Vær tilfreds med det du har
1 Ifølge Bibelen er vi forpligtede til at sørge for vores familie rent materielt, men det bør ikke være det vi koncentrerer os mest om. Det åndelige skal have førstepladsen. (Matt. 6:33; 1 Tim. 5:8) I disse „kritiske tider som er vanskelige at klare“, er det en udfordring at finde den rette balance. (2 Tim. 3:1) Hvad kan hjælpe os til det?
2 Få det bibelske syn: Guds ord advarer os om at stræben efter rigdom kan føre til åndelig undergang. (Præd. 5:10; Matt. 13:22; 1 Tim. 6:9, 10) På dette afgørende tidspunkt kan det få katastrofale følger hvis vi bliver så optaget af vores arbejde eller bekymrer os så meget om penge at de åndelige aktiviteter — møder, studium og tjeneste — får en sekundær plads i vores liv. (Luk. 21:34-36) Bibelen giver dette råd: „Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ — 1 Tim. 6:7, 8.
3 Det betyder dog ikke at kristne skal pålægge sig selv at leve i fattigdom. Men det hjælper os til at forstå hvad de grundlæggende behov er — føde, klæder og husly — i forhold til det sted hvor man bor. Hvis vi har det nødvendige til livets ophold, bør vi ikke i en endeløs stræben tragte efter en højere levestandard. Når vi overvejer at anskaffe os noget eller at påtage os mere arbejde, vil det være godt at stille spørgsmålet: „Er det virkelig nødvendigt?“ Det vil hjælpe os til at følge den inspirerede vejledning: „Lad jeres levevis være fri for kærlighed til penge, idet I er tilfredse med det der er for hånden.“ — Hebr. 13:5.
4 Hvis vi stoler på Jehova, vil han støtte os. (Ordsp. 3:5, 6) Vi må ganske vist slide i det for at skaffe de daglige fornødenheder, men vi gør det ikke til det vigtigste i livet. Hvad enten vi har lidt eller meget, må vi stole på at Jehova vil dække vores behov. (Fil. 4:11-13) Så vil vi kunne glæde os over den tilfredshed og de velsignelser som Gud skænker.
5 Efterlign andres tro: En enlig mor som havde opdraget sin datter til at følge sandhedens vej, forenklede gradvis sit liv. Selv om hun var glad for sit hjem, flyttede hun først til et mindre hus og senere i en lejlighed. Derved kunne hun få nedsat sin arbejdstid og bruge mere tid i forkyndelsen. Da hendes datter var blevet voksen og havde giftet sig, gik moderen på pension, selv om det betød en yderligere nedskæring i indkomsten. Søsteren er nu almindelig pioner på syvende år og har ikke fortrudt de materielle ofre hun har bragt for at lade Riget få førstepladsen i sit liv.
6 En ældste og hans kone har været pionerer i flere år samtidig med at de har opdraget tre børn. Som familie lærte de at være tilfredse med at få dækket deres behov frem for deres ønsker. Broderen siger: „Vi har måttet leve meget enkelt. Vi har haft nogle vanskelige perioder, men Jehova har altid sørget for at vi fik det nødvendige. . . . Når jeg ser at min familie sætter de åndelige interesser i første række, føler jeg at alt er som det bør være, og jeg glæder mig over det vi udretter.“ Hans kone tilføjer: „Når jeg ser at [min mand] er travlt optaget af åndelige anliggender, føler jeg en dyb, indre tilfredshed.“ Børnene er også glade for at deres forældre besluttede at tjene Jehova på heltidsbasis.
7 Alle de som vælger gudhengivenhedens vej frem for at jage efter det materielle, loves rige velsignelser både nu og i det liv som skal komme. — 1 Tim. 4:8.