Hvordan vi kan forbedre vor forkyndelse
1 Forkyndelsesarbejdet haster nu mere end nogen sinde. Folks liv afhænger af hvordan de reagerer på den gode nyhed. (1 Pet. 4:5, 6, 17; Åb. 14:6, 7) Af den grund bør vi altid være opmærksomme på hvordan vi kan forbedre vor forkyndelse. Her følger nogle forslag.
2 God forberedelse: Udvælg en præsentation fra det nyeste nummer af Rigets Tjeneste som du føler vil appellere til folk i distriktet. Tilpas din fremholdelse til de lokale forhold. Måske foretrækker du at udarbejde din egen præsentation ved at anvende idéer og skriftsteder som du har haft gode resultater med at bruge. Det er nødvendigt med en indledning der fanger folks interesse. (Se ’Ræsonnerebogen’, side 9-15.) Måske vil du stille et tankevækkende spørgsmål, eller spørge om den besøgtes mening om et lokalt problem. Når du ved hvordan din præsentation skal være, er det en god idé at du øver den med én i familien eller en anden forkynder som kan give forslag til forbedringer.
3 Samtale: Hensigten er at overbringe et vigtigt budskab. Det kan gøres ved at inddrage den besøgte i samtalen. Hvis vedkommende kommer med en indvending eller giver udtryk for en bestemt holdning, så lyt omhyggeligt til hvad han har at sige. Det han siger vil hjælpe dig til at vide hvordan du ud fra Bibelen skal begrunde dit håb. (1 Pet. 3:15) Hvis hans holdning ikke er i overensstemmelse med Bibelen, kan du taktfuldt sige: „Mange har samme holdning som du har. Men man kan også se det under en anden synsvinkel.“ Læs derefter et passende skriftsted og lad den besøgte give udtryk for sin mening.
4 En fleksibel tidsplan: Det nytter ikke at være godt forberedt hvis ikke der er nogen at tale med. Ofte er der ikke nogen hjemme når vi ringer på. Hvis det gælder i dit distrikt, så prøv at ændre din timeplan så du får mulighed for at gå fra hus til hus når der er flere hjemme. Måske er det bedst i weekenden; andre træffes måske bedst på hverdagsaftener. I nogle områder benytter forkynderne især verdslige helligdage, fordi man der kan træffe mange hjemme. Ofte er folk også mere afslappede og villige til at tale med os på sådanne dage. Lad din indledning passe til lejligheden, og forbind den med et bibelsk emne.
5 Analysér hvor virkningsfuld præsentationen er: Spørg dig selv efter hvert besøg: ’Fik jeg god kontakt med den besøgte? Fik jeg ham til at udtale sig, og lyttede jeg til hans tanker? Svarede jeg taktfuldt? Var det den bedste fremgangsmåde jeg benyttede?’ Det kan være gavnligt tid efter anden at arbejde sammen med en erfaren forkynder eller pioner og lægge mærke til hvordan han gør, så man lettere kan forbedre sin egen indsats i tjenesten.
6 Hvis du er dygtig til at forkynde kan du bringe sandheden ud til andre og derved „frelse både dig selv og dem der hører på dig“. — 1 Tim. 4:16; Ordsp. 22:29.