Repetition af stof fra Den Teokratiske Skole
Følgende spørgsmål vil blive behandlet mundtligt på Den Teokratiske Skole i ugen fra 29. august 2005. Tilsynsmanden for Den Teokratiske Skole leder en 30 minutters mundtlig repetition af det stof som har været gennemgået i ugen fra 4. juli til 29. august 2005. [Bemærk: Hvis der ikke er kildehenvisninger efter spørgsmålene, må man selv undersøge emnet for at finde svarene. — Se Den Teokratiske Skole — til gavn for kristne forkyndere, side 35-37].
TALEEGENSKABER
1. Hvordan kan vi lade vores „rimelighed blive kendt for alle mennesker“ i forkyndelsen, og hvorfor er det vigtigt? (Fil. 4:5; Jak. 3:17) [be, s. 251, § 1-3 og rammen] Vi viser „rimelighed“ over for dem vi taler med, ved at tage hensyn til deres baggrund, omstændigheder og følelser. Det er også et udtryk for rimelighed når vores stærke tro og iver efter at forkynde afvejes med dømmekraft. Det er vigtigt, for hvis vi taler dogmatisk og uden at begrunde det vi siger, vil tilhørerne måske lukke af så vi ikke når ind til deres sind og hjerte.
2. Hvordan vil rimelighed hjælpe os når vi ræsonnerer med folk? [be, s. 253, § 1-2] Selvom vi måske har stærke argumenter for det vi siger, behøver vi ikke altid at insistere på at få ret. Det kan være bedre at lade være med at kommentere visse udtalelser selvom de er forkerte, og så lede samtalen over i mere frugtbare baner. Hvis vi husker at Jehova har givet folk frihed til at træffe valg, vil det hjælpe os til at vide hvornår vi skal holde inde. (Jos. 24:15; Ordsp. 19:11)
3. Hvorfor er det vigtigt at gøre god brug af spørgsmål når vi skal hjælpe andre til selv at tænke og drage konklusioner? [be, s. 253, § 3-4] Gode spørgsmål giver folk lejlighed til at udtrykke hvad der bor i deres hjerte og tænke nærmere over det emne der drøftes. I stedet for at tale hele tiden og hurtigt besvare spørgsmålene, kan vi stille spørgsmål der tilskynder den anden til selv at tænke og drage konklusioner. (Luk. 10:25-37)
4. Hvad må vi tage i betragtning hvis vores argumenter skal være overbevisende? [be, s. 255, § 1-4 og rammen; s. 256, § 1 og rammen] Vore tilhørere vil ikke tro på det vi siger, eller handle efter det, hvis ikke de føler sig overbevist om at det er sandt. Vi må derfor sikre os at det vi siger, er solidt funderet på Guds sandhedsord, Bibelen. (Joh. 17:17) Vi må fremlægge overbevisende vidnesbyrd til støtte for vore udtalelser. I stedet for bare at fremsætte påstande må vi give andre gode grunde til at antage det vi siger. Vi må huske at den der lytter, har ret til at spørge: „Hvorfor skal jeg tro på det? “
5. Hvad skal vi holde os for øje når vi bruger vidnesbyrd udefra, for at få folk til at forstå det fornuftige i det Bibelen siger? [be, s. 256, § 3-5 og rammen] Vidnesbyrdene må være fra en pålidelig kilde og vise at det Bibelen siger, er i overensstemmelse med kendsgerninger der kan iagttages. De må passe til formålet og til vort publikums behov. Vi må altid først pege på hvad Bibelen siger, for den er grundlaget for sand oplysning, og derefter henvise til videnskabelig forskning eller citere nogle forskere der bekræfter det vi har vist.
OPGAVE NR. 1
6. Hvilke klare vidnesbyrd bekræfter at Jesus er en historisk person? [w03 15/6, s. 4-7] Jesus Kristus er det menneske i historien der har øvet den største indflydelse. Flavius Josefus og Tacitus, historikere fra det første århundrede, nævner Jesus Kristus og hans disciple, og det samme gjorde Plinius den Yngre i det andet århundrede. Jesu lære, som for eksempel Bjergprædikenen, har øvet indflydelse på millioner af mennesker. (Matt. kap. 5-7) At Bibelen indeholder budskabet om Jesu pælfæstelse, skønt det ikke var populært blandt alle, vidner om at den bibelske beretning om Jesu liv og tjeneste er sandfærdig. (1 Kor. 1:22, 23) Desuden bevidner Jesu disciples utrættelige forkyndelse trods stor modstand at Jesus er en historisk person. (1 Kor. 15:12-17)
7. Hvordan kan ’de retskafnes mund udfri dem’, og hvordan kan ’de retfærdiges hus blive stående’ ? (Ordsp. 12:6, 7) [w03 15/1, s. 30, § 1-3] De retskafne ved hvad der er rigtigt og retskaffent og hvad der er ondt. De bærer sig vist og forsigtigt ad for at undgå fare, og de hjælper andre ved at advare om farer. De holder fast ved det der er ret selv når de udsættes for modgang.
8. Eftersom Bibelen ikke består af en række regler for hvad man må, og hvad man ikke må, hvordan kan man da „forstå hvad Jehovas vilje er“? (Ef. 5:17) [w03 1/12, s. 21, § 3, til s. 22, § 3] For at kunne forstå hvad Jehovas vilje er, må man kunne bedømme hvad der behager og ikke behager ham. Vi behøver ikke et bud eller en regel som direkte siger hvad Gud synes om. Hvis man skal holde en diæt, er det heller ikke nødvendigt med en udtømmende liste over alt det man skal undgå. Da Paulus opregnede kødets gerninger der hindrer en i af få del i velsignelserne under Guds rige, sluttede han ganske enkelt med udtrykket „og ting som disse“. (Gal. 5:19-23) Det at vi må bruge vores opfattelsesevne eller dømmekraft, giver os mulighed for at vise vores dybe værdsættelse og ønske om at behage Gud.
9. Hvilke bibelske principper kan hjælpe en til at udholde fattigdom og ugunstige økonomiske omstændigheder? [w03 1/8, s. 5, § 2-5] Prædikeren 7:12 hjælper en til at forstå at visdommen fra Gud har større værdi end penge som kun kan give en vis tryghed. Den kan beskytte os og hjælpe os nu og føre til evigt liv. Lukas 14:28 tilskynder os til at budgettere fornuftigt og reservere midler til de overordnede behov. Første Timoteus 6:8 og Mattæus 6:22 tilskynder os til at være tilfredse med livets grundlæggende fornødenheder og at holde blikket rettet mod tjenesten for Gud med evigt liv for øje.
10. Hvordan kan vi efterligne Jehovas eksempel med hensyn til at give for intet? (Matt. 10:8) [w03 1/8, s. 20-22] Jehova har i sin ufortjente godhed og med store omkostninger for sig selv ladet sin søn ofre livet og derved skabt grundlag for evigt liv. (Rom. 3:23, 24) Det skulle motivere os til at stille os til rådighed og at bringe „livets vand“ ud til folk. (Åb. 22:17; Sl. 110:3) Selvom kristne i dag opfordres til at se „ufravendt frem til betalingen af lønnen“, bør vi tjene Gud af kærlighed, ikke med et selvisk motiv. (Hebr. 6:10; 11:6, 26)
DEN UGENTLIGE BIBELLÆSNING
11. Hvad var betydningen af navnene Jakin og Boaz på de to søjler foran indgangen til Salomons tempel? (1 Kong. 7:15-22) Navnet på søjlen der stod til højre, Jakin, betyder „han vil grundfæste“. Navnet på den der stod til venstre, Boaz, betyder muligvis „med styrke“. Da hebraisk læses fra højre til venstre, ville de bibringe tanken: „Han vil grundfæste i styrke.“ Søjlerne var fritstående og understøttede ikke noget af bygningen. Det lader til at den betydning der lå bag dem, var at Gud ville grundfæste templet med styrke, og at Jehova godkendte den sande tilbedelse der foregik der. [1 Kong. 7:21, fodnoter; it-1, s. 311, § 2; w66, s. 360]
12. Brød Salomon Moseloven da han gav kong Hiram af Tyrus 20 byer i Galilæa? (1 Kong. 9:10-13) Loven, som den er omtalt i Tredje Mosebog 25:23, 24, kunne forstås sådan at den kun gjaldt de områder hvor der boede israelitter. Det er muligt at de byer som Salomon gav kong Hiram, var beboet af ikkeisraelitter, selvom byerne lå inden for grænserne af det forjættede land. (2 Mos. 23:31) Salomons handling kunne også være en tilkendegivelse af at han ikke helt fulgte Guds lov, som da han ’skaffede sig mange heste’ og tog sig mange hustruer. (5 Mos. 17:16, 17) Hvordan det nu end forholder sig, står en ting dog fast — Hiram var utilfreds med gaven. Måske var det fordi de hedenske indbyggere ikke havde vedligeholdt byerne, eller fordi beliggenheden ikke var særlig god. [w05 1/7, s. 29]
13. Hvad kan vi lære af den „Guds mand“ der var ulydig? (1 Kong. 13:1-25) Vi må blive ved med at vandre uangribeligt på Jehovas veje og søge hans vejledning, særlig i kritiske øjeblikke i vores liv. Vi må aldrig handle ulydigt, hverken efter egen eller en andens tilskyndelse, selvom den anden person indtager en ansvarsfuld stilling i Guds organisation eller hævder at indtage en sådan stilling. [w05 1/7, „Hovedpunkter fra Første Kongebog“; w98 1/9, s. 23; w62, s. 255, § 14]
14. På hvilken måde viste kong Asa af Juda sit mod, og hvad kan vi lære af hans eksempel? (1 Kong. 15:11-13) Kong Asa rensede Juda for afgudsbilleder og tempelprostitution. Han fjernede ligeledes sin frafaldne bedstemoder fra hendes høje stilling og brændte hendes „afskyelige afgudsbillede“. Vi må også aktivt fremme den sande tilbedelse gennem vor forkyndelse og undervisning og modigt afvise frafald. [w05 1/7; „Hovedpunkter fra Første Kongebog“; w93 15/11, s. 17, § 20]
15. Hvordan er episoden med kong Akab og Nabot med til at skildre farerne ved selvmedlidenhed? (1 Kong. 21:1-16) Kong Akab fik ondt af sig selv efter at Nabot havde afslået at sælge ham et stykke jord. Akabs hustru, dronning Jesabel, ville ikke acceptere Nabots afslag og sørgede for at han falskeligt blev anklaget for gudsbespottelse og stenet til døde. Som det fremgår af Akabs tilfælde, er selvmedlidenhed ikke af det gode. Eftersom selvmedlidenhed er det samme som overdreven og uligevægtig interesse for én selv, kan den være meget skadelig. Den kan medføre at man bliver tvær og smålig, ligesom kong Akab. Den henleder opmærksomheden på en selv i en sådan grad at interessen for andre mindskes eller endog helt forsvinder. Den der giver efter for selvmedlidenhed kan få et fordrejet syn på alvorlige spørgsmål, og derfor udvise dårlig dømmekraft. Selvmedlidenhed kan også svække et menneske åndeligt og, hvad værre er, få vedkommende til at gå på kompromis når han udsættes for pres så han giver slip på sit rene forhold til Gud. [w77, s. 555]