Fremholdelse af den gode nyhed — i distrikt der gennemgås ofte
1 Det byder på særlige udfordringer at forkynde i distrikt der gennemgås ofte. Hvordan kan vi blive ved med at fremholde budskabet på en ny og interessevækkende måde? Hvordan kan vi henvende os til nogle som tilsyneladende ikke er interesserede? Hvad kan vi sige til dem der mener at vi kommer for ofte?
Vær positiv
2 I modsætning til hvad nogle måske tror opnår man som regel bedre resultater i distrikter der gennemgås ofte og grundigt. Som en af de første hindringer må vi altså overvinde en negativ indstilling til at komme regelmæssigt til de samme mennesker. Folk har brug for enhver mulighed for at høre budskabet om Riget. Det vil være forkert at mene at de der ikke tidligere har reageret positivt, er blevet dømt uværdige af Jehova.
3 Det er især vigtigt at vise empati. Nogle vil måske reagere positivt hvis man kommer med et specifikt budskab der vedrører folk i deres nabolag. Følger du med i de aktuelle begivenheder, og er du forberedt på at vise hvordan Bibelens budskab kan hjælpe folk til at klare de problemer de står over for?
Varier fremholdelsen
4 Varier din fremholdelse i distriktet. Én gang bruger du måske en traktat i din indledning. En anden gang tilpasser du måske en af de mere end 40 indledninger på side 9-15 i ’Ræsonnerebogen’ efter de lokale forhold. Du vælger måske endda at henvise til sidste gang du var i nabolaget, for på den måde at imødegå indvendinger i den forbindelse. Måske gav den besøgte sidste gang udtryk for noget som du ved næste besøg kan bruge til at skabe yderligere interesse med?
5 Betragt mennesker på samme måde som Jehova gør, og bliv ved med at vise omsorg for dem der måske har sagt til os at de absolut ikke er interesserede. Jehova henvendte sig gentagne gange til sit folk i fortiden selv om de var ligegyldige over for hans sendebud. (2 Krøn. 36:15; Jer. 7:13) Mange som engang mente at de ikke var interesserede, er nu vore brødre og søstre. Selv bitre modstandere er blevet vundet for sandheden. De er nu taknemmelige for at nogle tålmodigt fortsatte med at besøge dem med den gode nyhed.
Gør gode notater
6 Det er af største vigtighed at føre gode hus-til-hus-notater. Når vi kommer igen på ’ikke-hjemme-besøg’ bliver distriktet grundigt gennemarbejdet, og det gør at der går længere tid inden vi igen besøger alle. Nogle har også erfaret at det er godt at bytte notater over dem der ikke er hjemme på hverdage, med forkyndere der går i distriktet i weekenden. På den måde bliver folk besøgt på forskellige tidspunkter hvilket øger vor mulighed for at træffe dem der aldrig er hjemme på bestemte tidspunkter af dagen og bestemte dage i ugen. Der findes flere forslag i Vagttårnet for 15. juli 1988, side 15-20.
7 Jehova ved hvornår der er gjort tilstrækkeligt for at nå alle der vil høre. Vi vil fortsat adlyde ham under Kristi ledelse, i tillid til at arbejdet vil blive fuldført inden for den fastsatte tid. — Ez. 9:11.