Guds ord har stor magt
1 Bibelen har øvet stor indflydelse på millioner af menneskers liv. Dens evne til at motivere folk er uovertruffen. (Hebr. 4:12) Tænk blot på hvad den har gjort for os. Ja, Bibelen er uvurderlig.
2 Jehovas vidner er fremme i forreste linje når det drejer sig om bibelstudium og som fortalere for Bibelen. Vi bør betragte bibellæsning som en vigtig del af vor teokratiske timeplan; den bør prioriteres højere end fjernsyn og andre adspredelser.
3 Gør det til en vane: Jehovas folk forstår at regelmæssig bibellæsning kan øve en stærk indflydelse. I mange år har et stort skilt på en af vore trykkeribygninger i Brooklyn tilskyndet forbipasserende: „Læs Guds ord, Bibelen, hver dag.“ Det er et krav til nye medlemmer af betelfamilien at de læser hele Bibelen igennem i løbet af det første år de er på Betel.
4 Følger du, trods en travl timeplan, den ugentlige bibellæseplan i forbindelse med den teokratiske skole? Hvis ikke, hvorfor så ikke gøre en indsats for at rette op på det her i november? Det der skal læses i løbet af denne måned er Salme 95-109, hvilket vil sige tre eller fire sider om ugen. Nogle vælger at læse lidt hver dag, for eksempel tidligt om morgenen eller inden de går i seng om aftenen. Uanset hvad du vælger, så er hovedsagen at du får det udbytte som regelmæssig bibellæsning vil give dig.
5 Tilbyd Bibelen i november: Nogle har stadig respekt for Bibelen og ønsker at lytte når vi læser op fra den. I november vil vi tilbyde Ny Verden-Oversættelsen og bogen Bibelen — Guds ord eller menneskers? Det giver os gode muligheder for at gøre de retsindige opmærksomme på Guds ords værdi. Gør det med begejstring.
6 Forbered dig på nogle gode punkter som viser fordelene ved Ny Verden-Oversættelsen, noget som vil stimulere folks interesse for den. Fremhæv dens praktiske værdi. Du kunne måske vise noget fra „Bibelske samtaleemner“ og forbinde det med bogen Bibelen — Guds ord eller menneskers? Eller du kunne understrege værdien af den 96-siders „Bibelordbog“ og vise hvordan man hurtigt kan finde frem til skriftsteder med en kendt ordlyd. Nogle forkyndere vil måske fokusere på tillæggene eller „Fortegnelse over Bibelens bøger“ og fremhæve hvilken værdi disse hjælpemidler har i forbindelse med bibelstudium.
7 Understreg også at Ny Verden-Oversættelsen bruger et nutidsdansk som gør den let at forstå. Det kan måske vække interesse at sammenligne oversættelsen af Mattæus 5:3 og Galaterbrevet 6:2, 5 i Den danske autoriserede oversættelse med Ny Verden-Oversættelsen. Man kan også nævne at Guds navn Jehova forekommer 7210 gange i Ny Verden-Oversættelsen.
8 Ja, Bibelen er Guds ord. Hvis vi læser i den, tror på den og følger dens bud i vort liv, vil vi erfare store velsignelser. Den blev skrevet til vor belæring og for at give os håb. (Rom. 15:4) Det er af stor betydning at vi læser i den hver dag og er rede til at undervise andre ud fra den.