God fremgang i rigssalsbyggerierne
1 Ved områdestævnerne „Enhed under Guds rige“ i 1983 blev det i USA bekendtgjort at der ville blive oprettet en særlig fond til finansiering af nybygning og ombygning af rigssale i USA og Canada. Ved denne spæde begyndelse var det svært at forestille sig hvilke velsignelser det ville medføre. Vi begyndte i større omfang at mærke det der så rammende siges i Salme 92:4: „For du har ladet mig fryde mig, Jehova, over dit værk; jeg råber af glæde over dine hænders gerninger.“
2 I dag har vi virkelig grund til at fryde os over det der er blevet udrettet. Man er nu godt i gang med at opføre nye rigssale overalt i verden. Vi har alle den forret at kunne være med i denne aktivitet på den ene eller den anden måde. Det kan vi ved at bidrage med store eller små midler til bygning af flere tilbedelsessteder rundt om på jorden. Mange brødre stiller også materiel til rådighed foruden deres tid, evner og færdigheder i forbindelse med sådanne projekter. At Jehova leder, støtter og velsigner vores forenede bestræbelser, ses af det der udrettes. — Sl. 127:1.
3 Mange afdelingskontorer har fulgt den fremgangsmåde som oprindelig blev udarbejdet for menigheder i USA. I mange lande findes der i rigssalene en bidragsbøsse hvor forkynderne kan bidrage til rigssalsfonden. I USA blev der i Rigets Tjeneste for marts 1997 bekendtgjort at dette program ville blive udvidet. Der stod: „Lige fra Selskabets rigssalsfond blev oprettet i 1983, har brødrene bidraget gavmildt og derved gjort det muligt at optage lån til bygning af nye rigssale. Det har allerede været til gavn for 2700 menigheder i landet. Mange menigheder havde ellers ikke haft mulighed for at bygge en ny rigssal eller for at få foretaget en tiltrængt renovering. Der er nu et presserende behov for at stille nogle af disse midler til rådighed for at yde lån til menigheder i mindre velstående lande. Jeres stadige støtte til ordningen bliver højt værdsat af de menigheder der får gavn af jeres bidrag.“
4 Denne bekendtgørelse var en opfordring til at støtte det omfattende byggeri af nye rigssale. Rigssalsfonden skulle udvides så den kunne tilgodese brødrenes behov i andre lande, samtidig med at nogle af midlerne fortsat ville blive brugt til bygning af rigssale i hjemlandene. Senere blev der bragt en artikel i Rigets Tjeneste for august 1997 hvor der stod: „I hele verden er der til stadighed behov for flere rigssale. Alene i sidste tjenesteår blev der oprettet 3288 nye menigheder. Mange af disse findes i Afrika, Asien, Central- og Sydamerika og Østeuropa.“ Her i landet sker alt rigssalsbyggeri gennem rigssalsforeningen, og vi har derfor ikke nogen særlig bidragsbøsse til rigssalsfonden. Men Danmark yder til stadighed store bidrag til mindrebemidlede landes byggerier. Det sker gennem bidragene til „Mattæus 24:14“ og efter aftale med det internationale brodersamfund om de aktuelle behov.
5 Hvad er der sket siden da? I ’Årbogen’ for 2001 kunne man læse at ordningen nu fungerer i 30 lande. Indtil nu er der blevet bygget 453 rigssale, og 727 er under opførelse. Der er blevet lagt vægt på at lave tegninger til standardrigssale som kan blive opført af de byggematerialer og med de byggemetoder man almindeligvis bruger i det pågældende land. I Kenya bryder man selv de sten man skal bruge; i Togo er det almindeligt at bruge mursten; i Cameroun bruger man normalt betonblokke der bagefter pudses. På den måde bliver de lokale brødre hurtigt i stand til at tilegne sig de færdigheder der er nødvendige for at udfylde nøglepositioner i det nationale byggeprogram.
6 Overalt på Afrikas store kontinent er der tydelige vidnesbyrd om at dette byggeri velsignes af Jehova. Når du ser billederne af nogle af de rigssale som er blevet bygget, så forestil dig hvor meget det har betydet for Jehovas Vidners arbejde. Det gælder på flere forskellige områder: Det fremmer enheden i vores verdensomspændende brodersamfund, det gør et gunstigt indtryk i lokalsamfundet, og der kommer flere til møderne. Dette Rigets Tjeneste viser billeder af rigssale der er bygget i Afrika, og i fremtidige numre vil vi se at der også er god fremgang med rigssalsbyggerierne i andre områder af verden.
[Illustrationer på side 3]
DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK
Bimbo, Bangui
Begoua, Bangui
[Illustrationer på side 4]
Ukonga, Tanzania
[Illustration på side 4]
Accra, Ghana
[Illustration på side 4]
Salala, Liberia
[Illustration på side 4]
Karoi, Zimbabwe
[Illustrationer på side 4, 5]
Allada, Benin — en tidligere rigssal
Allada, Benin — en ny rigssal
[Illustration på side 5]
Kpeme, Togo
[Illustration på side 5]
Sokodé, Togo
[Illustrationer på side 4, 5]
Fidjrosse, Benin
[Illustration på side 6]
Lyenga, Zambia — en tidligere rigssal
[Illustration på side 6]
Lyenga, Zambia — en ny rigssal
[Illustration på side 6]
Kinshasa, Congo
[Illustration på side 6]
Musambira, Rwanda