå område“?
b. hvilke plasma-erstatningsmidler er til rådighed her i Danmark?
c. hvordan har man i Danmark og i udlandet gennemført større operationer uden brug af blod eller blodbestanddele?
d. eksempler på Jehovas vidner der har overlevet operationer til trods for meget lav blodprocent, lille blodmængde osv.
e. forslag til hvordan man bedst kommunikerer med lægen.
f. noget om hvordan vi står juridisk hvis lægen modsætter sig at operere os og vore børn på vore vilkår.
g. hvad gør man i tilfælde af at børn får gulsot ved for tidlig fødsel, eller hvad gør man i tilfælde af Rhesus-sygdom?
Mappen indeholder også mange andre emner; så hvis I måtte være i tvivl om noget, er I velkomne til at kontakte jeres udvalg for lægeanliggender.
12 Med hensyn til de ovenfor nævnte oplysninger om udvalg for lægeanliggender og kartoteket over læger som har vist sig villige til at respektere vort standpunkt, vil vi gerne understrege nogle vigtige punkter:
a. at en læges navn er videregivet tvinger ham naturligvis ikke til at behandle en patient. Dét at han før har respekteret vort standpunkt, er ikke ensbetydende med at han er villig til at gøre det igen. Det er således op til hver patient at tage de nødvendige forholdsregler for at sikre sig at man respekterer hans eller hendes overbevisning. Det er den syge som må udtrykke sin overbevisning og forsvare sin tro. Ansvaret kan ikke lægges over på andre — naturligvis heller ikke på udvalget for lægeanliggender.
b. medlemmerne af udvalg for lægeanliggender er ikke læger. Det er ældste som kender Bibelens principper godt, og som har sat sig grundigt ind i de forskellige spørgsmål vedrørende blodets hellighed. Det er naturligvis heller ikke disse ældstes opgave at råde jer i valget af medicin eller behandling. Dette er strengt personlige spørgsmål.
c. endelig understreger vi at kontoret i Holbæk også har et kartotek over læger der har vist sig samarbejdsvillige, og I kan altid ringe til os her på kontoret dersom I ikke kan få fat på brødrene i jeres udvalg for lægeanliggender. I 2. del af dette Tillæg til Rigets Tjeneste vil I finde en liste med navne og telefonnumre på samtlige brødre i udvalg for lægeanliggender.
Hvordan kan vi hver især fremme respekten for livets hellighed?
13 Vi kan alle være med til at forebygge problemer ved at være forsigtige i hverdagen. Hvor påpasselige er vi for eksempel når vi færdes i trafikken? Desværre er der, ikke mindst blandt vore unge, nogle som viser manglende respekt for livets og blodets hellighed, ved for eksempel at overskride hastighedsgrænserne. Det vil også være mangel på respekt for livets hellighed at køre bil i spirituspåvirket tilstand. Også i den måde hvorpå vi tilrettelæggger tingene i vore hjem, kan vi vise respekt for livets hellighed. Imidlertid kan der jo, så længe vi er underlagt sygdom og ’berørt af tilfældet’ (Præd. 9:11), opstå behov for lægehjælp og hospitalsbehandling, og lad os i den forbindelse pege på to vigtige områder hvor vi kan gøre meget for at fremme respekten for livets hellighed:
a. vær godt inde i hele problematikken vedrørende blodet. Vi vil foreslå dig at du grundigt studerer folderen Blodtransfusion — hvorfor ikke i Jehovas vidners tilfælde? og brochuren Jehovas vidner og spørgsmålet om blod, og også læser vigtige artikler som har været bragt i vore blade om emnet. (Se litteraturlisten i 2. del af dette Tillæg til Rigets Tjeneste.)
b. læg en fast og afgjort, men rimelig og venlig holdning for dagen. Lad ikke lægen være den mindste smule i tvivl om at du virkelig mener hvad du siger. Vi er ikke lægeeksperter, men derimod kyndige når det gælder Bibelen. Prøv derfor ikke i første omgang at få lægerne til at dele vor opfattelse, men vis at vor afstandtagen fra blod er baseret på en dybtfølt religiøs livsholdning som bygger på vor forståelse af Bibelen, og prøv at opnå lægens gode vilje så han respekterer vor indstilling til blod. (Ordsp. 29:25) Sørg for at få specifikke tilsagn om at man vil respektere din holdning. Gør det klart at du under ingen omstændigheder vil ændre indstilling!
14 Der er mange gode grunde til at vi bør iagttage de punkter som er nævnt i den foregående paragraf:
a. Det viser lægen/lægerne at vi mener det alvorligt og personligt. Når vi, skriftligt eller mundtligt, giver klart udtryk for vores standpunkt, og lægen kan mærke at vi ved hvad vi taler om og kender konsekvenserne, vil han ikke fristes til at tro at vi er under pres fra andre (familie og trosfæller), og at vi inderst inde ønsker at han skal træffe afgørelsen for os.
b. Hvis vores holdning er så bestemt og velbegrundet, kan det samtidig hjælpe lægen til at føle at hans samvittighed er i orden, selv om han opererer på patientens betingelser.
c. Hvis alle Jehovas vidner viser at de er godt informeret om alle aspekter i forbindelse med blodspørgsmålet, og indtager samme konsekvente holdning, vil lægerne respektere os mere og forstå at det eneste der kan diskuteres er om de vil udføre operationen på vore betingelser eller ej.
d. I forbindelse med princippet om „informeret samtykke“ kan lægen mærke at vi allerede er godt informeret, både om vores egen situation og hans. („Informeret samtykke“ er et alment anerkendt lægeetisk princip der går ud på at: (1) det er lægens pligt at informere patienten om forhold der kan være af betydning for patientens selvbestemmelse og at (2) det er patientens ret at blive informeret om omstændigheder som kan være afgørende for hans samtykke til behandlingen.)
15 Lad os her understrege værdien af altid at have et korrekt udfyldt „blodkort“ på sig. Kortet skal, foruden personlig underskrift og dato, forsynes med to vidners underskrift. Hvis det overhovedet er muligt skal mindst det ene af vidnerne være en af de nærmeste pårørende. For at have størst mulig vægt bør kortet fornys hvert år. Under „I nødstilfælde henvendelse til“ bør, om overhovedet muligt, henvises til familiemedlemmer eller personlige venner som er med i sandheden og derfor vil forsvare vort personlige standpunkt. Er ikke-troende familiemedlemmers navne opgivet, kan følgende tilføjes: Har ikke bemyndigelse til at ændre mit ønske om ikke at modtage blod.
16 Værdien af „blodkortet“ understreges af følgende udtalelse fra bogen Medicinsk Etik (1985), redigeret af Daniel Andersen, Carl Erik Mabech og Povl Riis (s. 519): „Foreligger der en utvetydig skriftlig tilkendegivelse fra patienten om, at vedkommende er Jehovas vidne og ikke ønsker blod under nogen omstændigheder, kræver respekt for patientens autonomi, at dette ønske respekteres, som om der havde foreligget et mundtligt udsagn.“
17 Lad os i den forbindelse nævne at når der på „blodkortet“ står: „Fra min side og fra mine pårørendes side vil læge og hospital ikke blive draget til ansvar for eventuelle skader opstået som følge af at man har respekteret mit standpunkt,“ så betyder dette naturligvis ikke at vi fuldstændig fritager lægen for ansvar, men kun for det ansvar som han måtte pådrage sig ved at operere på vore vilkår.
18 Lad os nu se på de forskellige situationer vi kan komme ud for og drøfte hvordan vi i hver enkelt situation bedst kan fremme respekten for blodets hellighed:
a. Behov for operation — ikke akut
Tal personligt med hospitalsafdelingens chef (overlægen eller professoren) og forklar hvorfor du under ingen omstændigheder ønsker at modtage transfusion af blod eller blodprodukter. (Brug eventuelt folderen Blodtransfusion — hvorfor ikke i Jehovas vidners tilfælde?)
Forslag til en disposition til samtale med overlægen/professoren:
1. Gør opmærksom på dit standpunkt og forklar præcist hvad din vægring omfatter, nemlig transfusion med blod eller blodbestanddele, samt autotransfusion, hvilket vil sige at man tapper noget af patientens eget blod før operationen, oplagrer det og indgiver patienten det igen under eller efter operationen. (Se litteraturfortegnelsen i 2. del af dette Tillæg til Rigets Tjeneste.)
2. Nævn at du selv tager det fulde ansvar for konsekvenserne af din holdning, også selv om det skulle koste dig livet.
3. Gør opmærksom på at du er klar over den juridiske uklarhed der er om lægens ret og pligt i disse situationer (§ 253 og § 260 i straffeloven), og at du forstår at det kan give lægen betænkeligheder, men at alt tyder på at § 260 om individets selvbestemmelsesret vil blive tillagt størst betydning når spørgsmålet på et tidspunkt bliver endeligt afklaret. Du kan henvise til den tidligere omtalte lærebog, Medicinsk Etik. — Se paragraf 7 og 16.
4. Fortæl at du har et juridisk gyldigt dokument („blodkortet“) der fritager både læge og hospital for ethvert ansvar for skader, opstået som følge af at man har respekteret dit standpunkt. (Se § 16)
5. Fortæl at det endnu aldrig er sket herhjemme at en læge er blevet retsforfulgt fordi han respekterede et Jehovas vidnes selvbestemmelsesret i denne situation.
6. Forklar at det er af yderste vigtighed for dig at få en absolut bindende garanti for at dit synspunkt vil blive respekteret, at du hellere vil leve med (eller dø af) din sygdom end lade dig operere uden denne garanti, også selv om statistikken skulle vise at det i dit tilfælde kun i 1 procent af tilfældene bliver nødvendigt med transfusion. Nævn at du er bekendt med at nogle læger, uden tvivl for at hjælpe patienten, har indvilliget i at operere uden brug af blod eller blodprodukter, men stiltiende været indstillet på alligevel at gennemføre transfusion hvis det skulle blive nødvendigt, ud fra princippet: „Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af.“ Forklar at en sådan fremgangsmåde efter din mening (og mange juristers og lægers) krænker patientens ret til selvbestemmelse, og at du ikke finder bedraget harmløst, selv om det er skjult, og selv om det foretages med de bedste motiver set fra lægens synspunkt. Du forventer ærlighed og gensidig respekt, og vil langt hellere have et klart NEJ end et løfte (aflagt i en slags misforstået godhed) som man ikke agter at holde.
7. Appellér til lægen som medmenneske, om at han vil anerkende og respektere din ret til selvbestemmelse på dette område. Nævn at du godt forstår at bevarelse af liv set fra en læges synspunkt som regel må gå forud for alt andet, men at dette ikke er det vigtigste i dit tilfælde. (Sammenlign eventuelt din holdning med holdningen hos andre som har været villige til at ofre livet for en sag.)
8. Vis din taknemmelighed hvis lægen indvilliger i at operere på dine betingelser. Udvis forståelse hvis lægen afslår på grund af sin samvittighed eller af frygt for repressalier (fra andre læger, Sundhedsstyrelsen o. lign.). Forklar at du påskønner hans ærlighed. Bed om at han (eller hospitalet) så vil hjælpe dig med at finde frem til en anden læge eller et andet hospital som vil påtage sig opgaven. Hvis han også afslår dette, spørg da: „Hvis jeg nu selv kan finde en der vil påtage sig opgaven, vil De så være mig behjælpelig med henvisninger og lignende?“
b. Behov for operation — akut — ved bevidsthed
Fremgangsmåden er her den samme som under pkt. a. Selvfølgelig med den tilføjelse at det hele nu skal gå hurtigt.
c. Behov for operation — akut — ikke ved bevidsthed
Her er man afskåret fra selv at fremføre sine synspunkter. I denne situation har „blodkortet“ derfor helt afgørende betydning.
Hav derfor altid et korrekt udfyldt „blodkort“ på dig!
Hvis man opbevarer kortet sammen med identifikationspapirer: sygesikringsbevis, ID-kort, kørekort eller lignende, som man altid har på sig, har man den størst mulige sikkerhed for at det vil blive fundet og respekteret.
d. Behov for operation — børn — både akut og ikke akut
Dette er afgjort den vanskeligste og mest følelsesladede situation. Om denne situation udtalte dr. jur. et phil. Alf Ross i Ugeskrift for Læger 26/3 1979, s. 866:
„Efter dansk ret er forældrenes myndighed underkastet tilsyn og kontrol fra det offentliges side. Den troende kan ofre sit eget liv, men ikke andres, for sin tro. Barnet må have krav på at nå til skelsår og alder og selv vælge. Lægerne må kunne foretage det fornødne trods forældrenes protest, og om nødvendigt må den sociale myndigheds bistand påkaldes.“
Også ifølge bistandslovens § 127 er der hjemmel for at fjerne børn fra hjemmet, uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver, når det er absolut påkrævet af hensyn til barnets velfærd, for eksempel fordi forældrene ikke sørger for at barnet undergives nødvendig særforsorg eller anden nødvendig behandling af psykiske eller legemlige lidelser.
Det vil altså sige, at hvis lægerne mener at et barn skal have blodtransfusion, så har de juridisk rygdækning til at give transfusion imod forældrenes ønske.
19 Uanset hvad dansk lovgivning siger om dette, har vi ifølge Guds lov myndighed over vore børn, også i denne situation. (Apg. 5:29) Så hvad kan vi gøre? Vi kan vælge: ENTEN at lade barnet indlægge på normal vis, og over for lægen/hospitalet fremføre nogle argumenter som skaber tvivl om rigtigheden af den fremgangsmåde der anvendes herhjemme i disse situationer. Følgende argumenter kan bruges:
a. Den 15/1 1963 afgjorde Højesteret her i landet i en kendelse der gav et forsikringsselskab medhold, at en patient der tager imod en blodtransfusion, gør det på eget ansvar og selv må tage følgerne. Når dette er tilfældet, skulle patienten da ikke være i sin gode ret til at sige nej til blodtransfusion? Og hvad nu hvis forældre frivilligt går med til at deres barn får blodtransfusion og barnet som følge af en transfusion får AIDS eller en anden frygtelig sygdom, eller måske dør af transfusionen, hvem kan så drages til ansvar? Mon ikke forældrene? Indebærer dette ikke at forældrene må have ret til at afslå transfusion på deres mindreårige børns vegne?
b. I dag anerkender man i Danmark moderens ret til at bestemme om barnet skal aflives inden det fødes. Vi er ikke enige i det gængse syn på fremprovokeret abort, men når man endda går så langt fra det offentliges side, skulle man så ikke også kunne anerkende forældres ret til at afgøre hvilken form for lægebehandling deres børn skal have, når det i øvrigt er forældre som er kendt for at lægge sund fornuft og omsorg for dagen?
c. Man overlader til forældre i stor udstrækning at bestemme over børnenes liv og helbred på andre områder, for eksempel med hensyn til at lære dem hygiejne, spisevaner, rygevaner, drikkevaner og moral — forhold som alle i høj grad har indflydelse på børnenes liv, deres livs kvalitet og længde. Skulle man så ikke også lade forældre bestemme hvilken form for lægebehandling deres børn skal have — ikke mindst i betragtning af at ingen med hundrede procents sikkerhed kan garantere at et barn som får blodtransfusion kan undgå AIDS, leverbetændelse eller andre sygdomme?
d. A. D. Kelly, tidligere sekretær for Den canadiske Lægeforening, skriver for eksempel: „Forældre til mindreårige, og en værge for en bevidstløs patient, har ret til at fortolke patientens vilje. . . . Jeg har ikke meget tilovers for de farceagtige retsmøder der indkaldes til klokken to om natten, med det formål at fratage nogle forældre rettigheden over deres børn.“ — g 8/10 82, s. 21.
e. En gruppe dommere fra USA skriver følgende i „Vejledning til dommeren i sager der vedrører lægebehandling af børn“: „Hvis der kan vælges mellem forskellige procedurer — hvis for eksempel lægen anbefaler en behandling der har 80 procents chance for at lykkes, men som forældrene ikke ønsker, og der findes en anden behandling som har 40 procents chance for at lykkes, og som forældrene ikke har noget imod — da må lægen vælge den fremgangsmåde som lægeligt set er mere risikabel men som forældrene intet har at indvende imod.“ — g 22/10 84, s. 18.
20 Hvis ingen af ovennævnte argumenter gør nogen virkning på lægerne, er der ikke andet at gøre end hurtigst muligt at få barnet ud af behandlingssystemet igen, hvis det er muligt. Lykkes det, er det meget vigtigt at man så gør noget andet, det vil sige sørger for en forsvarlig alternativ lægebehandling. Man må ikke bare lade stå til. Gør man det, kan det få alvorlige retslige konsekvenser. Hvis barnet dør uden at forældrene har søgt alternativ lægebehandling, kan sigtelse for uagtsomt manddrab endda komme på tale.
21 ELLER man kan vælge slet ikke at lade barnet komme ind i behandlingssystemet. Vælger man dette, er det ligeledes uhyre vigtigt at man sørger for at barnet kommer under forsvarlig alternativ lægebehandling. Begrundelsen er den samme som ovenfor, ud over at man naturligvis også ønsker at hjælpe sit barn.
22 Børn der selvstændigt kan forklare deres standpunkt, og derved viser at det også er deres personlige overbevisning at de ikke ønsker blodtransfusion under nogen omstændighed, vil kunne aflægge et godt vidnesbyrd og måske bevæge lægerne til at respektere deres eget og forældrenes standpunkt. I forbindelse med visse anliggender bør myndighederne, ifølge bistandsloven, tage hensyn til barnets egne ønsker når barnet er fyldt 12 år. Om dette finder anvendelse her ved vi ikke, men det kan være en principiel vejledning vi kunne henvise til.
Hvordan kommunikere med lægen?
23 Det største problem for et Jehovas vidne der har behov for en operation af en eller anden art, er ofte at finde en læge der er villig til at udføre operationen på Jehovas vidners betingelser — d.v.s. uden brug af blod eller blodbestanddele. Problemet vanskeliggøres yderligere ved at det skal være hospitalsafdelingens chef (overlægen eller professoren) der giver accept til at operationen gennemføres på vore vilkår. Det er nemlig til syvende og sidst ham der har ansvaret for alt hvad der foregår på afdelingen, uanset om det er ham eller en anden der skal udføre operationen. Vi skal altså under alle omstændigheder kommunikere med afdelingens chef. Dette gøres bedst ved, så snart beslutningen om operation eller en risikobetonet undersøgelse er taget, at anmode om en samtale med vedkommende. Denne samtale er meget vigtig! Der er ingen tvivl om at den måde hvorpå vi kommunikerer eller samtaler med den ansvarlige læge, er meget afgørende for hans (og dermed hele afdelingens) beslutning i vort tilfælde.
24 Hvad kan det enkelte Jehovas vidne gøre for at sikre sig at kommunikationen eller samtalen med den ansvarlige læge bliver så god og positiv som muligt?
Først og fremmest er det vigtigt at gøre sig klart: (a) Hvad ønsker jeg selv at opnå ved samtalen? og: (b) Hvad ønsker lægen at opnå?
a. Det man som Jehovas vidne ønsker som resultat af en sådan samtale er:
1. at lægen forstår at vægringen i blodspørgsmålet har sin baggrund i en personlig, dybt rodfæstet, velbegrundet religiøs overbevisning, og ikke i religiøs fanatisme, sindsforvirring eller pres fra familie og trosfæller.
2. at lægen erklærer sig indforstået med at han vil operere, og at han under ingen omstændigheder vil give transfusion af blod eller blodprodukter. Eller med andre ord: At han i vort tilfælde vil prioritere § 260 om individets selvbestemmelse højere end § 253 om hjælpepligten i livstruende situationer.
3. at danne sig et indtryk af lægens troværdighed.
b. Det lægen som oftest ønsker sig af en sådan samtale er, viser erfaringen (og her ser vi bort fra den situation hvor lægen giver løfter som han ikke agter at holde):
1. at berolige patienten ved at forsikre at man gerne vil operere, og at man så vidt muligt vil undgå transfusion af blod og blodbestanddele. (Et sådant betinget tilsagn er naturligvis helt uacceptabelt for os!)
2. at argumentere med patienten for at få ham/hende til at ændre holdning. Dette kan gøres på mange måder, for eksempel:
ved at spørge hvorfor vi er det eneste trossamfund der tolker Bibelens udtalelser om blod på den måde,
eller ved at sammenligne vort standpunkt med selvmord, og derefter spørge om selvmord er acceptabelt ifølge vor tro,
eller ved at appellere til følelserne og tale om hvad der vil ske hvis man ikke opererer (f. eks. langsom, pinefuld død),
eller ved at give udtryk for at der kun er en ganske lille mulighed for at der bliver brug for blod,
eller ved at tale om ansvar over for ægtefælle og børn,
eller ved at forsikre at man vil holde det fortroligt hvis der bliver givet blod,
eller ved at foreslå autotransfusion
Hvis patienten efter dette stadig holder fast ved kravet om en absolut bindende garanti for at hans standpunkt vil blive respekteret, vil lægen enten afvise patienten og afslå operation eller føle at han nu har opnået:
3. at få så god og logisk dokumentation for patientens standpunkt at han med sikkerhed kan sige: Dette er patientens personlige, velbegrundede holdning. Han/hun er klar over situationens alvor og rede til at tage konsekvenserne. Samtalen har udelukket at patientens holdning skyldes en pludselig indskydelse, sindsforvirring eller pres fra andre. På den baggrund kan lægen nu føle at han, i overensstemmelse med straffelovens § 260 om individets selvbestemmelsesret, med god samvittighed kan sige ja til at operere på patientens betingelser, nemlig at der under ingen omstændigheder må gives transfusion af blod eller blodprodukter.
Hvis dette punkt nås, og det er jo det vi som Jehovas vidner ønsker, kan det med rette hævdes at samtalen har givet et positivt resultat for både patienten og lægen.
25 Inden samtalen:
a. Sæt dig godt ind i hele problematikken omkring blodspørgsmålet — både den religiøse, den juridiske og den medicinske side af sagen. (Se § 13 a)
b. Udarbejd en disposition til samtalen med den ansvarlige læge (overlægen/professoren). Forslag til disposition findes i § 18 a.
26 Under samtalen:
a. Husk vejledningen i Kol. 4:6: „Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“
b. Vær venlig og imødekommende, vis empati.
c. Betragt ikke på forhånd lægen som en fjende.
d. Lyt opmærksomt til lægens udtalelser, også selv om du føler dem krænkende for både dig selv og din tro. Husk at det som regel er samvittighedsfuldhed, og ikke magtbegær eller religiøs diskrimination, der er lægens motiv.
e. Virk ikke „bedrevidende“ på det medicinske område, og spørg hvis der er noget du ikke forstår.
f. Vær konsekvent og kompromisløs når det drejer sig om blodspørgsmålet, men nem, fleksibel og medgørlig på alle andre områder. (Se § 13 b)
Afslutning
27 Vi har fuld tillid til jeres samarbejde i forbindelse med ovennævnte. Det er vor bøn at Jehova må velsigne alle anstrengelser der gøres for at fremme respekten for livets og blodets hellighed her i landet. Og vi har tillid til at Jehova med sin ånd vil velsigne hver enkelt af jer når I bestræber jer for at bevare jeres uangribelighed over for Skaberen, der er livets kilde og den der har givet håb om evigt liv. — Sl. 36:10; Tit. 1:2.
Litteraturfortegnelse
Nogle af de oplysninger om blod der har været bragt fra 1977 til 1985
(Artikler om blod før 1977 — Se Tillæg til Rigets Tjeneste, oktober 1976)
ad: Hjælp til forståelse af Bibelen (hæfte nr. 6 — „Blod“)
bq: Jehovas vidner og spørgsmålet om blod (brochure, udgivet 1977)
g: Vågn op!
rs: Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne (udgivet 1985)
w: Vagttårnet
Artikler der behandler Jehovas vidners syn på blodet: ad s. 165; g 8/12 77, s. 6-8; g 22/2 78, s. 6-7; g 8/11 80, s. 14; g 22/11 80, s. 11; re s. 61; w 15/9 83, s. 23-24; w 15/4 84, s. 31; w 15/4 85, s. 12-15.
Hvad omfatter det bibelske forbud? g 8/10 82, s. 19-20; w 15/9 78, s. 22-23; w 1/10 82, s. 22-23; w 15/11 82, s. 22-23; w 15/9 83, s. 23-24.
Hvad kommer ind under samvittighedsspørgsmål? g 8/10 82, s. 19-20; w 15/9 78, s. 23; w 15/6 80, s. 23; w 15/8 84, s. 31.
Hvordan kan man opbygge blodet? bq s. 48; g 22/9 80, s. 23; g 22/12 80, s. 13-16; g 8/10 82, s. 20; g 8/1 84, s. 25; g 8/4 84, s. 15.
Større operationer uden brug af blod:
Hjerte: g 8/2 77, s. 5-9; g 22/2 78, s. 23; g 8/5 79, s. 22; g 8/1 84, s. 24-26; w 15/9 78, s. 20.
Hjerte, børn: g 22/6 84, s. 15, 30; g 22/10 84, s. 18; g 22/1 85, s. 30; re s. 65.
Hofte: g 22/7 78, s. 23; g 22/12 80, s. 16; g 8/10 82, s. 20.
Kræftangrebne organer: g 22/1 79, s. 15.
Rygsøjlen: g 8/10 82, s. 20; w 15/5 79, s. 11.
Underlivssygdomme: g 22/1 79, s. 14-16; g 22/12 80, s. 16; g 8/4 84, s. 12-15.
Urinvejssygdomme: bq s. 56; g 8/10 82, s. 20.
Overlevede . . .
med lavt hæmoglobinindhold: bq s. 27, 50-51, 56; g 22/12 80, s. 15-16; g 22/4 85, s. 18-22.
med lavt hæmatokrittal: g 8/8 79, s. 8-16; g 22/12 80, s. 13-16; g 8/11 83, s. 23.
til trods for stort blodtab: g 22/9 77, s. 15; g 22/6 82, s. 15-19; g 8/4 84, s. 13.
AIDS og blod: g 8/1 85, s. 9; w 15/9 83, s. 11.
Alf Ross’ artikel i Ugeskrift for Læger, 26/3 79:
Referat af artiklen: g 8/8 79, s. 16-17.
Uddrag fra og kommentarer til artiklen: g 22/11 79, s. 12-18.
Brochuren Jehovas vidner og spørgsmålet om blod — reaktioner på: g 22/1 79, s. 12-19.
Erklæring der fritager lægen for ansvar (blodkort): g 22/9 77, s. 15; g 8/10 82, s. 20; g 22/9 83, s. 23; w 1/3 85, s. 30-31; w 15/4 85, s. 13.
Erstatningsmidler: bq s. 48-54; g 22/1 79, s. 22; g 8/7 83, s. 11; w 15/4 84, s. 31.
Hjerte-lungemaskine: g 8/2 77, s. 7-8; g 8/4 80, s. 22; w 15/9 78, s. 23.
Kirurgs livshistorie: g 8/8 79, s. 4-7.
Kunstig nyre: g 22/4 85, s. 18-22; w 15/9 78, s. 22-23.
Retskendelser til gunst for Jehovas vidner: g 1/6 83, s. 10-12; g 22/6 84, s. 12-15; g 22/10 84, s. 8.
Rhesus-sygdom: g 8/10 82, s. 20; w 15/9 78, s. 23.
Stivkrampe: w 15/9 78, s. 23.
Udtalelser fra 17. og 18. årh. der viser respekt for blodet: w 15/4 85, s. 13.
[Ramme på side 6]
Vigtige skriftsteder som begrunder vort syn på blodet
Forbudet mod blod blev første gang givet til Noa. Dette forbud er aldrig blevet hævet.
Forbudet blev gentaget til Israel. Der var dødsstraf for at overtræde det. Dyreblod måtte i Israel kun bruges som et offer til Gud. (Se også 3 Mos. 7:26, 27; 5 Mos. 12:15, 16, 23-25.)
Forbudet gælder de kristne. (År 49)
Sidestilles her med afgudsdyrkelse og utugt.
„Afholde sig fra“. Dette indebærer al indtagelse af blod — både gennem munden og direkte i blodbanen (intravenøs madning).
Her nævnes forbudet 10 år efter ovennævnte befaling.
Tanken om at drikke blod var afskyelig for Jesu tilhørere.
Satan påstod at mennesker vil gøre alt for at redde livet.
Forkert at indtage blod — selv i en nødsituation!
David ville ikke gøre noget der så meget som lignede en overtrædelse af forbudet. (Se også 1 Krøn. 11:16-19.)
Kristne, der tror på opstandelsen, er parate til at dø for deres overbevisning. (Se også Matt. 10:39; Joh. 11:25.)
Jehova, fra hvem Jesus havde fået kraft til at helbrede, har virkelig indsigt i spørgsmålet om blod!
[Ramme på side 8]
Udvalg for lægeanliggender
Betel, Holbæk: 03 44 00 33
Storkøbenhavn
Poul Hestehave, Sognegårds Allé 74, 2. tv., 2650 Hvidovre. Tlf. 01 78 49 50.
Bjarne Bidstrup, Ballerup. Tlf. 02 97 14 23.
Søren Bølling, Ballerup. Tlf. 02 65 81 01.
Jørgen Christoffersen, Frederiksberg C. Tlf. 01 24 15 25.
John Holmstrøm, Herlev. Tlf. 02 44 19 67.
Nordsjælland
Anders Lund, Hellebo Park 58, 3000 Helsingør. Tlf. 02 10 01 20 (02 23 44 68).
Leif Landau, Helsinge. Tlf. 02 30 61 50.
John Nielsen, Hillerød. Tlf. 02 26 68 73.
Leif Rasmussen, Nivå. Tlf. 02 24 71 16.
Sydsjælland, møn og lolland-falster
Luja Møller Nielsen, Fodbygårdsvej 37, 4700 Næstved. Tlf. 03 72 26 31.
Hans-Ole Dahl Hansen, Næstved. Tlf. 03 74 70 17.
Poul Sommer, Skælskør. Tlf. 03 59 67 02.
Vestsjælland
Tommy Jensen, Smedevej 22, 4180 Sorø. Tlf. 03 63 19 33.
Ole Jensen, Roskilde. Tlf. 02 38 03 19.
Henning Schultz, Herlufmagle. Tlf. 03 75 15 50.
Bornholm
Benny Jensen, Borrelyngvej 7, 3770 Allinge. Tlf. 03 98 10 52.
Egon Jensen, Rønne. Tlf. 03 95 41 36.
Thomas Lang, Neksø. Tlf. 03 98 82 97.
Erik Larsen, Neksø. Tlf. 03 98 88 06.
Fyn, Langeland og Ærø
Egon Jakobsen, Brammingevej 10, 2. tv., 5200 Odense V. Tlf. 09 16 95 30.
Harald Byder, Svendborg. Tlf. 09 22 51 96.
Knud Kristensen, Odense C. Tlf. 09 11 77 65.
John Lange, Odense NV. Tlf. 09 94 27 71.
Kjeld Meldgaard, Odense M. Tlf. 09 13 54 47.
Sønderjylland
Paul Bagge Hansen, Marbækvej 1, 6510 Gram. Tlf. 04 82 17 14.
Svend Andersen, Vejen. Tlf. 05 36 50 41.
Bent Knudsen, Åbenrå. Tlf. 04 62 46 77.
Egon Petersen, Sydals. Tlf. 04 46 52 95.
Sonny Salomonsen, Vejen. Tlf. 05 36 42 26.
Vestjylland
Aage Johansen, Åmarksvej 2, 7200 Grindsted. Tlf. 05 32 12 38.
Svend Bjerre, Herning. Tlf. 07 11 83 64.
Carlin Nielsen, Herning. Tlf. 07 14 70 66.
Erik Poulsen, Esbjerg. Tlf. 05 12 41 23.
Kurt Ravn, Varde. Tlf. 05 22 02 95.
Sydøstjylland
Kjeld Eivind Pedersen, Mindegade 8, 8700 Horsens. Tlf. 05 62 62 42 (05 61 43 44, lokal 5305).
Peter Henriksen, Fredericia. Tlf. 05 94 27 97.
Einar Jensen, Uldum. Tlf. 05 67 81 70.
Morten Sønderskov, Kolding. Tlf. 05 52 30 12.
Østjylland
Gerhard Nielsen, Odensegade 23, st. tv., 8000 Århus C. Tlf. 06 13 77 17.
Tommy Madsen, Bjerringbro. Tlf. 06 68 31 86.
Freddie Rasmussen, Randers. Tlf. 06 42 85 73.
Vagn Ruggaard, Lystrup. Tlf. 06 22 13 37.
Erik Vorrberg, Risskov. Tlf. 06 21 41 85.
Nordvestjylland
Jørgen Rasmussen, Hovvej 20, 7861 Balling. Tlf. 07 56 60 09.
Bent Iversen, Viborg. Tlf. 06 62 46 09.
Poul Sønderskov, Viborg. Tlf. 06 62 56 33.
Preben Wagner, Lemvig. Tlf. 07 88 97 47.
Nordjylland
Jørgen Bak Møller, Møllebakken 4, Langholt, 9310 Vodskov. Tlf. 08 25 75 50.
Jens Christian Bindslev, Vestbjerg. Tlf. 08 29 70 79.
Egon Hviid Jensen, Nibe. Tlf. 08 35 72 14.
Palle Rosdam, Brovst. Tlf. 08 23 32 46.