Vær „stærkt optaget“ af at forkynde
1 Når vi læser at Paulus arbejdede som teltmager mens han opholdt sig i Korinth, drager vi måske den slutning at det begrænsede hans muligheder for at forkynde. I Apostelgerninger 18:5 læser vi imidlertid: „Paulus [var] stærkt optaget af ordet, idet han aflagde et grundigt vidnesbyrd for jøderne om at Jesus var Messias.“ Hvorfor var Paulus så optaget af at forkynde? Selv om mange i Korinth allerede var blevet troende, havde Herren givet udtryk for at der stadig var mulighed for at mange i denne by kunne blive disciple. (Apg. 18:8-11) Er der lignende grunde til at vi skulle være stærkt optaget af at forkynde? Ja. Der er stadig mange der ønsker at lære sandheden at kende, og dem må vi finde.
2 Brug mere tid i tjenesten i april: Det er sikkert dit mål at yde en god indsats i forkyndelsen af den gode nyhed hver måned. Men i visse måneder er der en særlig god anledning til at være „stærkt optaget“ i denne tjeneste. I april, hvor mindehøjtiden er årets vigtigste begivenhed, har vi en sådan anledning. Har dine omstændigheder givet dig mulighed for at være hjælpepioner eller at øge din tjeneste her i foråret? Mange forkyndere har fået store velsignelser ved at gøre en ekstra indsats. (2 Kor. 9:6) Hvis du gør alt hvad du kan, så husk at Jehova glæder sig over dine helhjertede bestræbelser. (Luk. 21:2-4) Alt efter hvad dine omstændigheder tillader dig, så sæt dig som mål at være „stærkt optaget“ af at forkynde her i april. Og glem ikke at rapportere din tjeneste i slutningen af måneden så din indsats tælles med i Jehovas folks samlede tjeneste.
3 Besøg de interesserede der var til mindehøjtiden: Sidste år blev mindehøjtiden overværet af 22.967. Hvor mange der vil være til stede i år, ved vi naturligvis ikke endnu. Men i betragtning af forkyndertallet er der tydeligvis en del der føler sig knyttet til os. (Matt. 9:37, 38) Derfor må du så hurtigt som muligt sørge for at besøge de interesserede der overværede mindehøjtiden, for at hjælpe dem åndeligt. Hvis man udskyder sådanne besøg, er der fare for at den onde kommer og ’river det der er sået i deres hjerte, bort’. (Matt. 13:19) Et besøg hurtigt efter vil vise at du er „stærkt optaget“ af din tjeneste.
4 Hjælp fortsat de uvirksomme: Siden februar er der gjort en særlig bestræbelse for at hjælpe uvirksomme. Hvis nogen endnu ikke har fået et hyrdebesøg, må de ældste sørge for at de får et besøg inden april er helt forbi. De ældste vil forsøge at finde ud af hvad der kan være vedkommendes dybereliggende problem, og hvordan de bedst kan hjælpe ham eller hende til at blive aktiv igen. Denne kærlige hjælp viser at de ældste tager deres ansvar som hyrder for „Guds hjord“ alvorligt. (1 Pet. 5:2; Apg. 20:28) I Vagttårnet for 15. september 1993, side 22-23, kan de ældste få nyttige forslag som hjælp til at afgøre hvilke af de fem typiske problemer der måske berører den uvirksomme. Det ideelle er hvis nogle kunne nå at blive aktive i forkyndelsen i april.
5 Hjælp flere til at blive udøbte forkyndere: Har dine børn kvalificeret sig til at blive nye forkyndere af den gode nyhed? Hvad med dem du studerer Bibelen sammen med? April ville være en god måned for dem at begynde i forkyndelsen når de er blevet godkendt af de ældste. Hvis en elev gør gode fremskridt og har studeret brochuren Hvad kræver Gud af os? og ’Kundskabsbogen’, kan man vælge at fortsætte med endnu en bog — enten Hvordan får vi virkelig fred og sikkerhed, Forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud eller Bibelen — Guds ord eller menneskers? Dit mål er at hjælpe bibelstudieeleven til at tilegne sig større indsigt i sandheden, kvalificere sig som udøbt forkynder og blive et indviet og døbt vidne for Jehova. — Ef. 3:17-19; 1 Tim. 1:12; 1 Pet. 3:21.
6 Din vedholdende og oprigtige interesse for din bibelstudieelev kan med tiden hjælpe ham eller hende til at tage standpunkt for sandheden. En forkynder mødte et ældre ægtepar som ivrigt tog imod et bibelstudium. Men tre uger i træk udsatte de studiet. Langt om længe kom det i gang. I en periode meldte de imidlertid afbud næsten hver anden uge. Det endte dog med at hustruen nåede så vidt at hun kunne blive døbt. „Efter dåben,“ fortæller broderen, „var hendes øjne fyldt med glædestårer, og det samme var min kones og mine.“ Ja, det giver store glæder at være „stærkt optaget“ af at udbrede den gode nyhed!
7 Bibelens profetier og verdensbegivenhederne viser at vi lever i den sidste del af endens tid. Hver eneste blandt Guds folk må nu være „stærkt optaget“ af at gøre den gode nyhed kendt for andre. Apostelen Paulus forsikrer os om at et sådant arbejde „ikke er forgæves i forbindelse med Herren“. — 1 Kor. 15:58.