Fremholdelse af den gode nyhed — ved at skabe muligheder for uformel forkyndelse
1 Jesus befalede sine disciple at lade deres lys skinne for folk. (Matt. 5:14-16) Han ønskede at de skulle fremholde den gode nyhed om Guds rige ved enhver lejlighed, og han var selv et forbillede for dem. Som eksempel kan nævnes beretningen om hvordan han greb muligheden for at tale om sandheden med den samaritanske kvinde ved brønden i Sykar. (Joh. 4:5-30) Men hvad med os? Skaber vi også sådanne lejligheder til at aflægge uformelle vidnesbyrd?
2 Vi kan ikke alle være med i tjenesten på arbejdsmarken hver dag. Men der er måske mange lejligheder, næsten hver dag, hvor vi kan aflægge et vidnesbyrd. Hvordan? Ved uformel forkyndelse. Mange tusinde har lært sandheden at kende på denne måde. Hvis vi er opmærksomme på de muligheder der viser sig, og udnytter dem, kan mange flere få budskabet at høre.
Hvem kan vi forkynde for?
3 Ud over den direkte tjeneste fra hus til hus og på genbesøg og bibelstudier, har vi mulighed for at aflægge vidnesbyrd for kolleger, skolekammerater, familiemedlemmer eller andre vi kommer i forbindelse med. Når vi rejser med tog, bus eller fly kan vi måske komme i snak med nogle af vore medpassagerer. I ferien kan vi dele den gode nyhed med ansatte på hoteller, benzinstationer og restauranter og måske med taxachauffører. Vi kan tale med andre mens vi venter ved lægen, ved tandlægen og på møntvaskeriet. Derhjemme kan vi måske aflægge vidnesbyrd for naboer og andre der kommer til vores dør. Hvis man er indlagt på hospitalet kan man forkynde for læger, sygeplejersker og medpatienter.
Hvordan får man begyndt?
4 Hvis vi har en aftale og ved at vi kommer til at vente, kunne vi tage de nyeste blade med og forberede os på at drøfte en eller anden artikel med nogen vi møder. Eller vi kunne anvende en traktat eller brochure som grundlag for en samtale. Nogle synes at det virker godt at indlede samtalen ved at kommentere en aktuel begivenhed og spørge om vedkommendes mening. Andre har fundet at et tankevækkende spørgsmål, på baggrund af en aktuel begivenhed, kan bane vej for et vidnesbyrd. Under alle omstændigheder er det vort initiativ det afhænger af.
Forkyndelse på arbejdspladsen
5 De der har verdsligt arbejde kan skabe muligheder for at forkynde for deres arbejdskammerater. To søstre udarbejdede en liste over de kolleger som kunne tænkes at være interesserede i sandheden. Ved at tale med dem de havde skrevet på listen, og nogle få andre, lykkedes det dem at sprede 65 ’Åbenbaringsbøger’ og samtidig skabe yderligere interesse for sandheden.
6 I et andet tilfælde besluttede en broder sig til at forkynde for den første der satte sig ved siden af ham i frokostpausen. Den der satte sig kendte noget til sandheden, men ønskede ikke at drøfte det nærmere. Broderen efterlod dog noget læsestof som hans kollega kunne tage med sig, og i løbet af et halvt år blev denne mand og hans familie døbt.
7 Som „verdens lys“ udnyttede Jesus enhver lejlighed til at aflægge et vidnesbyrd. (Joh. 8:12) Hvis vi er vågne over for de muligheder der viser sig og er villige til at dele vort bibelsk begrundede håb med andre, vil vi ikke lade en chance gå fra os til at forkynde. Så vil vi, ligesom Jesu disciple, ’skinne som lysspredere i verden’. — Fil. 2:15, 16.