Forbered dig på at studere Esajas’ profeti!
1 ’De som forbliver tro mod Jehova, kan være sikre på at han ikke vil lade Satans verden eksistere en dag længere end retfærdigheden kræver.’ Er det ikke en opmuntrende tanke? Hvor kan man læse den? I Esajas’ profeti — et lys for alle mennesker I. Kan vi i Esajas’ profeti finde belæg for at drage denne konklusion? Ja, frelsestemaet går klart og tydeligt igennem hele denne profetiske bog. (Es. 25:9) Det vil derfor være meget opmuntrende for os at studere denne profetiske del af Guds ord ved menighedsbogstudiet. Har du tænkt dig at være til stede hver uge så du kan få gavn af det? Hvilke gode grunde vil der være til at komme?
2 I Esajas 30:20 kaldes Jehova vores „store Lærer“. Alle kristne bør lytte koncentreret når Jehova underviser os gennem sit skrevne ord og de bibelske publikationer „den trofaste og kloge træl“ tilvejebringer. (Matt. 24:45; Es. 48:17, 18) Det gælder i særlig grad den undervisning vi får i Esajas’ profeti — et lys for alle mennesker I. Hvordan kan du få mest muligt ud af studiet?
3 Forbered dig på at kommentere: Sæt hver uge tilstrækkelig tid til side til forberedelse før bogstudiet. Læs det angivne pensum igennem paragraf for paragraf. Tænk over hvert spørgsmål. Streg svarene under i din bog. De vers der er citeret fra Esajas’ Bog, er trykt med fede typer. Læs dem omhyggeligt. Slå alle andre henvisninger op, og læg mærke til hvordan de knytter sig til stoffet. Grund over det du lærer. Giv derefter din bogstudiegruppe del i det du er kommet frem til ved din forberedelse.
4 Bogstudielederen må hjælpe alle de tilstedeværende til at gøre god brug af Bibelen og forstå den praktiske værdi af stoffet. Den første der kommenterer, bør give et kort, præcist svar. Derefter kan andre uddybe tanken. Man kan måske pege på hvordan et bestemt skriftsted understreger temaet. Prøv at svare med egne ord, og glæd dig over at deltage i drøftelsen.
5 Lad os sammen ivrigt undersøge det vigtige budskab i Esajas’ Bog. Så vil vi hver dag kunne leve i forventningen om Jehovas frelse. — Es. 30:18.