Vær en god patient
1 Vi elsker livet og ønsker at passe godt på det. Når vi til daglig følger Bibelens principper, bliver vi skånet for megen sorg og smerte, og sandheden bliver en beskyttelse. (Ordsp. 22:3) Det kan imidlertid ske at vi bliver syge og søger læge, og der kan endog blive tale om operation. Hvad kan vi da gøre for at bidrage til et godt samarbejde?
2 Søg hjælp i tide. Vi betragter livet som helligt og vil hurtigt søge kvalificeret hjælp! Hvis der er risiko for blodtab, er det ikke fornuftigt at udsætte lægebehandling, hvilket kunne få alvorlige følger og sætte lægen i en vanskelig situation. Vis din gode vilje ved at søge hjælp i tide, før situationen bliver kritisk.
3 Giv klar besked. Det er vigtigt at du fra begyndelsen giver klar besked på en venlig og respektfuld måde, uden at være anklagende eller mistroisk. Fortæl lægen om dine beslutninger angående behandling med blodderivater og genanvendelse af dit eget blod under operationen. Det udvidede forhåndsdirektiv er et oplæg til et godt samarbejde.
4 Vær forudseende. Hvis du tilhører en risikogruppe og står over for en operation eller fødsel, kunne du eventuelt spørge lægen: „Hvad nu hvis der opstår en større blødning? Kan I klare situationen her? Hvad vil I gøre?“ Det kan spare kostbar tid og redde liv at have drøftet situationen igennem med den behandlende læge.
5 Vær taknemmelig. De fleste blandt hospitalspersonalet har valgt deres beskæftigelse fordi de oprigtigt ønsker at hjælpe andre mennesker. Ved at give udtryk for værdsættelse aflægger du et vidnesbyrd. (1 Pet. 2:12) Efter opholdet kan et kort takkebrev måske gøre et varigt, positivt indtryk.
6 Vær positiv. Dit positive livssyn fremmer helbredelsen. (Ordsp. 4:20-22) En læge har begrænsede muligheder, men du kan have tillid til Jehovas omsorg og trygt lægge alle dine bekymringer i hans hånd. — Luk. 12:24; Fil. 4:6, 7.
7 Efter indlæggelsen kan du stadig være en god patient. Samarbejd med lægen om hans bestræbelser for at hjælpe dig ved at spise fornuftigt og få tilstrækkelig med hvile. Passende motion har også værdi. (1 Tim. 4:8) Når lægen forstår din glæde over livet og ser at du fortsat passer godt på dit helbred, vil han uden tvivl betragte dig som ’en god patient’.