Tag del i det arbejde der aldrig skal gentages
1 På forskellige tidspunkter i menneskehedens historie har det været nødvendigt for Jehova at eksekvere dom over sine fjender. I sin barmhjertighed har han dog givet retsindige mulighed for at blive frelst. (Sl. 103:13) Deres reaktion afgjorde deres endeligt.
2 Noa var for eksempel, før Vandfloden i 2370 f.v.t., „en forkynder af retfærdighed“. De der blev udslettet, havde ikke givet agt på advarselen fra Gud. (2 Pet. 2:5; Hebr. 11:7) Før Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.v.t. fortalte Jesus klart og tydeligt hvad man måtte gøre for at undslippe den ødelæggelse der ville ramme byen. Alle der lod hånt om hans advarsel, måtte bøde for det. (Luk. 21:20-24) Sådanne guddommelige advarsler og domme har der været mange af i tidens løb.
3 Et advarselsarbejde der udføres i dag: Jehova har for længe siden erklæret at han vil lade sin vrede ramme vor tids onde system, og at kun de sagtmodige vil overleve. (Zef. 2:2, 3; 3:8) Den tid der er tilbage til at forkynde dette advarselsbudskab, er hastigt ved at rinde ud. Den ’store trængsel’ ligger lige foran os, og de sagtmodige er ved at blive indsamlet. Ja, „markerne“ er „hvide til høst“. Intet andet arbejde er altså lige så vigtigt og lige så presserende. — Matt. 24:14, 21, 22; Joh. 4:35.
4 Vi må være med til at bringe denne nutidige advarsel ud til andre, „hvad enten de vil høre eller ej“. Det er en gudgiven opgave som vi ikke må forsømme. (Ez. 2:4, 5; 3:17, 18) Ved at have en fuld andel i dette arbejde kan vi vise at vi ejer dyb kærlighed til Gud, ægte omsorg for vor næste og en ubrydelig tro på vor frelser, Jesus Kristus.
5 Nu er tiden inde til at handle: Når Jehova tidligere har eksekveret domme, er ondskaben altid blomstret op på ny fordi Satan og hans dæmoner stadig var i virksomhed. Men denne gang vil det være anderledes. Satans indflydelse vil være fjernet. Der vil aldrig igen være behov for at lade en global advarsel om en stor trængsel lyde. (Åb. 7:14; Rom. 16:20) Vi har derfor den særlige forret at være med i et arbejde der aldrig skal gentages. Nu er tiden inde til at vi bruger vore muligheder fuldt ud.
6 Angående sin forkyndergerning sagde Paulus med overbevisning: „Jeg er ren for alles blod.“ (Apg. 20:26) Han følte ikke at han havde blodskyld som følge af at han havde forsømt at lade advarselen lyde. Hvorfor ikke? Fordi han om sin tjeneste kunne sige: „Med dette for øje slider jeg også i det, idet jeg kæmper energisk.“ (Kol. 1:29) Lad os fornemme den samme tilfredshed ved at have den størst mulige andel i det arbejde der aldrig skal gentages. — 2 Tim. 2:15.