Kan du øge din lovprisning af Jehova i april?
1 Salmisten David havde et dybtfølt ønske om at lovprise Jehova. Han erklærede: „Jeg vil prise Jehova i rigt mål med min mund, og midt blandt mange vil jeg lovsynge ham.“ (Sl. 109:30) April er en god måned at ’øge al lovsangen til ham’ i ved at have en større andel i forkyndelsen. (Sl. 71:14) Planlægger du at være blandt dem som gør dette ved at være hjælpepioner?
2 Læg planer nu: „Den flittiges planer får et gunstigt udfald,“ mindes vi om i Ordsprogene 21:5. Dette er en opfordring til at lægge sagen frem for Jehova i bøn og sætte hans interesser først når du lægger planer. (Ordsp. 3:5, 6) Dernæst må du tage din kalender og se om der kan gøres forandringer som tillader dig at bruge gennemsnitlig to timer om dagen til forkyndelsen. Kan du ’købe tid’ fri fra andre aktiviteter så du får mulighed for at bruge mere tid i forkyndelsesarbejdet? — Ef. 5:16.
3 Kommuniker og samarbejd: Apostelen Paulus talte om nogle der var „en styrkende hjælp“ for ham så han kunne fuldføre sin tjeneste. (Kol. 4:11) Drøft dine planer med andre som planlægger at være hjælpepionerer i april. I kan sikkert støtte hinanden og samarbejde til gensidig åndelig gavn. Tjenestetilsynsmanden kan hjælpe jer hvis I har spørgsmål angående tjenestearrangementer og distrikt.
4 Samarbejde og støtte inden for familien kan gøre at enkeltpersoner får mulighed for at melde sig som hjælpepioner. Der kræves måske en midlertidig omfordeling af de huslige pligter. Det vil være en hjælp at drøfte dette ved et familieråd. God kommunikation og samarbejde er en betingelse for at det lykkes.
5 Bevar en positiv indstilling: Vær ikke hurtig til at afvise hjælpepionertjenesten fordi du ikke har de helt ideelle omstændigheder. I årenes løb har skoleelever, pensionister, efterlønsmodtagere, mødre med hjemmegående børn, fædre med fuldtidsarbejde og mange andre bragt ofre — med stor glæde — for at være med som hjælpepionerer i april. (Sidste år var der 2578 hjælpepionerer i april. Kan vi bliver over 3000 i år?) De er enige med salmisten i at „lovsang sømmer sig for retskafne,“ og de finder stor glæde i at yde den ekstra indsats det kræver at anvende 60 timer i forkyndelsen. (Sl. 33:1) Hvis ikke du har mulighed for at melde dig, hvorfor så ikke få del i glæden ved at øge din andel som menighedsforkynder?
6 For mange har hjælpepionertjenesten været et springbræt til den almindelige pionertjeneste. Den øgede indsats gjorde at de følte det lettere at tage den almindelige pionertjeneste op.
7 Ud over at mindehøjtiden tilskynder os til at vise vor værdsættelse af det Jehova og Jesus Kristus har gjort for os, må vi også sige at årstiden tilskynder til øget aktivitet. Dagene er blevet længere og det giver mulighed for at forkynde om aftenen. Vi ønsker at gøre alt hvad vi kan for at ære vor Gud Jehova. Hjælpepionertjenesten er en god måde hvorpå vi kan vise vor værdsættelse af at Jehova gennem Kristus har vist os „ufortjent godhed efter ufortjent godhed“. — Joh. 1:16.